Top 5 2020 – Jesper Bøggild-Christensen

Top 5 2020 – Jesper Bøggild-Christensen
Du kan læse dette indlæg på 7 minutter.

Top 5 2020 – Jesper Bøggild-Christensen

 

2020… Fuck!

 

Ja, man behøver vel ikke at sige mere om det her Chernobyl af et år. COVID-19, anti-vaxxere, anti-maskere, ”det-er-bare-en-influenza”, restriktioner, lockdown x2, hamstring af toiletpapir og pasta, Mink-gate, præsidentvalg i USA, Brexit, Instrukskommissionen, forgiftningen af Aleksej Navalnyj, det totale kollaps af alt hvad der minder om livemusik på verdensplan… Og så døde Eddie van Halen og Darth Vaders fysiske manifestation, David Prowse. Man kunne blive ved. Det har været noget fucking lort for os alle sammen. På det personlige plan fik mit band først aflyst en optræden på SPOT-festivalen, dernæst røg resten af koncertkalenderen i vasken, og så gik vi i opløsning. Jeg var kortvarigt med i Owl King, men de gik desværre også i opløsning. 

I den mere positive ende af skalaen har jeg et nyt musikprojekt i støbeskeen sammen med den allestedsnærværende og omnipotente Peter og en trommeslager, der ikke er ubekendt med at spille solformørkelser ind. Selvsamme Peter og verdens højeste mand i Odense, Kasper, shang-hai’ede mig til at skrive for Radon. Jeg har, 7-9-13, salt over skulderen, bank under bordet, endnu ikke fået COVID-19, og lige om lidt skal jeg vaccineres, da jeg står helt oppe i nakken på frontpersonalet på OUH til daglig. 2021 har bare at være bedre!

 

#5 Terrorpy – Stuffing Puke Into the Sockets 

De lokale dødsmetalhelte fra Terrorpy har jeg også anmeldt på disse sider, og haft fornøjelsen af at opleve live. De leverede 27 minutters ubeskriveligt intens dødsmetal, der river hud og hår af lytteren og serverer det sauteret i egne kropsvæsker.

Hele pladen er en teknisk tour de force, og de holder samme niveau live, hvilket er temmelig imponerende!

Du får ikke en lytteanbefaling her, for du kan høre hele albummet på lidt under den tid det tager at lytte til de første tre numre på The Oceans “Phanerozoic II”, så hvis du ikke bare giver hele albummet et lyt, så er du enten doven eller ikke til dødsmetal.

 

9/10

 

#4 pg.lost – Oscillate 

Pg.lost er fra Sverige, og er måske ukendte for de fleste, men har bl.a. bassist Kristian Karlsson fra de svenske post-metal giganter, Cult of Luna, ombord. Bandet gør flittigt brug af synths og repetitive guitar-figurer, og skaber mørke lydbilleder, der er lige dele tunge og atmosfæriske. 

Bandets forrige album, “Versus”, blev anbefalet af en god ven, og gik rent ind. Det er mørkt og tungt, meget synth-fokuseret og var mit gateway-band til metalbands med en mere elektronisk lyd. 

Første single fra “Oscillate” var den luftige “E22” . Den havde en mere “lys” lyd, mere luftig, mere melodisk, og udstak en ny kurs ovenpå forrige album. Min første reaktion var tvivl, men da det fulde album udkom blev al tvivl gjort til skamme. 

Albummet indeholder lutter solide numre. Lydbilledet er både homogent og varieret nok til at holde lytteren fanget i de til tider næsten meditative stemninger indsvøbt i synths, der brydes af eksplosioner af håndspillet guitar og bas. 

Som med Deftones’ “Ohms”, er det svært at vælge ét nummer udover singlerne som lytteanbefaling, men nummeret “Suffering” giver følelsen af at rejse gennem galaksen lige under lysets hastighed, mens man overvældes af skønheden, tomrummet og den knusende ensomhed. 

8.5/10

 

#3 Bersærk – Sol

Jeg har anmeldt Bersærks tredje album, “Sol”, her på Radon tidligere i år, så det er svært at sige ret meget mere om det. Men Bersærk har leveret det bedste danske album, jeg har hørt i år og et af de mest helstøbte albums i år som helhed. 

De har taget den nordiske mytologis dommedagsprofeti, Ragnarok, og trukket den ind i et mere moderne kontekst af misinformation, splittelse og atomkrig. 

Samtidig var jeg heldig nok at opleve bandet live til én af de få livekoncerter, som det her sygdomsplagede år har kunnet byde på. Bersærk spillede “Sol” fra start til slut, og leverede pladen med eminent lyd og masser af energi, trods et siddende publikum. 

8.5/10

 

#2 Deftones – Ohms

Jeg stiftede bekendtskab med amerikanske Deftones i 2001, i vanlig stil late to the party, da jeg første gang hørte “White Pony”, der var udkommet året forinden. Og hvor var det et sindssygt album at stifte bekendtskab med et band på. “White Pony” er et album, der udfordrede metal-genren og især nu-metal genren, som Deftones kæmpede med næb og klør for at bryde ud af. 

Da “White Pony” var kommet helt ind under huden, var der kun én ting at gøre, og det var at gå tilbage i tiden. Heldigvis var bandets forrige album, “Around the Fur”, og debuten, “Adrenaline”, stærke albums på hver deres facon, og jeg har været fan siden da. 

Deftones har i min optik ikke toppet “White Pony”, men har holdt et højt kvalitetsniveau siden da, trods bassist Chi Chengs tragiske dødsfald. Albummene “Deftones” og “Saturday Night Wrist” var bundsolide albums med et niveau over de fleste andre albums i deres samtid, der dog afspejlede et band med mange interne stridigheder. 

Bandet indspillede deres sidste album med Chi Cheng, albummet “Eros”, men lagde det på hylden, da han gik bort. I stedet indspillede de “Diamond Eyes” og siden “Koi No Yokan” med den nye bassist, Sergio Vega, og de blev et vendepunkt for bandet, der genopfandt sig selv med især guitarist Stephen Carpenters inspiration fra Meshuggah og deres 8-strengede guitarer. 

Bandet snublede dog gevaldigt med deres forrige album, “Gore”, som bandet selv har indrømmet var forhastet og sjusket. Det gider vi ikke snakke om. 

Lad os hellere snakke om det vanvittige comeback, som det nye album, “Ohms, er. Bandet smed titelnummeret på gaden som førstesingle, og det viste sig samtidig at være albumlukkeren. Et meget atypisk træk, når førstesinglen tit er blandt de første tre numre på et album. Nummeret er tillige melodisk og midtempo – ikke just en banger som tidligere albums førstesingler som “Rocket Skates” (Diamond Eyes) eller “Leathers” (Koi No Yokan). 

Anden single var “Genesis”, der bød på mere klassiske Deftones-dyder. Albummet som helhed mixer alt, hvad der udgør Deftones. De tunge, kantede riffs fra Stephen Carpenters hånd. Chinos vokal, som er lige dele shoegazende og aggressiv. Abe Cunninghams trommer, der leder tankerne hen på hip-hop. Frank Delgados ambiente lydflader. 

“Ohms” indeholder ikke bangers, som de ovennævnte førstesingler, men bandet formår bare at skrive et album, der har et helt overordnet højt kvalitetsniveau fra start til slut, med en masse melodistumper, der langsomt sniger sig ind under huden. 

Når “Ohms” op på niveau med “White Pony”? Nej, det gør den ikke, men de samme ingredienser er til stede, blot sat sammen på en anden måde, at et band med 20 år mere på bagen, og af en samling mennesker, der udviklet sig personligt og musikalsk. Som fan skal man også kunne acceptere, at ens favoritband ikke laver et nyt mesterværk hver gang. Selvom der er milevidt op til “White Pony”, så er “Ohms” nemt på niveau med nyklassikeren “Diamond Eyes”, og det giver adgang til top 5-listen for 2020.

Det er svært at fremhæve ét enkelt nummer, men skulle det IKKE være én af singlerne, så må anbefalingen være “Urantia”, med sit interessante riff-pattern i introen og omkvædet, og det fængende vers. 

9/10

 

#1 The Ocean – Phanerozoic II – Mesozoic | Cenozoic

Tyske The Ocean er et relativt nyt band for mig. Jeg blev anbefalet bandets forrige album, deres syvende, “Phanerozoic I – Palaeozoic”, fra er par forskellige sider i 2018, hvor albummet blev udgivet. Indrømmet, jeg stejlede, da jeg første gang fik det anbefalet, for det lød godt nok prætentiøst, men efter et par lyt måtte jeg overgive mig. Det var komplekst, storladent, aggressivt, melodisk, teknisk, fængende og smukt. 

The Ocean er et band med næsen dybt begravet i leksika og historiebøger. Tidligere album har bl.a. kritiseret kristendommens verdenssyn (Heliocentric og Anthropocentric) og udforsket havets dybder (Pelagial), og på Phanerozoic I og II udforsker de jordens geologiske tidsaldre. Det er tematisk højpandede konceptalbums, og musikken følger i høj grad med. 

“Phanerozoic II – Mesozoic | Cenozoic” er et gigantisk album. Fra start til slut. Det kan ikke beskrives anderledes. Allerede på pladens andet nummer, det fantastiske tretten og et halvt minut lange “Jurassic | Cretaceous” bevidner vi dinosaurerne dø ud, da jordens rammes af en komet, og albummet holder niveauet hele vejen igennem til den smukke afslutning “Holocene”. 

Produktionen er sublim. Alle instrumenterne sidder knivskarpt i lydbilledet, som man kun kan forvente af et album med dette ambitionsniveau. Trommerne må især fremhæves, for de lyder helt fantastiske. Albummet indeholder desuden gæstevokaler fra Jonas Renkse fra Katatonia (som også var med på Phanerozoic I) og Tomas Hallbom fra Breach. 

Giv albummet et lyt. Start evt. med 1’eren og fortsæt over i denne, og arbejd dig derefter bagud i kataloget. The Ocean er et band, man ikke bør sove på. Det var jeg lige ved at gøre. 

10/10

 

Boblere:

Lamb of God – Lamb of God

Jeg er en sucker for Lamb of God. Især de albums de har udgivet fra “Resolution” og frem. Man hører næsten ikke, at Chris Adler har overladt stikkerne til Art Cruz, så eminent tillægger han sig Adlers spillestil. Vi får således endnu et solidt LoG-album fra kongerne af groove metal.

 

Kvelertak – Splid 

Jeg ELSKER Kvelertak. Om vi snakker debuten “Kvelertak”, den svære toer “Meir” eller tredje album “Nattesferd”, så fungerer norske Kvelertaks black n’ roll uanset om du kører på arbejder i bilen, drikker dig fuld i festligt lag eller er fucking pissed på verden. På “Splid” har bandet taget afsked med den ellers fantastiske og karakteristiske Erlend Hjelvik, der har valgt at gå solo med det noget mindre imponerende selvbetitlede projekt, “Hjelvik”, og i stedet får vi fornøjelsen af at stifte bekendtskab med Ivar Nikolaisen. Ivars vokal er en anelse mere hæs, lidt mere punket end Erlends hvæsende dødsmetalskrig, men Ivar passer fint ind i Kvelertaks musikalske lydbillede. Og selvom bandet også har udskiftet trommerslager Kjetil Gjermundrød med Håvard Takle Ohr, så er bandets lyd intakt med de tre guitarer i front, en solid bas og trommer, der kaster om sig med fills til højre og venstre. Splid er solidificeringen af, at Kvelertak er summen af dens medlemmer.

 

Glemsel – Unavngivet

Jeg anmeldte “Unavngivet” til 8/10 i september, og sagde en masse rosende ting om pladen. Jeg har endnu ikke fået nogen dødstrusler fra black metal-miljøet, så den må være god nok. Pladen holder stadig, og ja, den er stadig knastør. Hvis du synes 2020 har været lidt noget lort, og har lidt ondt af dig selv, så sæt “Unavngivet” på. Så får du det bedre. Det lover jeg.

 

Biffy Clyro – A Celebration of Endings

Biffy Clyro spiller overhovedet ikke metal. Når det går vildest for sig, spiller de math rock, men ellers er de kongelige hofleverandører af poppede rock-melodier så fængende, at de sidder fast i hovedet efter første lyt. Det er skotsk rock med kant, nerve og skotsk accent, en gudsbenådet forsanger/guitarist ved navn Simon og en rytmesektion bestående af én skaldet Johnston-tvilling og én rødhåret Johnston-tvilling. Ude i den store verden fylder de arenaer, men herhjemme spiller de kl. 14 på en torsdag på Tinderbox eller på Train i Aarhus på en kold og regnvåd tirsdag, komplet overset af samtlige danske anmeldere og radiostationer. Giv dem nu for helvede et lyt!

Skriv et svar