Posted by Udgivelsesdato: 7. november 2025
Label: RPM
Kan man kalde sig hardcorefan og ikke kende til Agnostic Front?
Kan man erklære sig fuld funktionsdygtig, og samtidig synes Trump er en fed fyr?
Svaret på begge er naturligvis et rungne nej. Fuck Trump.
Hurtigt knæ i mellemgulvet
Nå, men vi skal også hastigt videre. Og apropos hurtigt videre, skal vi så ikke lige give Agnostic Front credit for rent faktisk at have numre på over 2 minutter? Særligt når pladens samlede længde er lige over 26 minutter fordelt på 15 numre. Det giver en gennemsnitslængde på 1:46 pr. nummer.
Med andre ord har Agnostic Front med Echoes In Eternity lavet en plade, der er lige præcis lang nok til at give lytteren et hurtigt knæ i mellemgulvet. Og hvis man har oplevet dem live, så er det også præcis det, der sker – både fra scenen og blandt publikum.
Feel-good hc
Som med alle Agnostic Front-plader, er det nærmest umuligt at være sur på alle numrene, selvom mange af emnerne måske ikke helt er ren solskin. Et glimrende eksempel på dette, er nummeret Sunday Matinee, som hurtigt giver Pennywise-vibes.
Som familiefar er jeg særligt glad for “happy hardcore”. Så kan jeg nemlig høre hardcore mens pigerne danser lidt med. Og jeg får ikke skylden for at inspirere dem med satanmusik.
Efter solskin kommer..
..oprøret, naturligvis.
Agnostic Front har alle dage været garant for sange der opildner til oprør og med chanten “fuck around, find out” i nummeret Hell to Pay, er der blæst alle op på barrikaderne, brosten og molotow i hænde.
Pladen afsluttes med det latterligt hårde nummer Eyes Wide Open, som blandt andet har linjen “Every time I close my eyes, I fucking hate what I see inside”. Det er hååååårdt. Og det er dejligt.
Konklusion
Echoes In Eternity er beviset på, at Agnostic Front stadig er relevante, vrede og hamrende effektive. Er der udnødigt fyld på pladen? Højst sandsynligt. Men hvad en person synes er fyld, synes en anden er pladens fedeste nummer. Agnostic Front følger den klassiske opskrift, men når retten smager så meget af oprør, blod og fællesskab som her, er der ingen grund til at ændre på ingredienserne. Det er ikke bare en “god nok” plade; det er en lektion i, hvordan hardcore skal skæres. Årti efter årti.
Om anmelderen
