Posted by Release: 2026? Who cares? Bandet gjorde ikke selv det store væsen af det.
Selvudgivet, BTW.
Advarsel: Det vil tage dig cirka dobbelt så lang tid at læse denne anmeldelse, som det vil at høre “Ultracrepidarian”. Beklager!
Phå der p(h)unk!
Når Phyns phremmephte phaphcipht-phjendphke p(h)unk-band [PSD] helt up(h)ræntetiøpht og uden phanphare udgiver ny muphik, og man phom anmelder for Danmarkph phtørphte Phynphke metalmedie giver dem [phHT] på phociale medier for ikke at phende et p(h)rephphekit til redaktionen, hvilket rephulterer i phkideballe fra bandetph phrontperphon Nina Phjord, phå lægger man phig phladt ned og kvitterer med en anmeldelphe.
Ok, shit, den kan jeg ikke opretholde længere…
PSD har smidt en EP på gaden. Samlet løbetid på seks minutter og 19 sekunder. Titlen er “Ultracrepidarian”, og ifølge Google’s AI-oversigt er en “ultracrepidarian” (engelsk) en person, der udtaler sig om eller giver råd om emner, der ligger udenfor deres ekspertise eller kendskab. På dansk en “lænestolsekspert”. Udtrykket har rod i latin, hvor “no sutor ultra crepidam” – “skomager, ikke over sandalen”, kommer fra historien om skomageren, der kritiserede mere end sine egne sko. Vi pauser mens metaforen synker ind. Og så alligevel ikke, for hold kæft, hvor er det rammende, når jeg nu skal forsøge at kloge mig på punk. 🤣
Lyriske lussinger
“All Fascists Go to Heaven” er en udstilling af et fascistisk klovnecirkus, der bedst kan tolkes som at omhandle de højresvingende tendenser vi ser i USA og Europa i disse år.
“Billy the Shit” handler om “Billy”, der udlever sin magtfantasi og sit ønske om at være “nogen” eller “noget” (the shit…) ved at pakke en sportstaske fuld af våben og tage sin impotens ud over sagesløse uskyldige. Igen en tekst, der meget passende formentligt er inspireret af klovnecirkusset på den anden side af dammen, hvor uskyldige skolebørn på noget nær daglig basis mejes ned af forsmåede mænd med nærmest fri adgang til våben. (Selv)ironien i at guitaristens jagt på ikonstatus og indflydelse tangerer samme psykologiske drivkraft som en nobody med en pistol, er ikke tabt, når guitarist Mikkel forkludrer et riff i mellemspillet og Nina opgivende stønner “Årh, kom nu, Mikkel!”.
“Eating Pills for Fun” handler i bund og grund om, at det ikke er morsomt at være medicineret.
“Daddy Mansplain” er pladens mest skræmmende nummer, idet Nina med tydelig nydelse i stemmen sætter ord på, hvordan hun vil mishandle små mandslinge, der udbreder sig om ting de ikke ved noget om, mansplainer eller spreder had fra mandosfæren bag skærmen. Jeg kan kun håbe på, at jeg aldrig kommer til at tale over mig i Ninas nærhed, for jeg har mine indvolde kært, eller at Nina ikke tager det for nært, når jeg blotlægger hendes tekster for Radons læser(e).
Som lyriker er Nina Fjord mere hårdtslående og præcis end de fleste sangskrivere, jeg har stiftet bekendtskab med. Få frontpersoner formår at gøre sig så utvetydigt forståelige!
Episk ekvilibrisme
Ej ok, det er nok at gå for langt. Denne, med bandets egne ord, EPO-indsprøjtning der rammer epicentret i en vanvittig epoke, en EP, som Epstein ville have hadet, er måske ikke det mest tekniske stykke musik, du kommer til at høre i dette årti, men musikalsk strømmer det over med entusiasme, eufori og energi (se, E-kavalkaden af ord kunne sagtens have fortsat!). Jeg kan ikke sige vanvittigt meget om numrene enkeltvis, når ingen af dem overstiger to minutter, men bandet demonstrerer en håndfast tilgang til punkens simple riff-orienterede opbygning.
Det flyder over med power-akkorder, som bassen trofast følger efter. Små melodier, der skaber modpoler til de håndfaste riffs, flettes ind hist og her, mens trommerne tonser derudaf med et tempo, der konstant driver musikken fremad. Der er ikke noget fancy fis med at læne sig tilbage i groovet. Der er kun én vej: Fremad.
Hele EP’en er så vidt vides indspillet og produceret i bandets container-øvelokale, og trods den punk-tro DIY-tilgang til optagelserne, er slutresultatet virkeligt vellydende. Det lyder hverken for skramlet eller for overproduceret, men derimod som noget man kan blive udsat for, når bandet fremfører numrene live.
Konklusion
PSD har leveret en spillevende og hårdtslående EP, om hvilken jeg kun kan komme på et enkelt kritikpunkt: Den er alt for kort! Får vi mon et album en dags tid? Vil spilletiden nærme sig 20 minutter?
Normalt anmelder vi ikke EP’er på Radon (når vi endelig anmelder…), men når vi nu selv lagde op til en lussing på bandets sociale medier, så er det vel kun på sin plads, at samler handsken op?!
“Ultracrepidarian” er en solid fuckfinger til verden omkring os og den nedadgående spiral, vi befinder os i.
For det får EP’en karakteren:
Om anmelderen
