Posted by Top 5 2020 – Kasper Fladmose
Året 2020 har været et fucking lorteår og min egen forretning, der deler lokaler med Radons moderskib, har fået fucking meget tæsk med aflysninger af kunder for adskellige tusinder kroner. Altså omkring en trilliard øl og bandmerch.
Men heldigvis har Bill Gates fået sin 5G-vaccine klar og om lidt er vi alle hans robotter. Fucking aye!
Men for at komme tilbage på sporet, så har jeg, ligesom Jesper og Peter, stillet mig selv opgaven at skrive min top 5 for metalåret 2020, uanset om vi har anmeldt pladerne eller ej.
Men nøjagtig som i merchboder og baren til koncerter, har jeg svært ved at begrænse mig, og derfor er min top 5 altså en top 6. Fucking.
Værsågod!
#6: Konvent – Puritan Masochism
Mere doom! Mere smadr! Mere fucking ødelæggelse i 32/8-dele (er det en ting?)!
Danske Konvent sørgede for en fucking god start på 2020, med udgivelsen af noget jeg for længst har opgivet at stave til. Så foruden en stor tak til Konvent for at sende os pladen til anmeldelse i starten af året, så også stor tak til copy/paste for at det ligner at jeg fejlfrit kan stave til Puritan Masochism.
Men nok om mine analfabetiske evner.
Konvent har en lyd der både er absurrrrrrrrd tung og fucking brutal. Den mørke og dybe growl fra forsanger Rikke og de markante og tunge trommer fra Julie, kan få enhver inkarneret dødsmetaller til at pisse i bukserne. Da vi så dem live før verden gik under 1.0, endte jeg da også med at købe både plade, tshirt og en longsleeve. For helvede i fuck, hvor kan det her altså noget.
Konvent er lige dele brutale og super satan, som de er langsomme i optrækket (på den seje måde) og tungere end den tungeste plade fra Black Sabbath, som ellers har sine rimelig seje doomelementer.
Konvent er et band man slår sig på og et band der virkelig kan gøre en livekoncert til en mindeværdig oplevelse. Jeg mindes tydeligt publikums crowdsurfing, hvilket ikke er noget man plejer at se til tung og brutal doom. Men for helvede, hvor var det sejt!
Skal jeg vælge et favoritnummer fra Puritan Masochism (igen, tak copy/paste), ville jeg vælge World of Gone, som starter med en stille og rolig guitarintro uden for meget pis ved siden af. Teksten i omkvædet bliver leveret med en rigtig sej dobbeltvokal og er omtrent lige så catchy som makrelsalat på hamburgerryg burde være lovpligtig at spise mindst to gange om dagen. Jeg har en kæmpe fest over det.
B-siden starter Waste, som har Morild-forsanger Tue Krebs Roikjer med på vokal. Rikke og Tues vokaler skaber en helt speciel harmoni, der sender myrepatter hele vejen ned gennem ryggen. Det er ren fucking ondskab og du får lyst til at dræbe dig selv, på den helt rigtige måde.
#5: Bersærk – SOL
Vi har anmeldt Sol med Bersærk tidligere i år og selvom det ikke er mig selv der har skrevet anmeldelsen, så er jeg mindst lige så begejstret for hvad Jesper skrev tilbage i oktober 2020.
SOL starter med nummeret Verdens Ende, som med sine både rolige og melodiske stykker, samt de hårdere og tungere stykker, virkelig viser hvad Bersærk kan som band. Og allerede her skinner Casper Popp på vokalen. Den mand skal have lønforhøjelse.
Herefter går vi videre til det noget mere punk-rockede Blod & Stål, som starter med klassisk halv-muted riff af guitar og trommer i omkring de første fire takter. Så drejer bandets fremragende producer/bassist Jens Thorsen på bund-knappen og så skal jeg ellers love for at bunden af mine højtalere er ved at vælte omkuld, lige indtil sangen går i halvt tempo og jeg er ved at få permanent nakkeskade, mens jeg lytter til den. Jeg elsker det! Blod & Stål var en single før pladen udkom, og med god grund.
Jeg synes Bersærk skal have stor ros for at fremhæve bassisten så meget. Han står virkelig klart igennem og er ikke bare holdt nede til at skulle følge trommerne, som man så ofte ser. Tak for det.
Bersærk er ikke dødsmetal, det er faktisk knapt nok metal. Det er i hvert fald cirka lige så meget metal som Dizzy. Men det betyder ikke at det ikke er fedt, bare fordi det ikke har vilde pigsqueals over en 240 bpm super-über-blast. For hold nu mother fucking kæft og kald mig Arne, hvor er det fucking sejt det her! Hvor de forrige plader var en anelse mere full-on viking-Odin, så er det her måske 2% mindre full-on virking-Odin, men istedet lidt mere samfundskritisk. Og det skal der fandme være plads til, for fuck og død, hvor er der meget at kritisere i vores samfund.
Skal du lytte til Bersærk – SOL? Ja. Ja du skal så. Fandme. Hil Odin!
#4: Cabal – Drag Me Down
Jaaa!
Dette var min umiddelbare verbale reaktion, da promoen med Cabal – Drag Me Down landede i mailboksen. Og ja. De øvrige handlende i Rema1000 i Hjallese kiggede underligt på mig. Du kan læse anmeldelsen af pladen her
Cabal udgav for et par år siden Mark of Rot, hvor de havde prominente navne på som CJ fra Thy Art is Murder og Filip Danielsson fra Humanity’s Last Breath. På opfølgeren Drag me Down er de gået efter at have næsten endnu flere og større navne på, samt en mere varieret plade. Vi havde fornøjelsen af at have Cabal med på en af vores Podcasts, hvor der blev sagt at de havde fået påpeget at Mark of Rot nemt kunne lyde som et enkelt meget langt nummer, og det altså var svært at differentiere mellem numrene.
På Drag Me Down har Cabal fået besøg af Matt H fra Trivium (hvem fanden kan stave til hans fulde navn alligevel?), Kim fra danske MØL og Jamie Hails fra Polaris. De tre alene, sammen med forsanger Andreas, kunne være en ret brütal supergruppe.
Som lukker på A-siden af LPen (køb den, for helvede), har vi den dansksprogede Sjælebrænd. Deathcore på dansk er noget mange mange maaaange flere burde udøve. Hold kæft, det er fedt!
Når pladen vendes kommer vi hurtigt til nummeret Bitter Friend, som har Matt Heafy fra fucking Trivium med på vokal. Jeg er ikke kæmpe-fan af Matts clean vokaler, men til gengæld så har han en af de mest beskidte screams i metal, overhovedet.
Bitter Friend starter med noget horror-synth ala Hitchcock, som gentages løbende i lydbilledet. Det er tydeligvis brugt meget tid på lyddesignet til netop Bitter Friend. Stor ros for den indsats. Det er fucking majestætisk.
Når Cabal får lov til at folde sig ud, som de gør på Drag Me Down, har vi med den absolutte top af dansk metal at gøre. Og selv hvis deathcore ikke lige er din kop te, så skal du nok mærke energien og de utallige breakdowns alligevel. Hvis Drag Me Down ikke får dig til at kaste flyveskaller nede på grillbaren, så er der noget meget galt med dig.
#3: Alkymist – Sanctuary
2020 har været et ret fedt år for dansk metal. Iblandt mange, har danske Alkymist udgivet Sanctuary, som vi også har anmeldt her på Radon.
Doommetal (udover Sabbath, naturligvis) har været ukendt land for mig indtil i år, hvor jeg gav det en chance med både Konvent og Alkymist, da vi fik det ind til anmeldelse. Og knep mig i øret og kald mig Torben-Lise, det er fucking fedt. Det er virkelig en af goderne ved at drive fyns største metalmedie; at få så meget nyt og sejt metal ind i mailboksen (indrømmet, vi får også vildt meget lort). Men nok om hvor seje vi er på Radon. TIlbage til Alkymist og tungmetallen.
Alkymist udgav 1. maj pladen Sanctuary, som er bandets nummer to fuld-længde.
Pladen trækker parraleler til Bloodbaths The Arrow of Satan is Drawn, som udkom i 2018 med Nick fra Paradise Lost på vokal. Alkymist går efter nogenlunde samme lyd, bare langsommere. Meget langsommere og med små flot-komponerede cleanstykker på guitaren.
Jeg er, som skrevet, ikke så meget inde i doom (endnu!), så det mere nørdede info må du læse dig til andetsteds. I stedet vil jeg beskrive hvordan jeg har det, når jeg har pladen på pladespilleren:
En tung skygge trækkes ned over verden og lukker jeg øjnene, ser jeg sorte skygger langsomt skære halsen over på tilfældige forbipasserende. Jeg selv svæver rundt, måske fordi jeg allerede er død?
Som pladen skrider frem, kan jeg næsten skimte helvedes dæmoner stige op og trække de levende med sig ned til evig pinsel og helvedes-ild.
B-siden starter med et mere melodisk og up-tempo nummer Desolated Sky, som formår både at være catchy i sine hooks og samtidig tage det heeeeelt ned i tempo og være super doom-ish. Hvis mine egne musikalske evner var halvt så gode som Alkymist, så var jeg lykkelig. Det er virkelig teknik og fucking seje temposkift, der dominere pladen fra start til slut.
Pladen er indspillet og mixet af Lasse Ballade (Orm, Slægt, Solbrud) og hvis man har hørt 2019s Ir fra Orm, kan lyden bestemt også genkendes.
Du skal høre den, fordi du har brug for at dø. På den seje måde.
#2: Terrorpy – Stuffing Puke Into The Sockets
Årets Odenseanske album? Det kan nok ret hurtigt konkluderes. Men er det årets album, generelt set? Det er fandme tæt på.
Terrorpy, bestående af forsanger/bassist Jonas, guitarist Rune og den hyperaktive Christoffer på trommer.
Terrorpy er et band der er teknisk overlegne, både på plade og live.
Der spilles dødsmetal i den tekniske ende og uden det hverken bliver tech, math eller progdeath, så er det dødsmetal skrevet til den kræsne lytter. Der er flere temposkift end jeg kan kapere og jeg må flere gange skifte underbukser under gennemlytningen af pladen af ren jizz.
Pladen er hurtig, brutal og af en varighed på godt 29 minutter fordelt på 9 numre. Det giver en gennemsnitstid på godt 3,2 minutter pr. nummer. Kort og godt. Næsten P3-venligt.
Første gang jeg satte den til gennemlytning, tog jeg en lur mens den bragede løs i mit øre. Sjældent har jeg sovet så godt. Jeg havde lidt forventet en mere oldschool Obituary-lyd, så da jeg første gang hørte den, krævede det lige lidt tilvænning. Jeg havde vænnet mig til det cirka 13 sekunder inde i første nummer Abominable Scene. Pladen er mixet af Ebbe Grøn, også kendt som masterminded de Odenseanske beskidte coredrenge i MITE.
Vi anmeldte pladen, da den kom ud i slut-november 2020 og den var ret tæt på en topkarrakter fra Jesper. Den anmeldelse kan du læse her.
#1: Afsky – Ofte jeg drømmer mig død
Dansksproget blackmetal, som ikke lyder af en kartoffel med hang til Red Warszawa, har notorisk været ret svært at opstøve. Men det ændrer Ole Luk og hans Solbruds-sideprojekt Afsky på med pladerne Sorg og Ofte jeg drømmer mig død, begge udgivet på tyske Vendetta.
Ofte jeg drømmer mig død er baseret på gamle danske tekster, og pladecoveret er et maleri af H. A. Brendekilde ved navn Udslidt. Med pladen følger der et lille hæfte, som vidst gør det ud for en sangbog. Hele konceptet omkring specielt denne plade er usandsynligt meget gennemført og velovervejet.
Jeg er ikke den store black-kender, men det jeg har hørt gennem årene, som ikke har været Orm eller Afsky, har næsten altid lydt som førnævnte kartoffel og rom.
Derfor er det rigtig opfriskende med bands som netop Orm og Afsky, som virkelig tager teten og løfter standarden. Jeg har aldrig troet jeg skulle sige det, men jeg tror fandme jeg begynder at elske blackmetal.
Der er egentlig ikke så meget at sige til pladen, ud over at du virkelig skal gøre dig selv en kæmpe tjeneste og lytte til den. Produktionen og mixet er spot-on og sangene er virkelig velkomponerede. Vi har ikke haft den til anmeldelse fordi vi først kom på listen hos Vendetta efter udgivelsen, men jeg er overbevist om at vi ville have givet den næsten 10/10. Det får den i hvert fald i en uofficiel subjektiv anmeldelse herfra.
Tak til Ole Luk og tak til satan.
Bolblere:
Hatebreed – Weight of the False Self
Jeg er vokset op med Hatebreed og jeg mindes en af mine allerførste metalkoncerter var med Hatebreed på Train i Aarhus, hvor hedengangne As We Fight var support.
Hatebreed har det evige dampbarn Jamey Jasta i front, som udover at agere energisk indpisker på alverdens metalplader verden over, har han sin egen podcast og et halvt dusin soloprojekter. Jasta er en prominent skikkelse i moderne metal og hardcore. Og næsten alt hvad han laver er fedt (Lost Chapters II var noget rod).
Hatebreed – Weight of the False Self har fået en ret hård modtagelse og selvom den bestemt ikke er Hatebreeds bedste skive (Selftitled fra 2009, jeg siger det bare), så har den stadig formået at løfte mit metalår gevaldigt op. Skulle jeg bedømme pladen ud fra hvor meget jeg overskrider fartgrænsen på motorvejen i min 1,2’er, så er sange som Let Them All Rot og A Stroke of Red, hvor sidstnævnte har Cannibal Corpse-potentiale, tydelige grunde til at pladen hører til i toppen af 2020s udgivelser.
Weight of the False Self er overordnet set en af de mere positive plader fra Hatebreed, men det synes jeg bestemt ikke gør noget. Tværtimod er det godt at se (høre?) et hvordan et band som ellers har lavet samme plade i knapt 20 år, formår at lave en plade der lyder som de andre, men anderledes. Same same but different, er et begreb der i den grad passer på Hatebreed.
Body Count – Carnivore
Ice-Ts hardcoreprojekt Body Count kom ud deres album nummer 7 i 2020.
Vi starter på fuld smadder med titelnummeret Carnivore.
Carnivore er mere metal end hardcore, hvilket jeg personligt synes er ret fedt. Hvilken genre metal jeg skal proppe det i, ved jeg dog ikke. Men er genrer ikke også efterhånden et ret udvandet koncept? Og er der ikke efterhånden lige så mange undergenrer i metal, som der idioter i trafikken?
Afdøde Riley Gale fra Powertrip nåede lige at smide en vokal på nummeret Point the Finger. Og det er vi mange Powertrip- og Body Count-fans der er glade for.
BCs tredje nummer på pladen er Bum Rush, som kom ud som første single fra pladen. Her har vi et højt tempo hele vejen igennem og det klæder Body Count rigtig meget med noget fart.
At Ice-T&Co så vælger at begive sig ud i et cover af Ace of Spades efterfølgende, er så noget helt andet. Covers er altid en smagssag, og selvom deres cover af Ace of Spades er omtrent hundrede gange bedre end deres Slayercover, så er det stadig ikke helt godt.
Body Count forstår at holde sig moderne med også at have Jamey Jasta med på et nummer. Ikke at der er noget galt med det, for Jasta kan noget, og det kan nummeret Another Level også. Vi er helt nede i tempo og over i noget mere hardcore, som nu engang er Ice Ts hjemmebane, når vi snakker andet end hiphop og halvsløjt skuespil.
Til gengæld er BC som altid politiske ad libitum. Nummeret Colors – 2020 er nutidige udgave af Black Hoodie, med referencer til Black Lives Matter og politivolden mod sorte i USA. Og ja, det er fedt, og ja, det er nødvendigt at relevante musikere tager afstand.
Lyt til Carnivore fordi alt hvad Ice-T siger er rigtigt.
Lamb of God – Lamb of God
Memento Mori er latinsk for Husk at du skal dø. Memento Mori er ligeledes albumåbneren på Lamb of Gods selvbetitlede album fra sommeren 2020, som jeg har skamhørt fra ende til anden, både når jeg kører bil på tværs af landet med min bedre halvdel og vores to piger, og når jeg har trænet mad gainz i fitness.
Med sange som Resurrection Man, som meget passende har et piv-frækt Randy-BLEGH i introen, Poison Dreams, som har Jamey Jasta fra Hatebreed med på vokal og fuld-skrald-fra-starten On the Hook, formår Lamb of God at hæve barren for deres egne albums og har udgivet det bedste album siden Wrath, med undtagelse af EPen The Duke.
Lamb of God er første plade med deres nye trommeslager Art Cruz, der er rekrutteret fra dødsmetallerne i Winds of Plague, efter Chris Adler blev fyret/smuttede selv/kørte galt på en motorcykel. Uden at jeg som gammel trommeslager i verdens dårligeste ikke-band Bloodvein skal komme ind på Arts teknik (for det ved jeg ikke en skid om alligevel), så kan man argumentere for at han forsøger at lyde præcis som Adler. Men om det skyldes at bandet som helhed gerne vil bevare samme lyd som på alle andre plader, eller hvad det skyldes, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg så dog Lamb of God med Slayer i december 2018, hvor Art var bag det meget hvide trommesæt på podiet i Royal Arena, og her var der ikke en finger at sætte på hans trommespil.
Lamb of God er en plade som alle burde eje, og jeg skammer mig ærlig talt over ikke at have den i min fysiske pladesamling endnu.
Om anmelderen
