Konvent - Call Down The Sun cover

Konvent – Call Down The Sun

Du kan læse dette indlæg på 3 minutter.

Release: 11.03.2022

Attack of the 50 foot doom vocalist

Konvent er tilbage med opfølgeren til debutalbummet “Puritan Masochism” fra 2020. “Call Down The Sun” hedder albummet og det åbner med lyden af en kirkeklokke svøbt i et tykt tæppe af fuzz. Så er tonen ligesom slået an. Solen går ned til lyden af klokkeklang og dæmonerne vælter frem. Klokkerne er en advarsel om at låse døren og være stille i nattens mørke. Rikke Emilie Lists vokal er som altid gigantisk. Forestil dig en 15 meter høj Rikke, klædt helt i sort, brage mod kirkens døre i nattens mulm. Når kirkedørene giver efter for Rikkes ubønhørlige vokalangreb, pisser præsten altervin i natkjolen. 

Som du måske fornemmer, så er stemningen på albummet OOOOOOND og MØØØØØØRK! Jeg ved ikke hvad teksterne handler om, for jeg er åbenbart ude af stand til at dechifrere growl, og jeg har ikke fået teksterne med i pressekittet, men hvis de handler om enhjørninger og nyfødte kattekillinger, så bliver jeg temmelig overrasket. 

Et hoved højere

“Call Down The Sun” er lyden af et band, der fortsat er i rivende udvikling. Både lyd, komposition og produktion har taget store skridt fremad. Forgængeren var et tungt og slæbende death doom-album med et rigtig højt niveau og en rigtig god produktion, men “Call Down The Sun” står et hoved højere end forgængeren. 

Rikke har udvidet vokal-repertoiret fra forgængeren med flere hæse skrig, selvom om hendes signatur “dybere-end-nogen-mand”-growl stadig er dominerende. De hæse skrig er effektfulde og brugt med omtanke. Det er lækkert. 

Kompositorisk tager bandet flere chancer på dette album. Flere numre kan næsten kaldes “midtempo”, sangene er peppet op både med mere melodi og tonsvis af lækker dissonans, og hele albummet fremstår super velskrevet og er en spændende lytteoplevelse både første, anden og tiende gang.

The doom boom

Produktionen er måske det element, der har taget de mest markante skridt fremad. Min umiddelbart eneste anke ved forgængeren var produktionen af guitar og bas, der lidt led under at lyde som rigtig mange andre doom-albums udgivet under “the doom boom” omkring 2014-2020, hvor doom-genren for alvor krøb frem af krypten og fik opmærksomhed fra de store metal medier. Når jeg siger “led under”, så mener jeg, at guitaren var lidt tynd og bassen lidt for svampet. Men sådan lød rigtig meget doom i den samme periode. Det kan man ikke fortænke nogen i at ville lægge sig op af.

“Call Down The Sun” er en helt anden lytteoplevelse. Julies trommer er presente i mixet – man kan høre, at der er gjort plads til både lyden af trommestikken, der rammer skinnet, tøndernes klang og tilmed den rumklang, som er næsten allestedsnærværende på trommerne. De lyder kæmpestore! Heidis bas er også blevet renset op, og lyder som en bas skal lyde i en moderne produktion. Den er defineret, velklædt i fuzz og distortion uden at blive svampet, men skaber stadig den fundamentale følelse af at være omsluttet af lydbølger, som doom i særdeleshed er kendetegnet af. 

Ekstra blackened

Den glædeligste overraskelse for mig personligt er, at guitaren har fået et kæmpe løft. Guitaren har fået et gigantisk skud mellemtone og lyder nu super potent i mixet. Væk er den tynde fuzz-lyd fra forgængeren. Hvis jeg hører rigtigt, så har Lasse Ballade (Ballade Studios), der har stået for indspilning og mix, tilføjet en snert HM-2 motorsav til lyden, hvilket klæder bandets lyd enormt. 

Tilføjelsen af HM-2 til lyden går fint i tråd med, at bandet i denne omgang omtaler deres genre som “blackened death doom”. HM-2 er efterhånden blevet synonym med lyden af alting “blackened”. Albummet er tillige mastered af Brad Boatright (Audiosiege Mastering), som vi efterhånden er velkendte med her på redaktionen, da han har mastered Livløs’ og We Are Among Storms’ seneste albums, samt LLNNs mesterlige “Unmaker” fra sidste år. Brad Boatright står også bag mastering af adskillige udgivelser med Nails, som er blandt de nyere bannerførere af HM-2 smadder. Når man så kobler det sammen med Rikkes effektive brug af hæse skrig og det faktum at Saras liveuniform ofte inkluderer en Nails-trøje (fuck, det lyder stalker-agtigt – undskyld!), så giver 2+2+2 lige pludselig 666! Hil Satan!

Konvent band

Konklusion

Hvis man gik og troede, at Konvent ville få svært ved at indfri forventningerne ovenpå al den opmærksomhed de fik på debuten, så tog man godt og grundigt fejl. Konvent leverer et album, der er bedre på alle fronter. Jeg er ikke i tvivl om, at “Call Down The Sun” vil havne på mange metalanmelderes top-lister 2022, heriblandt min egen. 

På “Call Down The Sun” vælter riffs, mørke og ondskab ud, som dæmoner fra Helvedes dyb vakt til udåd af den føromtalte kirkeklokkes ildevarslende slag. Konvent leverer soundtracket til en tid, hvor verden står med en tå på stregen til Tredje Verdenskrig, hvor krigens dæmoner er står klar til at opsluge os allesammen. Lyt til Konvent og fortvivl! 

9/10