LLNN – Unmaker

LLNN – Unmaker
Du kan læse dette indlæg på 4 minutter.

LLNN – Unmaker

Release d. 24.09.21

 

Kontinentalplade-tungt

Post-rock. Post-grunge. Post-hardcore. Post-metal. Post-nord, nej, vent… Et genreprædikat der til tider bliver uddelt lidt for rundhåndet, hvis du spørger mig. Endda i et sådant omfang, at det i en vis udstrækning har mistet sine beskrivende egenskaber. I virkeligheden skyldes det blot, at post-genrerne er en videreudvikling af de genrer, der sættes “post” foran. De favner således elementer udenfor deres egne genrer. Genrerne blandes på kryds og tværs, og det skaber en forvirring, der kan tage pusten fra selv den mest garvede musikfan. Genrer er også ligegyldige, så længe det lyder fedt, for at parafrasere en god ven. 

På papiret spiller LLNN post-metal, men i virkeligheden burde man kalde dem post-apokalyptisk metal. For LLNN er tunge. Ikke de tungeste jeg har anmeldt her på Radon, når det kommer til tuning af instrumenterne. LLNN stemmer i G, men hele deres lydbillede er dybt, tungt og eksplosivt som et størrelse 9 jordskælv på Richterskalaen, hvor kontinentalpladerne brydes og slipper deres destruktive energi løs.

LLNN har rødder i det Københavnske hardcore-miljø, hvor medlemmerne bl.a. har spillet/spiller i post-hardcore legenderne The Psyke Project, blackened hardcore-bandet Hexis, hardcore-bandet Eyes, mm.

 

DOOM (spillet, ikke genren…)

Min personlige historik med LLNN er egentlig ikke noget at prale af. Jeg lyttede til deres forrige album, Deads, et par gange, da det kom ud i 2018, men det fangede mig ikke rigtigt. Jeg var nok bare ikke klar. Alligevel fulgte jeg dem på de sociale medier, og min interesse blev vakt på ny, da bandet begyndte at promovere deres nye album, Unmaker, med referencer til soundtracks fra sci-fi-film af fx. John Carpenter, Vangelis og Stanley Kubrick og sci-fi- og horrorspil som Dead Space og Silent Hill. 

 

YouTube video

 

Især blev jeg fanget af bandets referencer til id Softwares ny-klassiske Doom-spil fra 2016 og Mick Gordons soundtrack til dette. Mick Gordon har lavet et soundtrack, der blander progressiv metalcore (don’t-call-it-djent) og massive lydflader af tunge synths – et soundtrack som jeg har rålyttet til siden dets udgivelse, og som er blevet lovprist igen og igen af diverse musikere såvel som spilanmeldere. 

Med andre ord var jeg nødt til at lytte til Deads igen, og denne gang klikkede det bare 100%. Denne gang var jeg klar. Sjældent har et band ramt mig så hårdt, som LLNN gjorde i anden omgang. Deads er kompromisløst. En fucking magtdemonstration. Kan Unmaker toppe det? Det korte svar er…

 

JA!

Ja, er svaret. Ja for helvede! Man skulle ikke tro, at LLNN kunne overgå en præstation som Deads, men på forunderlig vis er det lykkedes. Unmaker fremstår skarpere skåret og endnu mere kompromisløst. 

Jeg vil afstå fra at gennemgå numrene enkeltvis, som jeg ofte gør, for det umuligt at beskrive dem uden at gentage mig selv. Jordskælvstungt. Asteroidetyngde. Dommedagsmetal. You get the point.

LLN band

Forsanger og guitarist Christian Bonnesen skriger som en dæmon fra Helvede. Hans vokal er nådesløs og hans riffs får huse til at slå revner. Når han ikke spiller tunge riffs, laver han dissonante melodier højt oppe på guitarhalsen, som smelter sammen med synthesizeren og skaber en frenetisk stemning.

Bassist Rasmus Furbo får bjergene til at slå revner med en bas, som jeg mistænker er stemt en helt oktav under guitaren. Når man kaster sig ud at stemme langt under det normale E2 på guitar, E1 på bas, vil man nogle gange se bassisten i stedet spille samme oktav som guitaristerne eller en oktav over. Her får bassen alting til at skælve. Og alligevel står den veldefineret i lydbilledet. 

 

Tektoniske synthflader

Rasmus G. Sejersen sidder bag trommerne og leverer taktfast rytmerne til verdens undergang. Der er ingen lir, ingen blærede fills, kun kolde, kontante rytmer leveret med fast hånd. Han håndterer samtidig synths sammen med sin bror, Ketil G. Sejersen, som man må forvente håndterer størstedelen af det elektroniske landskab i bandets lydbillede live. 

Sejersen-brødrenes lydflader skaber en hjemsøgende stemningen for hele albummet, en følelse af afmagt og undergang. Deres fingeraftryk på albummet bliver mere og mere tydeligt, jo mere man lytter til pladen. Det er de færreste bands, der bruger synths og samples så effektfuldt og stemningsskabende. Man hører tydeligt inspirationen fra diverse film- og spil-soundtracks. Især i interluden “Vakuum” får vi et strålende eksempel på brødrenes fingeraftryk, der vækker minder til bl.a. Gordons “DOOM”-soundtrack, men overalt på pladen skaber brødrene en knusende stemning med tunge synthflader, støjende dissonans og maskinelle samples, der ville gøre Trent Reznor misundelig. De elektroniske elementer på Unmaker indhyller lytteren i er maskinelt mareridt af buldrende, mekanisk skælven og metallisk hvid støj. 

 

YouTube video

 

Numrene nærmest slås om at være tungest, og det er svært at stille sig som dommer, for tungest er jo ikke lig med bedst. Førstesinglen “Interloper” stamper derudaf med metalliske samples og tunge chugs. “Desecrator” er en eksplosion af energi med guttural gæstegrowl fra Cryptosys Matt McGachy. “Division” flyder over af galde. “Scion” fik min fransk-producerede bil til at rasle faretruende alle de forkerte steder. “Forger” åbner med tonstunge hammerslag og hektiske guitarriffs. Bandet har optaget lyde i en grovsmedje og samplet og manipuleret dem nærmest til ukendelighed. Det er imponerende, hvordan bandet har formået at skabe et så skarpt lydbillede, der næsten kan fremprovokere seismografiske udsving.

 

Konklusion

 

Unmaker er en kritik af hvordan teknologi koblet med visse magtstrukturer forvansker menneskeheden, transformerer vores værdier og skubber os i retning af undergang. Hvordan fremskridt bliver til forfald. Det er soundtracket til menneskeheden (u)frivillige underkastelse for overvågning og kontrol. Sjældent går tekstunivers og komposition op i en højere enhed som her.

Pladen er indspillet hos Jacob Bredahl i Dead Rat Studios, Sejersen-brødrenes har skabt synths og lydflader i deres eget Gravitated Sound Studio, Brad Boatright (Nails, We Are Among Storms, med utallige flere) har mastered, og pladen lyder derefter. Vokalen sidder lige i toppen af mixet uden at stikke for meget ud. Guitar, bas, trommer, synths og samples sidder helt utroligt skarpt i et lydbillede med en ekstrem overvægt på de dybere frekvenser, men det er mesterligt skruet sammen. Alt står knivskarpt.

 

Unmaker er et sonisk mesterværk. Fra start til slut. En fuldendt sammenhæng mellem udtryk, atmosfære og koncept. En ny målestok for aggression i musikalsk form. Årets album for mit vedkommende. For dét får Unmaker den umådeligt sjældne karakter:

10/10

 

Find LLN på Facebook her

LLNN - Unmaker

10

LLNN - Unmaker

10.0/10

Skriv et svar