Posted by Wokeh er et band vi før har haft fornøjelsen af at anmelde, men så faldt de desværre lidt af vores Radon-radar(bare fordi det lyder godt), lige indtil guitaristen Matthew Pither sendte os deres debut-EP der er opkaldt efter dem selv. Tak for det!
Mere klarinet til folket
Vi starter med en spacy intro med klarinet, et mildest talt utraditionelt instrument i metal – men fedt lyder det, inden vi bliver kastet ud i meget tunge riffs og en ond vokal. Lækker start på nummeret Typhoon.
Vokalen viser allerede fra starten af EP’en flere facetter og det glæder mig at man ikke kun holder sig til en enkelt type vokal, da det altså lynhurtigt kan gå hen og blive kedeligt. Så stor ros for ikke at være kedelige!
Wokeh bevæger sig fra en doomet atmosfære, over i noget der leder tankerne hen i noget old school 90’er black metal, og så tilbage igen til doomland. Nogle lækre skift, der sørger for at lytteren ikke bliver træt.
Kreativitet og fri af tøjler
Wokeh leverer en lækker guitarlyd, den er både tung som en bombe men også tydelig og defineret når der er behov for det. Den står i hvert fald tydeligt klart for mig og forstår hvornår den skal være i fokus og hvornår den skal lægge en tyk klam bund af råddenskab til ære for vokalen. Mums!
Man bliver taget på sengen i nummeret Cerberus der langsomt bygger op til et kæmpestort stykke, men som så i stedet for slår over i et fantastisk hardcorepræget stykke. Wokeh nægter at lade sig binde af hvad man synes der BURDE være og smider i stedet et stykke ind som de har lyst til. Mere af den tankegang, tak!
Jeg håber på at se, og høre, mere til Wokeh her i 2020 for de fortjener virkelig en plads i spotlyset. De leverer tæskefed musik og er fede live, så de burde være selvskrevet til en god del af de danske spillesteder.
Kom så med den plade
Pharaohs of Set giver dig en groovy omgang helvede af høj kaliber og det er generelt bare en gennemført EP. Og man får lov at falde lidt ned i starten af sidste nummer Ancient and Blind, inden man bliver kastet i ilden en sidste gang.
Jeg kunne godt ønske mig et fuldlængde album (jeg ved godt der er mange der er imod dem nutildags med streaming og alt det pjat, men jeg kan godt lide dem!), for at Wokeh kan give lytteren et bredere billede af hvem der er og hvad de kan. Man bliver ikke rigtig udfordret som lytter, og det er nok det eneste kritikpunkt jeg har at sætte på EP’en. Wokeh viser at de har flair for ting der er lidt mere “anderledes” end bare standard doom i 4 bpm og stemt ned i drop-fuck, så det ville være fantastisk at opleve dem sprede deres vinger fuldt ud og omfavne alt det der tydeligvis er Wokehs helt særlige lyd (og så gerne mere klarinet, tak!).
Se Wokeh næste gang de kommer i nærheden af dit lokale spillested, og støt op om dem for de kunne godt gå hen og være nogen af dem der er rigtig fede at kunne sige “jeg så dem først” om.
8/10
– Peter Sandvig
Om anmelderen
