Posted by Lørdag den 24. august 2019 var Radon troppet op på ‘Anarkist – Beer and Food Lab’ for endnu en gang at anmelde en Bhaal Fest-koncert.
Denne gang var det den fjerde udgave af Bhaal Fest, og i aften skulle vi opleve Wokeh, Demersal og Dying Hydra.
Vi har efterhånden anmeldt et par koncerter inde på Anarkist (senest When Water Runs Deep og Crown the Beast) så jeg vil ikke skrive så meget om rammerne derinde, udover at de stadigvæk er fede. Scenen har en rigtig god størrelse og højde, og til aftenen havde Bhaal Fest fået forhandlet et tilbud på fadøl – noget der virkelig gjorde godt i den slunkne pengepung sidst på månenden. Mere af det, tak!
Wokeh
Første band, vi skulle udsættes for i aften, var Wokeh. Et, for mig, nyt bekendtskab. Faktisk har jeg ikke kunne finde så meget ud af om dem på forhånd, hvilket gav mening da guitaristen senere fortalte mig, at det først var på dagen de havde fået lavet en instagram-konto, og at der snart ville komme en facebookside også.
Wokeh starter ud med en rimelig lækker intro, og giver sig så i kast med langsomme drivende riffs, let krydret med en vokal, der både rammer nogle fede lows og nogle habile highs. Det var synligt, at det er guitaristen, der styrer slagets gang med en fast hånd. Det ene tonstunge riff efter det andet bliver spyttet ud af forstærkerne, men alle sammen med en rigtig lækker dynamik. Lige før man føler, at nu bliver det hele lige lidt for meget med power akkorder i det dybe register, bliver der lige smidt nogle melodilinjer ind, og det hele bliver voldsomt dynamisk med en masse skæve og lækre akkorder, der giver en helt anden dimension i lyden. Noget der, uden tvivl, vil komme til at skinne tydeligt igennem på en kommende plade og som vil give lytteren stor glæde.
Jeg bliver i løbet af koncerten total opslugt af oplevelsen – det var bestemt ikke det, jeg havde forventet, men hold nu kæft, hvor er det godt. Wokeh virker enormt stilsikre, og man føler ikke på noget tidspunkt ,at de er i tvivl om, hvad de vil.
Hvis man skal komme med noget kritisk, må det være at bandmedlemmerne er rimelig stationære. Der er ikke meget bevægelse på scenen og det kan godt mærkes lidt i løbet af koncerten, at de er temmeligt solidt plantet det samme sted på scenen.
Til deres forsvar skal det dog siges, at bassisten ikke var tilstede grundet en sprunget trommehinde (så vidt jeg kunne forstå), så det har helt bestemt påvirket dynamikken på scenen og må være en rimelig underlig fornemmelse.
Wokeh er pissefede, og jeg glæder mig allerede vildt meget til at se dem igen. Jeg rejser gerne uden for grænserne af Fyn for at se dem igen, og jeg synes at alle skal give dem en chance – de er bestemt det værd!
9/10.
Demersal
Aftenens andet band var endnu et nyt bekendtskab for mig, men jeg blev lovet af en guitarist fra det, desværre, hedengangne dødsensemble Panofobia, at jeg ikke ville blive skuffet.
Demersal går lige på og hårdt med råt for usødet kaos. Intensiteten er skruet så absolut helt i vejret og den får ikke for lidt med headbanging, hamren af fødder i gulvet og skrig, som var det den sidste koncert i verdenshistorien.
De er enormt intense, og der bliver ikke vist den store respekt for instrumenterne, som mest af alt virker som redskaber til at få frustrationerne ud og de slår alt, hvad de kan, på alt, hvad de kan.
Demersals musik kan være lidt svær at beskrive. Der er tydelige hardcore elementer i det, men også en masse dissonante toner og endda en smule screamo blandet i. Det er bestemt interessant, men det går lidt tabt i lydbilledet i aften. Det går hen og bliver svært at skelne sangene fra hinanden, og det ender med at flyde sammen for mig.
Det er ærgerligt, for jeg synes faktisk, musikken er rigtig fed, og de giver den virkelig alt, hvad de overhovedet har i sig, men jeg mister lidt fokus ind imellem desværre.
Jeg skal helt sikkert se dem igen, når jeg kan, og i mellemtiden vil jeg lytte til deres musik og gøre klar til endnu et udbrud af energi og kaos. Det er helt klart bands som Demersal, der er brug for i Danmark.
7/10.
Dying Hydra
Aftenens sidste band er Dying Hydra. Det eneste band, jeg rent faktisk kendte på forhånd. Jeg så dem sidste gang, de var i Odense, hvor jeg var meget positivt overrasket. Drivende tung sludge på den onde måde.
De går i gang og har heller ikke en bassist med. Er bassister blevet yt, eller er der noget, jeg ikke helt har fået med?
Nå, men det lyder altså stadigvæk fedt, selvom man lidt mangler bunden fra bassen. De har nogle rigtig lækre visuals kørende på skærmen/lærredet, noget som mange andre bands burde gøre brug af. Vi er efterhånden der, i den teknologiske udvikling, hvor der er mulighed for at gøre sådan noget og det kan altså give en ekstra dimension til koncerten. Især når vi snakker sludge.
Dying Hydra er tunge som et ondt år, plus moms, og leverer et fokuseret show, hvor der ikke er meget overladt til tilfældighederne. Det kan godt være, det er fordi jeg lige har set Demersal gøre deres absolut bedste for at ødelægge scenen i bogstaveligste forstand, men drengene i Dying Hydra virker enormt stillestående. Og jeg siger ikke, at man skal lave cirkelspark og saltomortaler, når man spiller musik så tung som Dying Hydra gør, men det er ikke mange skridt, der bliver gået på scenen.
Alt i alt giver Dying Hydra en lækker koncert, det er kanonsejt med deres visuals og trommeslageren gør, hvad han kan for at få publikum hypet op. Jeg havde allerede før koncerten været en tur i deres merchbod for at erhverve mig noget nyt tøj, og jeg fortryder på ingen måde mit køb. Jeg glæder mig allerede til at skulle se dem igen en anden gang
8/10.
Tak til Bhaal Fest for at lade os komme ind og anmelde deres arrangement – det er fantastisk med lokale kræfter, der arbejder for undergrunden, og tak til Anarkist for endnu en gang at sætte rammerne for en fed aften. Vi blev sunget ud af deres fantastiske bartender og jeg tror, at alle gik ret så glade derfra.
– Peter Sandvig
Se hele galleriet her:
Alle billeder af ophavsretbeskyttet af Fotograf Kasper Fladmose
Om anmelderen
