Cabal – Drag me down

Cabal – Drag me down
Du kan læse dette indlæg på 3 minutter.

Jeg har længe haft et kærlighedsforhold til Cabal. Det skal jeg være den første til at indrømme. Nu er de snart ude med deres anden plade Drag me Down, som udkommer den 3. april.

Jeg var allerede solgt dengang Mark of Rot udkom og har set dem live adskillige gange. Og i den forbindelse, har jeg pålagt dem det lette ansvar at være medspillere i at bære dansk metal ind i en ny tidsalder.

Here we fucking go

Vi starter fucking brutalt ud, med sangen Gift Givers. Et nummer jeg hermed gerne vil spå bliver et kæmpestort pit-hit ude på de danske og internationale spillesteder. Tunge grooves og en vokal der, allerede fra starten, er fuldstændig på toppen. 

Cabal viderefører en glimrende tradition med gæsteoptrædener fra folk i andre bands. Det er sjovt at det er en relativt sjælden ting i metal, når man tænker på hvor meget det bliver gjort i andre genrer. Det er en fed måde at tilføre lidt ekstra til et album, og allerede på pladens andet nummer Drag Me Down, bliver vi introduceret for den første feature, denne gang med Jamie Hails. Et nummer der gør stor brug af ambiente lydlandskaber for at skabe en stemning af død og råd, alt sammen noget vi jo elsker. 

Det giver ligesom lidt melodi til alle de chugs og grooves der er, og det gør at man som lytter ikke kommer til at lide at metaltræthed.

Eksempelvis er den synth der er brugt på nummeret It Haunts Me, en perfekt måde at give lydbilledet et kæmpe pust af ondskab og følelse, uden at det bliver for meget.

Hvis der var OL i ond musik, ville Cabal vinde guld

Tongues blev valgt som single til albummet, og det kan man fandme godt forstå. Hold nu kæft et nummer. Der er ikke så meget at sige andet end at det er en banger af olympiske dimensioner. Vi er nu nået det punkt på pladen, hvor jeg er kommet til at headbange mine hovedtelefoner af to gange. Det groove der kører i versene, er simpelthen bare så mega fucking sejt at jeg sidder og skraldgriner, som et barn på 2 liter ufortyndet rød saft, når det kører. Jeg vil have mere!

Nummeret Sjælebrand giver en velkommen afveksling til nummeret. Ond stemning, som på resten af albummet, men med en helt anden opbygning. Det viser virkelig hvor gode Cabal er som sangskrivere. Det er ikke kun chugs og breakdowns – selvom der også er tonsvis af den slags lækkerier på pladen.

Cabal viser sig bare i en klasse for sig selv på det her album. Og hvor er det skønt at det er et fuldlængde album. For mig så viser det store ambitioner at man efterhånden tør udgive et album. Jeg har det sidste år anmeldt mange EP’er, men desværre ikke så mange albums. Jeg tror stadig på albummet som format, og er glad for at Cabal giver mig krudt i kanonen, når jeg postulerer at det langt fra er dødt at udgive en fuldlængde!

Matt Heafy, du ved, ham fra Trivium?

Der er rigtig mange højdepunkter på den her plade, omkvædet i Death March er lige til at stå og skrige med på af sine lungers fulde kraft, inden man begynder på crowdsurfing. Eller måske begge to kombineret. Introen til Bitter Friend (featuring Matt Heafy fra fucking Trivium), som næsten kan minde om noget King Diamond (jeg fucking elsker King Diamond) og Matt Heafys vokal-optræden på nummeret, er væsentligt sejere end hvad han præsterer i Trivium.

Og man kunne blive ved, og det er dejligt at dette bliver en plade man kan høre rigtig mange gange og stadig finde nye ting i. 

Det her kunne godt gå hen og blive en stor kombattant til årets album 2020. Lad os lige alle sammen tage os tid til at være glade over hvor meget fedt metal der er kommet i år, og vi er ikke engang halvvejs endnu. Cabal slutter sig den 3. april til, blandt andet, Konvent og Alkymist der i år har udgivet vanvittigt solide albums. Det er fantastiske tider at være til metal i Danmark, med så meget musik af vanvittig høj kvalitet og forskelligartethed der udkommer. Tak!

 

10/10

-Peter Sandvig

Lyt til Cabal på Spotify her

Cabal - Drag me down

10

Cabal - Drag me down

10.0/10

1 Comment

Skriv et svar