Pitchblack Death and Disbelief cover

Pitchblack – Death & Disbelief

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 2 minutter.

Pitchblack – Death & Disbelief

Danske Pitchblack udgiver den 23. oktober pladen Death and Disbelief, og vi har fået tilsendt pladen til anmeldelse fra det fremadstormende, genoplivede danske label Emanzipation Productions – tak for det.

Kærkommen hammer i ansigtet fra en flok erfarne drenge

Hold nu kæft et chok jeg fik da pladen gik i gang. Du bliver slået i hovedet med det samme i nummeret Loco Motive, og jeg skulle lige tjekke en ekstra gang for at se om jeg var kommet til at trykke på noget forkert – fed måde at starte en plade på!

Der er skruet godt op for groovet og man kan næsten mærke en albue i baghovedet i den moshpit, hjernen allerede befinder sig i.

Pitchblack er jo gået hen og blevet et halvgammelt band (de udgav deres første plade i 2002), og det kan man godt høre. Ikke fordi de lyder som gamle mænd der udlever teenagedrømmen om at spille metalmusik. Tværtimod er det lyden af kompetente musikere, der kan deres kram og som ved hvad de vil med musikken.

Svensk melodød møder clean og HateSphere

Pitchblack band photo

Erase My Race, eksempelvis, har en rigtig fed intro med noget cleansang (og det meste af nummeret derudover)  som er rimelig uventet, men som fungerer pissefedt og som giver pladen en ekstra dimension.

Jeg bliver som lytter smidt lidt tilbage til den svenske melo-død scene krydret med lidt HateSphere – og det gør mig bestemt ikke noget. Det er sgu fedt med noget kompromisløst metal der ikke får lagt fingre imellem og hvor fokus mest af alt er på at spille fed metal uden så meget pis.

Forstoppet havdyr koster på pladens momentum

Men det skal jo ikke være fryd og gammen det hele. Et nummer som Crumbling Sand synes jeg ikke er særlig fedt. Guitaren i omkvædet, der skal levere noget stemning minder mig altså mest af alt om et havdyr med forstoppelse. Det kan I så selv prøve at forestille jer hvordan lyder.

Det er også omkring der at pladen mister lidt af det momentum der var bygget op i den første del af pladen. Der bliver chugget på livet løs i Blood Tracking, men det bliver bare ikke så fedt for mig som lytter. Det mangler for mig noget intensitet.

Og den intensitet kommer desværre aldrig rigtigt igen, og det er sgu ærgerligt, for hold kæft hvor var meget af det fedt!

 

6.8/10

-Peter Sandvig

Følg Pitchblack på Facebook her

Om anmelderen