Posted by Defecto – Duality
Udgivet på Black Lodge Records/Prime Collective den 23. oktober 2020
En indrømmelse
Jeg må indrømme, at jeg er “unfashionably late to the party”. Defecto har fuldstændigt undgået min radar indtil nu. Jeg har godt vidst, at de eksisterede, men jeg har indtil nu ikke prioriteret at lytte til dem. Det skyldtes primært, at mit indtil nu eneste møde med bandet, har været et brudstykke af en musikvideo med vindmaskine og helteshred. Ingen af disse begreber falder indenfor kategorien af “ting jeg beskæftiger mig med rent musikalsk”.
Så hvad synes jeg om Defectos kommende tredje album?
Shred, punch og patos
Defectos lyd er både moderne og tilbageskuende. De moderne elementer består af growls, staccato riffs, synth-flader og en moderne produktion. De tilbageskuende elementer består bl.a. af harmoniserede shred-soli, og en vokal, der låner kraftigt fra 80’ernes hårmetal.
“Duality” bliver beskrevet som omhandlende livets dualitet – det hårde med det blide, det lyse med det mørke, men med afsæt i den indre personlige uro. Man kan vel kort beskrive det med “menneskelig eksistens”?!
Musikalsk er Defecto dog mere end en dualitet. Deres udtryk er bredt og låner fra mange genrer og etablerede kunstnere. Åbningsnummeret “Rings of Saturn” åbner med et halvandet minuts mash-up af en akustisk intro fra et Göteborgsk melodøds-band, Muse og Nickelback. Så er vi ligesom i gang. Michael Poulsen og Chad Kroeger kigger også lige forbi, og viser, at de ikke har levet forgæves, når forsanger Nichlas Sonne lige dele gør og “yarl’er” sin vokal i hovedet på lytteren. Vi får også fornøjelsen af kor i omkvædet samt en kort shredsolo i midten. Efter 5 minutter og 41 sekunder er man a) varmet op og b) forpustet.
Andet nummer, “The Uninvited”, åbner med et hårdt riff og en vokal, der leder tankerne i retning af Disturbed, Five Finger Death Punch og det bedste fra hårmetalen. Vi får growls, shred-solo, synths, og nummeret slutter af med, hvad man nærmest kan kalde, “catch and response” mellem et klassisk symfoniorkester og et moderne rockband.
Tredje nummer, “Rise”, følger trop med mere patos, synths og teksten “…but I will rise again”, som vist efterhånden må betegnes som lidt af en cliché, og et “YEAH”, der er James Hetfield værdigt.
“Paradigm of Deceit” er pladens første åndehul. Her får vi en ballade om blive smidt ud af kæresten, og ikke være den samme mand uden hende. Med den hæsblæsende “All For You” sætter spurten ind igen. Det er lidt skabelon-agtigt, komplet med heltesolo og masser af palm mutes.
Stille og roligt ned i mørket
På “Untamed” ændrer udtrykket til det lidt mørkere. Her sammensmeltes elementer af det bedste fra Marilyn Manson med klassiske elementer fra Muse. Det er dystert og bombastisk. “Condemned” er klassisk heltemetal. Det er svulstig lyrik om at grine hånligt i ansigtet på alt, der står i vejen for protagonisten.
Pladen rundes af af tre nær-ballader, “Bed of Nails”, “Washed Away” og “Don’t Say Goodbye”, der dyrker alle de klassiske ballade-dyder med kirkeklokker, piano og transponering i bedste Melodi Grand Prix-stil, kun afbrudt af den hårde “Tempest”, der blander synth-melodier med næsten djent’ede, palm-mutede riffs og breakdown i halvt tempo.
Albummet slutter med “Don’t Say Goodbye”, hvor man som lytter næsten kan se musikvideoen for sig, hvis man lukker øjnene. Man kan se kameraet, langsomt panorerende forbi forsanger læderbuks-klædte skridt med tilhørende lavthængende Gibson Explorer, vindmaskinen på gulvet knapt nok udenfor kameraets blik,
Dommen:
Defecto er for svulstigt til denne anmelder. Det må jeg blankt erkende. Og så har jeg altså bare hørt langt de fleste af de samme albums som Defecto låner fra. Inspirationerne er mange, næsten for mange. Personligt kunne jeg dog godt tænke mig, at Defecto destillerede et lidt mere homogent udtryk. Det er for bredt og for spraglet. Og så har jeg absolut ingen forkærlighed for 80’ernes hår- og heltemetal. Samtidig kører jeg lidt træt i ekvilibrismen, når mere end hvert andet nummer skal indeholde en guitar-solo. Man er udmattet, som efter at have hørt et helt album med Periphery.
Det skal dog ikke tage fra bandet, for de spiller helt vildt godt. De er alle enormt kompetente på hver deres instrumenter, vokalen har en enorm spændvidde; fra growl til helteskrål, og så er sangene på albummet samtidig tilstrækkeligt varierede til, at hver enkelt lyder forskellig inden for bandets lydbillede, trods min klage over manglen på homogenitet.
Jeg tror dog fuldt og fast på, at Defecto kan sætte ild under publikums fødder fra scenen. Der er fart over feltet. Der kan både headbanges, moshes og spilles luftguitar, og der er også sange til at gå i baren til. Så må vi bare krydse fingre for, at COVID-19 bliver besejret hurtigst muligt, for det bliver svært/kedeligt at drikke fadøl, spille luftguitar, moshe og headbange, mens man sidder på en stol, iført denimvesten med de mange patches, med mundbind på (hvem ved?), med 2 meters sikkerhedsafstand til sidemanden.
Men hov, jeg var lige ved at glemme produktionen. Den sidder lige i skabet. Vokalen er i front, guitar, trommer og bas fylder solidt ud, og alle krydderierne som synth, kor, orkester, etc., får plads i mixet, og det endda uden at man får ørefatigue. Defecto har desuden en superlækker, velproduceret lyd med guitarer, der lyder lige dele moderne og vintage, en stram bas og tilpas buldrende trommer til at bakke stilen op. Defecto er måske et af de få danske bands, der tør gøre lige hvad der passer dem rent musikalsk, og det må være den attitude, sammen med et enormt talent, der har vundet dem supportjobs for både Rammstein og Metallica.
Alt i alt synes jeg, at “Duality” er et velskrevet og enormt velspillet album, men bandets udtryk er for skizofrent for mig. For det giver jeg 6/10, men jeg tilføjer ét point for den virkeligt gode produktion.
7/10
-Jesper Christensen
Hold øje med Defecto på Spotify her
Om anmelderen
