Posted by Lørdag den 26/10 havde Radon sat sig selv stævne på Studenterhus Odense, hvor vi håbede på at opleve et brag af en rockkoncert med albumaktuelle Helhorse og Ivy Crown.
Vi har før været heldige at få lov til at komme ind på Studenterhus Odense for at anmelde koncerter, så endnu en gang skal en tak gå ud til dem – de arrangerer den ene fede koncert efter den anden. Særlig tak til Silje, som var afvikler og utroligt imødekommende – tak for dig!
Ivy Crown
Klokken præcist lidt over 21 gik en intro i gang, og op på scenen kom Ivy Crown. Jeg havde ikke lyttet til deres spritnye plade, Echo, hvilket jeg må indrømme, jeg endte med at fortryde et par gange i løbet af koncerten. Ivy Crown giver den gas fra starten af, og man kan se, at de fandme gerne vil være på en scene. Det er forfriskende at se et band, der har lyst til at spille på scenen – også når fremmødet ikke er så fantastisk (men det kommer jeg tilbage til længere nede).
Vi får aftenens første breakdown ret hurtigt, og guitaristen og bassisten giver den gas med noget god krabbedans, noget jeg personligt er lidt af en sucker for.
Der bliver kæmpet lidt med lyden fra starten af, og det lader desværre til at tage lidt af modet fra dem. Desværre.
Men det lader ikke til, at publikum som sådan lader sig gå på af sådan en bagatel – jeg observerer flere af de fremmødte i salen, der synger med på sangene, og jeg begynder at tænke, at jeg må have levet under en sten, fordi jeg ikke kender Ivy Crown.
Kronen kan krappe
Deres guitarist bliver hurtigt den, der fanger min opmærksomhed, der er både vilje og gejst. Desværre bliver der også udstrålet lidt usikkerhed. Hun bevæger sig frem på scenen, men ender så hurtigt med at gå tilbage. Det er ærgerligt, for hun skal bare blive ved med at give den gas – det er nemlig pissefedt!
Til sidst i koncerten giver Ivy Crown publikum en åbenbaring, for deres forsanger kan sgu også skrige. Hvorfor fanden har vi ikke hørt mere af det? Nu er det ikke, fordi jeg skal være elitær metal-makker, der synes at clean sang i metal bare skal holde op med at eksistere – tværtimod, for Ivy Crown formår at holde en masse nerve i den rene sang. Men hold nu kæft, hvor ville det give deres musik et seriøst spark i røven, hvis der kom noget mere af det, tydeligvis, kompetente scream. Det er i hvert fald et ønske herfra.
7/10
Helhorse
Et par øl og en diskussion om Futte Fynbo senere var det blevet tid til Helhorse.
Introen går i gang og Helhorse entrer scenen, som det mest naturlige i verden. De lader dog til at mangle en forsanger, men det er jo et klassisk trick lige at give andre lidt af rampelyset, inden forsangeren kommer og overtager. Og fik jeg sagt overtager? En bombe af ren, rå og fænomenal energi eksploderer på scenen, da forsangeren kommer frem. Det er fuldstændig umuligt IKKE at blive draget af den energi, deres frontmand giver publikum – og han får den da også tilbage. Det er meget tydeligt, at Helhorse er kommet for at erobre og at de bestemt ikke har tænkt sig at tage nogle fanger, eller stoppe med at spille, før alle er overbeviste om, at den danske rockscene tilhører dem.
Bas lige i fjæset
Men nu skal det jo ikke handle om forsangeren det hele. Deres bassist spiller en bundsolid bas, der brager ind i hovedet på den glade lytter, der med stor tilfredshed lader sig bevæge af lydbølgerne. Han spiller med nerve, sjæl og tonsvis af overbevisning. I det øjeblik er han uden tvivl den sejeste bassist i verden, andet kan man ikke overbevise ham om. Og det er SÅ fedt at se!
Det fremmødte publikum giver den gas, alt hvad de kan, men der er desværre ikke så mange mennesker til stede. Det er fandme ærgerligt – men ikke for dem, der var der. Det er ærgerligt og synd for dem, der IKKE var der! De gik glip af en af de absolut fedeste rockkoncerter, jeg har været vidne til i lange tider. Læsere af Radon kender til min kærlighed til Swindler, og jeg må indrømme at Helhorse altså er ved at stjæle mit hjerte på samme måde som Swindler har gjort før. De er rendyrket rå og beskidt energi lige i fjæset på lytteren – og jeg fucking elsker det!
Til sidst i koncerten har Helhorse vistnok et ritual med, at der skal stagedives. Et ritual, jeg må indrømme, jeg overhovedet ikke var bekendt med, så da jeg havde været i baren for at hente en omgang øl, og kom op foran scenen igen fik jeg en forsanger i hovedet – noget jeg betalte for dagen efter med ikke rigtig at kunne dreje min krop uden betragtelige smerter. Men det var fedt! Jeg er stor tilhænger af stagedives, jeg skal bare være mere opmærksom på, at de rent faktisk sker.
Det eneste minus jeg har at sætte på Helhorses optræden er, at de kører en god gammel omgang “hatten rundt” med introduktion af bandmedlemmerne. Jeg har alle dage ment, at det er bedøvende ligegyldigt og mest af alt minder om, at man liiiige skal strække den et minut eller to, inden man går videre. Men når det er det eneste, der trækker ned, så er vi fandme også noget nær en perfekt koncert!
9.8/10
– Peter Sandvig
Se galleriet her:
Om anmelderen
