Orm og Terrorpy

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 4 minutter.

Orm og Terrorpy på Studenterhuset

Lørdag den 2/11 2019 var det endnu en gang tid til at troppe op på Studenterhus Odense for at anmelde en koncert.

Denne gang var det bornholmske Orm og odenseanske Terrorpy, der skulle på scenen og forkæle odenseanerne med en god gang ekstremmetal.

Stemningen var høj og fremmødet var flot. Ekstra flot, taget i betragtning at det var dagen efter j-dag.

Terrorpy

Terrorpy - Jonas

Terrorpy går på scenen uden større fanfare og går rimelig hurtigt i gang med at spille deres sange.

Egentlig behøver anmeldelsen ikke være så meget længere, for det er, hvad Terrorpy gør. De spiller deres musik og så går de af scenen igen. Der er ikke store armbevægelser eller opblæste egoer. Terrorpy er helt nede på jorden, hyggelige mennesker, der inviterer dig ind i deres øvelokale, der tilfældigvis denne aften er scenen på Studenterhus Odense.

Nå ja. Og så spiller Terrorpy allerhelvedes brutalt dødsmetal af allerhøjeste klasse.

Terrorpy elsker at stå på scenen og spille for et oplagt publikum, og publikum elsker at se Terrorpy. De fanger lynhurtigt de fremmødte med deres tonstunge og til tider latterligt hurtige udgave af snasket dødsmetal. Der bliver headbanget meget, men der bliver smilet mindst lige så meget. Der foregår nærmest en konkurrence bandmedlemmerne imellem, hvor de griner ad hinandens små fejl og hepper ligeledes på hinanden, når de rammer et svært fill rigtigt.

For teknisk, det er det altså. Man kan godt blive forfalden til at falde lidt i staver over det enkelte bandmedlem og deres tekniske formåen. Publikum står ind imellem og prikker hinanden på skuldrene for lige at gøre opmærksom på bassist Jonas’ tapping-stykker, guitarist Runes sweeps eller trommeslager Christoffers absurd hurtige blastbeats.

Konstant underholdning fra en sand showman

Mellem sangene kommer vi lidt ned på jorden igen. Her bliver vi til gengæld rigt underholdt af frontmand Jonas (ham med de vilde tappingstykker, du ved) og dennes vittige indfald.

Han starter eksempelvis koncerten med at nævne, at vi alle er her for at fejre at j-dag er overstået – for fuck j-dag. Jeg kunne være mere enig. Lortedag, det er.

Om jokesne falder lidt til jorden, kan man diskutere, og om det passer sig til teknisk dødsmetal med hints af beskidte lig kan man også diskutere. Der er uden tvivl nogle elitister derude, der vil mene, det er at ringeagte musikken at have det sjovt imens, men jeg er fandme godt underholdt hele settet igennem. Jeg kan sgu godt lide, at det ikke er så formelt, og at det ikke altid behøver være mere end fedt. Vi tager til koncerter for at have det fedt, og man har det fedt sammen med Terrorpy.

Lyden driller

Når det så er sagt, så er der lidt knas med lyden. De kommer sgu ikke altid super tydeligt igennem højttalerne og det gør, at mange af detaljerne i musikken godt kan gå tabt – og det er ærgerligt, for det ødelægger lidt helhedsoplevelsen. Når man spiller musik som Terrorpy, er det vigtigt at lyden er knivskarp, så man ikke misser nogle detaljer. Og det gør man desværre.

Men fuck det, for Terrorpy er fandme fede.

9.0/10

Følg Terrorpy på facebook her

Orm

Orm

Klokken 22 brager en intro ud fra PA-anlægget og Orm indtager scenen. Folk er allerede godt oppe foran, men begynder lynhurtigt at komme endnu mere frem. Det er tydeligt, at der ulmer noget i den danske undergrund og at der står Orm skrevet stort på det.

Orm starter og der bliver fra første anslag sat sejl ud på en musikalsk rejse, hvor Orm er styrmænd.

Det kan være svært at beskrive en koncert på 70 minutter, der består af 3 sange, men jeg vil forsøge at undgå at gøre det alt for klichéfyldt og forsøgt malerisk.

Massevis af rutineret fræsersatan

Orm

Vi bliver ført igennem hårde, brutale blackmetal passager med tonsvis af fræserriffs og milliarder af blastbeats, der kan få enhver dansker med feticher for kirkeafbrændinger til at klappe i sine nitteklædte hænder. Ligeledes er der lange smukke stykker med clean guitar, der næsten får lytteren til at være på grådens rand.

Det er med en intensitet, der er så nærværende, at man føler man kan række hånden ud og gribe fat i den, at Orm fremfører deres plade IR. Det gør mig helt målløs, hvordan man kan have så intim og intens en kontakt med publikum uden at sige et eneste ord til dem? Det er sgu helt smukt, når man tænker over det.

Det er gennemøvet, og der er intet overladt til tilfældighederne. Men det virker ikke sådan. Det virker som en fuldstændig, helt og aldeles gennemført personlig eksorcisme af hvert enkelt bandmedlem.

Når smerten rammer

Man kan se smerten i sangene afspejle sig i dem, der fremfører dem, og smerten rammer publikum. Følelsen af håbløshed bliver allestedsnærværende, og man står fuldstændig opslugt.

Det sidste lange stykke af “Bær Solen Ud” er simpelthen så stort, følelsesladet, storladent og tæt på perfekt, at det næsten gør ondt at opleve det live. Jeg bruger ordet intenst meget i denne anmeldelse, for det er hvad det er. Det er hamrende intenst. Hvert anslag bliver spillet, som var det det sidste, der overhovedet var i disse menneskers eksistens.

Det er svært at beskrive en koncert, man var så fordybet i, at man knapt kan huske den. Men jeg har forsøgt. Her dagen efter sidder koncerten stadig i min krop, og jeg er stadigvæk i gang med at fordøje den. Heldigvis fik jeg fat i IR på vinyl, så den kan hjælpe mig med at forstå det hele lidt bedre.

10/10

Følg Orm på Spotify her

 – Peter Sandvig

Se galleriet her:

Om anmelderen