Ghost Iris, Feather Mountain @ Posten d. 20.08.21

Ghost Iris, Feather Mountain @ Posten d. 20.08.21
Du kan læse dette indlæg på 5 minutter.

Ghost Iris m. special guest: Feather Mountain @ Posten d. 20.08.21

Fredag aften træder jeg og Peter ind på Posten klar til koncert med Ghost Iris. Der er stillet grej op på Postens lille scene. Allerede der får man et hint om, at billetsalget ikke har været imponerende.

 

Feather Mountain

Kl. 20 sharp går aftenens “special guest”, opvarmningsbandet Feather Mountain, på scenen. Uden et ord kaster de sig ud i en afart af moderne prog – mere inspireret af djent-bands som Tesseract i mine ører, end de bands, som bandet proklamerer, at de bliver sammenlignet med; Opeth, Muse, Porcupine Tree, Haken og Tool. Nu har jeg ikke hørt Haken, men jeg vil påstå at de rammer ved siden af med de andre fire navne. Jeg hører ingen referencer til de navne. Men nok om det.

 

Feather Mountain lider lidt under klassisk support-lyd. Den hænger ikke helt sammen. Det opvejes heldigvis af, at musikerne spiller rigtig godt sammen, og udviser stor teknisk kunnen. Trommerne spilles flot og dynamisk, manden med stikkerne er yderst habil. Bassisten leverer en groovy og interessant bund, med masser af velvalgte toner og en rigtig solid lyd. Tillige assisterer han forsangeren med growls.

Feather Mountain

Guitar-skills og halvsløv forsanger

Guitaristen er stjernen i showet. Han starter ud med en 8-strenget guitar, men afstår næsten fuldstændigt fra blot at chugge 0’er på en en løs 8.-streng. I stedet spiller han vældig interessante og komplekse melodilinjer langt oppe på halsen, styrer behændigt uden om shred og sweep picking, og er generelt smagfuld hele vejen igennem. Min eneste anke er, at det virker som om han bruger samtlige forstærker-simuleringer i hans digitale amp modeler, en Fractal Audio AX8, så der til tider forekommer nogle ret store skift i lyden. Men han spiller sgu fedt, og samtidig synger han rene vokalharmonier som korsanger. Det er ikke for hvem som helst at gøre.

Forsangeren er derimod et lidt skuffende bekendtskab. Ja, jeg beklager hvis han læser dette, men det var altså lidt kedeligt. Siger ikke et ord inden bandet går på, siger intet mellem numrene bortset fra det det ene nummer der blev præsenteret, siger knapt nok tak, når de går af scenen. Det er sgu ringe. Vokalen er samtidig lav, han rammer ikke tonerne konsekvent trods in-ear monitors, og hans growl virker mere som en kombination af hvisken og at “cuppe” mikrofonen, dvs. lukke hænderne om kapslen, så mikrofonen overstyrer. Lydmænd hader den slags.

Feather Mountain var musikalsk interessant, kunne godt lige havde tålt et lidt længere soundcheck, men vokalen og frontmandens energiniveau haltede noget. Men ok, når man spiller for ca. 20 mennesker på en fredag aften, så kan gassen gå af ballonen for de fleste.

5/10

Find Feather Mountain på Facebook her

 

Ghost Iris

Ghost Iris går på umiddelbart efter deres soundcheck er færdigt. Sådan lidt uventet starter koncerten kl. 20.49, så man må haste ind i salen, hvis man lige trak noget luft. Men Ghost Iris lægger hårdt og kontant ud. Der er fuld smadder på fra første tone. Lyden er også markant bedre nu.

Forsangeren og de to guitarister står helt ude på fronten af scenen. Publikum er noget mere talstærkt nu, men der er stadig masser af plads foran scenen. Taget i betragtning at Ghost Iris havde det mest streamede danske metal album på Spotify i 2016, så er fremmødet unægteligt lidt skuffende, men forsanger Jesper V. Güns får rusket liv i publikum efter et par numre og får gestikuleret dem op foran scenen. Det er sgu et lidt sløvt publikum denne aften. 

Ghost Iris

Fart på guitaristerne

Guitarist Daniel Leszkowicz labber muligheden for nærkontakt med publikum i sig, skærer ansigter, skaber øjenkontakt med de forreste og uddeler fist bumps, alt imens han drejer i cirkler rundt om sig selv. Han er i sig selv underholdende at beskue, og bibringer et ton af energi til bandets sceneshow. Nicklas Thomsen, ligeledes guitarist, er også ude foran på scenen, men lever sig lidt mere ind i sit guitarspil, hvilket også er helt ok, når han også slår cirkler om sig selv og headbanger som en vanvittig. Og bassisten… Nå ja, det kommer vi til.

Bandet spiller overvejende numre fra deres seneste album, Comatose, som jeg anmeldte for halvanden måned siden til en flot karakter på 8.5/10. Lyder er som sagt markant bedre nu. Den er faktisk rigtig god. De to 7-strengede guitarer knurrer løs, trommer har masser af punch, vokalen sidder godt i mixet, men så kommer vi til balladen.

Misbrug af backing track

Bandet gør heftigt brug af backing tracks. Det kommer primært til udtryk i vokalen. Vokalharmonier, growls, clean vokal, etc., er lagt på et backing track i et sådant omfang, at man nogle gange er i tvivl om, hvilken af vokalerne forsangeren rent faktisk leverer live. 

Dernæst ligger der diverse samples, synths, etc. Det er der som sådan intet mystisk i. Men så kommer vi til en rimelig stor kæphest. Så snart musikken skifter til clean passager med ren guitar og masser af atmosfærisk delay og rumklang, står guitaristerne og muter strengene, mens backing tracket klarer ærterne. Det har jeg virkelig et gevaldigt problem med. Når alting nu alligevel er automatiseret på et midi-track, hvorfor så ikke programmere et preset change til den ene guitarists digitale amp modeler, så han kan spille de her atmosfæriske passager live? Det ødelægger altså indlevelsen, når man først bliver opmærksom på det. Og det gjorde jeg ret hurtigt.

Som en god ven sagde; “Backing tracks er kun fedt, hvis man ikke opdager, at de er der”. 

Bass drops og så lidt flere bass drops

Og så kommer vi til det med bassen… Jeg antager, at bassen på pladen er indspillet af en producer eller måske én af guitaristerne, men live er bassen umiddelbart fraværende. I stedet er den erstattet af bass drops. I starten af settet var det meget sparsomt med bass drops, men som vi nærmede os afslutningen af settet, blev der skruet gevaldigt op for hyppigheden i et sådant omfang, at der nærmest lå et bass drops hver 4. takt i nogle passager. Det samme… enslydende… meget… lange… bass drop. Hvis du har læst min anmeldelse af Cabal fra den 13. august 2021, så ved du, at jeg synes, at deres brug af bass drops var lige til den forkerte side. Men så var der Ghost Iris. Det holder altså ikke. Bass drops kan være fede lige før et tungt breakdown, men det bliver misbrugt her. 

Guitarister og forsanger headbanger ubønhørligt og gør fuld brug af den sparsomme plads på Postens lille scene, og trommeslageren leverer sin præstation som en maskine – man er ikke i tvivl om, at alle slag ramte lige der, hvor de skulle. Alt i alt leverer Ghost Iris et super energisk show med god lyd og en virkelig professionel levering, trods backing tracket fremstår lidt som en krykkestok. 

7.5/10

Følg Ghost Iris på Facebook her

6.3

Feather Mountain

5.0/10

Ghost Iris

7.5/10

Skriv et svar