Ghost Iris – Comatose

Ghost Iris – Comatose
Du kan læse dette indlæg på 6 minutter.

Ghost Iris – Comatose

Release 7, maj 2021

 

Ja, så sker det igen. Jeg anmelder et band, hvis diskografi jeg fuldstændig har overset tidligere. Ikke af ond vilje. Jeg har simpelthen bare ikke timer nok i døgnet til at høre det hele. Jeg går altså ind til den her anmeldelse som helt ny lytter. 

Danske Ghost Iris udgav deres 4. album i maj. “Comatose” hedder albummet, og er en tætpakket oplevelse med 10 numre og en varighed på 36 minutter. Det er skrevet i begyndelsen af COVID-19-pandemien, formentlig slut 2019/start 2020, og det lyder som om bandet har kunnet fornemme hvad der var i vente, for “Comatose” lyder pissed off og budskabet er temmelig alvorligt.

Men først: Ghost Iris er tungt. Meget tungt. Det bliver slået fast 18 sekunder inde i det mundret navngivne intronummer “3815935”, hvor guitarerne chugger løs på den dybe E. Og her taler jeg altså ikke om den dybe E på din mors spanske guitar. Nej, her snakker vi E1, én oktav under din mors dybe E (E2). Teknisk set stemmer Ghost Iris guitarerne ned i B standard, men dropper det dybe B på 6.-strengen til A, og dropper så 7.-strengen til E1, som oktaven under hedder. E-A-E-A-D-F#-B. Det er her bassen normalt befinder sig, blot stemt EADG. 

 

Moderne NWOAHM

Ghost Iris betegner sig selv som metalcore, hvilket er en meget bredt favnende genre, der indeholder alt fra Killswitch Engage, Trivium og Chimaira (Dem vender vi tilbage til!) til alle de bands, der vendte djent-genren ryggen, da de fandt ud af, at Meshuggah ikke gad at lege med. Jeg spekulerer på, om Ghost Iris har været ivrige tilhængere af djent-genren tidligere i deres karriere, for de har alle elementerne på plads: Ekstremt lav tuning a la Meshuggah, poppede clean vokaler og growls/screams a la Monuments, synkoperede guitarriffs der følger stortrommen a la Periphery, “Milton cleans” a la Tesseract, Alan Watts-agtige citater a la Architects (Den her vender vi også tilbage til!) 

Heldigvis lyder Ghost Iris ikke som en kopi af nogle af giganterne, men har skabt et udtryk, der er deres eget. Det burde de kunne nå ret langt med, og har da også allerede spillet support på turnéer med bl.a. Dream Theater og After the Burial.

Albummet åbner som tidligere nævnt med den obskure introtitel, “3815935”, som jeg håber ikke bare er de sidste tal i ét af bandmedlemmernes bankkonto. Introen glider ubesværet over i “Desert Dread”, der åbner med riffs, der vækker minder om Chimaira, hvilket er et sjovt sammentræf. 

Jeg er nemlig, ligesom Ghost Iris, stor Chimaira-fan helt tilbage fra debuten “Pass out of Existence” og den sublime opfølger “The Impossibility of Reason”, og har for blot et par dage siden genantændt min kærlighed til bandet og rålyttet til “Impossibility”. Ud af det blå kommer så Ghost Iris og “Desert Dread”, der vækker minder til Chimaira anno 2003-2007, hvor Rob Arnold og Matt DeVries leverede de sygeste riffs (The Impossibility of Reason/Chimaira/Resurrection). OG HVEM GÆSTEOPTRÆDER PÅ NUMMERET?! Ingen ringere end Chimaira-frontmand, Mark Hunter. Det er sgu sejt, omend jeg måske har lidt svært ved at høre lige præcis hvor hans vokal er i nummeret.

“Desert Dread” giver egentlig et godt fingerpeg på, hvordan resten af albummet og hvordan bandets lyd er opbygget. Tonstunge riffs og growlet vokal der kontrasteres af lækre clean passager med glasklare, ambiente synth- og guitarflader, poppede catchy vokalmelodier samt ultratunge breakdowns.

“Paper Tiger” følger efter med flere lækre Chimaira-agtige riffs. Hvis der skulle være nogen tvivl, så mener jeg det som en absolut kompliment. Chimaira er ét af de mest undervurderede bands inden for den bølge af nye amerikanske metalbands i de tidlige 00’ere, der faldt under betegnelsen “New Wave Of American Heavy Metal”. Selv trommerne lyder inspireret af tidligere Chimaira-trommeslager, Andols Herrick. Paper Tiger er rendyrket brutalitet. Der kommer til at flyde blod, når det her nummer bliver spillet foran an post-COVID-19-, post-sidde-ned-moshpit.

Ghost Iris band. Photo by Oscar-Dziedziela
Ghost Iris band. Photo by Oscar-Dziedziela

Tungt subject matter

“Cult” er 3. reelle nummer på pladen, og her får vi et meget kort pusterum med clean guitar, synth og et næsten legesygt low-gain guitarlick, inden nummeret rigtig går i gang. “Cult” er ovre i den mere moderne ende af metalcore-spektret, i hvad man ville kalde “progressiv metalcore”, hvor de efterfølgende numre også befinder sig. Teksten omhandler en falsk profet, et tegn på himmelen, og profetens flok, der indser at de er dømt til undergang. Nummeret har et lækkert breakdown i midten, der gentages til sidst efter en melodisk passage. Et rigtig godt nummer, der viser hvordan bandet med lethed kæder det melodiske og det brutale sammen.

“Former Self” følger samme skabelon. Brutalitet koblet med ambiente lydflader og clean vokal efterfulgt af mere brutalitet. “Coda” upper brutaliteten igen, og slutter med en ond crowdkiller af et breakdown. Der synges om menneskehedens undergang, og der sluttes af med ordene “This is a revolutionary suicide”. Det vender vi tilbage til.

“Ebb//Flow” er et storladent nummer. Stadig i metalcore-genren, men her er vi tættest på den klassisk quiet verse/loud chorus dynamik, og vi får også serveret albummets eneste guitarsolo. Man får næsten fornemmelsen af, at bandet lader brutaliteten hvile et øjeblik for at fokusere på at fortælle en historie. 

Det er som om bandet har tænkt tidevandskræfterne ind i albummet her lidt over midtvejs. “Former Self” var ebbe, “Coda” var flod, “Ebb//Flow” var ebbe, og “Cold Sweat” er igen flod. Numrene bølger frem og tilbage. “Suicide is the new black” synges der i “Cold Sweat”.

 

Falske profeter og rituelt selvmord

“Coma” åbner med ambiente guitar- og synth-flader, under et lydklip, som det tog en del detektivarbejde at finde frem til oprindelsen af. Hvor flere bands i den progressive metalcore-genre har gjort livlig brug af lydklip med den britiske filosof Alan Watts (hør især Architects’ “Memento Mori”), har Ghost Iris valgt at gå en lidt anden vej. De anvender i stedet et lydklip med kultlederen Reverend Jim Jones, der tog sit eget liv d. 18. november 1978, efter at have forgiftet sin flok af 918 følgere, heriblandt 304 børn, med cyanid blandet op i saftevand.

 

We are born before our time. […] because we are not committing suicide — it’s a revolutionary act. […] And I like to choose my own kind of death for a change. […] If we can’t live in peace then let’s die in peace. […] We didn’t commit suicide, we commited an act of revolutionary suicide protesting the conditions of an inhumane world. […]  And I like to choose my own kind of death for a change.

Det er fandme et rimeligt tungt subject matter. Det trækker tråde tilbage til den falske profet i “Cult”, til det revolutionære selvmord i “Coda”, og “Suicide is the new black” i “Cold Sweat”. “Coma” kunne sagtens være set closer på en kommende Ghost Iris DK tour, for det er intenst, vredt og destruktivt. “Can you believe the end is near? Can you believe it’s the end of fear?”. Paradis er ikke vores skæbne, vi opløses i intetheden når vi dør. “Game over, man!” Det er måske et lidt underligt valg, for ikke at sige kontroversielt, at citere en kultleder med 918 sjæle på samvittigheden uden at sammenhængen er helt knivskarp, men what the hell?! Metal har altid været kontroversielt.

 

“Power Schism” lukker albummet. Det fortsætter i samme brutale spor som forrige nummer, men budskabet er et andet. Her synges “Create, post, and become the ghost”, der synges om overdrivelse, overskrifter og sensationalisme. Det kan nemt tolkes som en kommentar på vores SoMe-besatte tilværelse, vores hunger efter likes, at være slave til algoritmen og følelsen man sidder med, efter de 15 minutters berømmelse er overstået. Man godt blive lidt suicidaltruet, hvis man vil forblive relevant i det mediebillede. 

(Hvis du sidder med selvmordstanker så kontakt Livslinjen på telefon 70 201 201!)

 

Konklusion:

Ghost Iris var som jeg skrev i starten nyt for mig, men har vist sig at være en rigtig positiv overraskelse. Jeg er en sucker for metalcore, især den progressive slags, og jeg er en sucker for guitarer, der er stemt laaaaangt ned. Ghost Iris leverer på begge fronter. Bandet rammer en rigtig god blanding af det rå og det polerede. Det er langt fra 50/50, men sådan skal det sgu også være – metal skal være brutalt. Jeg er vild med Chimaira-referencerne. 

“Comatose” lyder pissed off. Guitarerne og vokalen sidder helt oppe i ansigtet på lytteren. Trommerne er super punchy. Bassen fylder mærkbart lydbilledet ud, selvom dens område af lydspektret er blevet invaderet af de to guitarer, der er stemt i samme oktav som den. Pladen er velproduceret og velskrevet uden decideret svage numre – blot marginale udsving i et overordnet højt kvalitetsniveau.

 

Alt i alt gør “Comatose” sig fortjent til 8.5/10.

 

Find Ghost Iris på Spotify her

Ghost Iris - Comatose

8.5

Ghost Iris - Comatose

8.5/10

Skriv et svar