Angstskrig - cover

Angstskrig – Skyggespil

Du kan læse dette indlæg på 4 minutter.

Angstskrig – Skyggespil

Release 28.05.21

 

Angstskrig er noget så hipt som en anonym metalgruppe. Slipknot dyrkede det i starten med maskerne, kedeldragterne og numre i stedet for navne. Sleep Token gør det, (0) gør det, Drüben, som jeg anmeldte for nyligt, gør det. Om duoen bruger anonymitet for at værne sig mod deres forestående stjernestatus og den medfølgende hetz fra paparazzierne, for at skjule deres i forvejen berømte identiteter, eller om de bruger den som et skjold til at kalde de højreekstremistiske elementer i black metal ud, ved jeg ikke. Uanset formålet, så kræver det brede skuldre, at begynde karrieren som black metal-musiker med at kalde store dele af sin egen scene for tåbelige og idéforladte. Props for det!

https://www.youtube.com/watch?v=pqOopSAV-W8

 

Angstskrig spiller “black n’ roll”. Black metal blandet med rock n’ roll. Hvis du straks tænker på Kvelertak, så må jeg stoppe dig der. Hvor Kvelertak lægger vægten på “n’ roll”-delen med guitarriffs og lyd inspireret af classic rock tilsat punket energi og tremolopicking, og vokalen er det primære “black”-element, har Angstskrig fødderne solidt plantet i black metal, både hvad angår lyd og vokal. Sangene indgydes hist og her riffs og akkordprogressioner, der leder tankerne hen på rock n’ roll. Kvelertak er mere punket, Angstskrig er tungere og ondere.

Upbeat og festlig

Albummet åbner med “Skyggespil”. En dissonant intro vokser sig stor, inden nummeret eksploderer og viser sig som som den banger, det er. “Skyggespil” blander hardcore-energi med åbenlyst moshpit-potentiale sammen med svenske motorsavs-riffs og hæs, guttural vokal. Kirkeklokkerne i mellemspillet ekkoer omkvædets tekst “spiller vi spillet, er vi fortabt”. Nummeret rundes af med et tungt groove, hvor Attila Vörös fra bl.a. Týr, Satyricon og Nevermore leverer en, for black metal, atypisk gæste-guitarsolo, men det fungerer sgu.

 

[youtube v=”4p1FOwo_TGI”]

 

“Uhygge” er næste nummer, og fortsætter energien fra hardcore og lyden fra black metal. Der er masser af dobbelt-pedal, groove og dystre riffs, og jeg kan nemt forestille mig forreste række foran scenen svinger håret i store cirkler, mens de balancerer fadøllen i den ene hånd og kaster horn med den anden.

Angstskrig - band

På tredje nummer, “Lad Paladserne Brænde”, får vi en genreklassiker – den akustiske intro spillet på spansk guitar. To akkorder spillet følelsesladet inden nummeret eksploderer i blastbeat og tykke guitarflader, hvor man rigtigt kan høre Boss HM-2 Heavy Metal-pedalen brække sig omkring de 88 Hz, hvor den bl.a. booster. Kadeau til bandet for ikke bare at bruge pedalen på den efterhånden kliché-agtige indstilling med alt på max. Det er bestemt en genredefinerende lyd, men HM-2’en kan mere. Angstskrig formår at bruge distortion-effekten langt mere dynamisk, og det man hører tydeligt to guitarspor mixet sammen – en med motorsavs-distortion og en med væsentligt mindre distortion. Det giver en mere defineret guitarlyd, som stadig lyder pisse ond. 

Studsede du over overskriften herover? Det forstår jeg godt. Upbeat? Festlig? I black metal?! Det gjorde jeg også, da jeg hørte bandet selv beskrive førstesinglen “Lucifer Kalder” på denne måde. Det passer imidlertid rigtig fint på sangen, for her inviterer bandet i særdeleshed til dans med Djævlen. Nummeret er måske det mest direkte rock n’ roll-inspirerede nummer på albummet, blot klædt i motorsav og black metal-vokal. Og så er det albummets korteste nummer på blot 3:11, hvor resten af numrene gennemsnitligt ligger på 6 minutter. Nummeret gæstes desuden af Frédéric Leclercq, fra bl.a. DragonForce, Kreator og Sinsaenum, der leverer endnu en legesyg guitarsolo. 

 

[youtube v=”N-Y5dhanCHg”]

 

På “Slæbt Gennem Sølet” får bandet besøg af Mathias “Vreth” Lillmåns fra folk metal-bandet Finntroll på gæstevokal, og Tomas Elefsson fra Sanctification og Hipocrisy leverer en smagfuld guitarsolo, der dog ikke gør det helt store væsen af sig. Nummeret præsenterer et tungt rock groove, hvor guitar og bas følges ad. Her antager HM-2’en mere lyd som en fuzz. Det er den helt store, rustne kæde, der er spændt på saven. 

“Knæfald” lukker albummet med mere tung rock n’ roll. En kort ‘80er-lydende solo med næsten Van Halen-agtig tonalitet skærer igennem inden vokalen kommer ind. Lidt underligt. Sangen italesætter griskhed med citatet “Har du penge, kan du få. Har du ingen, må du gå” fra den danske version af Alice Tegnérs “En sockerbagare här bor i staden“, bedre kendt som “Der bor en bager på Nørregade”. Der synges om “knæfald for griskheden”, frihed og lighed. Har vi ligefrem at gøre med et venstreorienteret black metal-band at gøre? Spændende! Nummeret gæstes af Sylvain Coudret fra bl.a. Soilwork, der leverer en smuk solo, der leder mine tanker hen på Dream Theater eller Guthrie Govans exceptionelle soli på Steven Wilsons mesterværk, “Home.Cannot.Erase.” Jeg kan ikke sige andet end at det fungerer.

 

Konklusionen:

“Skyggespil” er måske ikke ubetinget trve kvlt black metal, men mindre kan også gøre det – især hvis det betyder, at vi slipper for slet skjult nationalsocialisme/fascisme, etc. Musikalsk klinger det lidt af Abbath/Immortal og Darkthrone, men også af Kvelertak. Blandingsforholdet mellem black metal og rock n’ roll er så tilpas bandets eget, at de ender med et unikt udtryk. At de krydrer med legesyge guitarsoli fra en række gæstemusikere, gør kun oplevelsen mere interessant, og opfordrer i højere grad til at spidse ører. 

 

Af et debutalbum at være, er “Skyggespil” et solidt ét af slagsen. Det har et fokuseret udtryk. Bandet har en klar idé om deres lyd, og for hvilke virkemidler de kan involvere. De er villige til at tage chancer, som ultimativt ender med at fungere rigtig godt. For den indsats får albummet: 8/10.

 

Find Angstskrig på Facebook

Om anmelderen