Drüben – Ormene æder fuglene til sidst
Release: 21.03.21
Dødens lirekassemand
Drüben er en skabning omgærdet af mystik. Bandets pressemeddelelse indeholder ingen information om tilblivelse, medlemmer, hjemstavn, e.lign., men derimod referencer til Schuberts Lied “Der Leiermann”, hvor Døden, forklædt som lirekassemand, lokker hovedpersonen til at akkompagnere dennes musik med sang. “Drüben” betyder tillige “derovre” og kan tolkes som “at stå på den anden side” eller “det hinsides”.
Samtidig får man nærmest en slags ultrakort manifest om hvorledes fremadstræbende og “revolutionære” kunstneriske værker oftest forsumper i deres samtid, og hvordan reaktionære og traditionshungrende værker oftest ender i regression og bliver paradoksalt nyskabende og eviggyldige. Drüben erklærer at have forsøgt sig med det sidste, fejlet, og endt i en blindgyde af altingets ophør, det evige nu og tilintetgørelsens vellyst. Det er noget af en mundfuld, der bliver serveret. Der er et højt kunstnerisk og intellektuelt ambitionsniveau til stede her, og jeg er en sucker for den slags.
Den overskårne strubes sang
“Ormene æder fuglene til sidst” er lyden af vores fejlslåede eksistens, soundtracket til vores uundgåelige undergang. Kan der være tale om andet end black metal? Nej, selvfølgelig er det black metal. Personligt er jeg ikke super inde i alle de sorte undergenrer, men jeg vil vove at påstå, at her er tale om atmosfærisk black metal. Flere af numrene åbner med lydflader af svært forvrænget guitar med masser af hvid støj og subtilt pulserende modulationseffekter.
Der serveres massevis af dissonante akkorder, melodiske passager og genretypisk tremolopicking, alt sammen sovset ind i distortion og rumklang. Bassen er stor, varm og ulmende under det hele. Trommerne veksler fra det helt simple til blastbeats. Og hvad kan man sige om black metal-vokal? Death growls lyder jo som en Nazgûl fra Ringenes Herre, der er blevet holdt indespærret og fodret med kold kaffe og frosne mariekiks i månedsvis. Med andre ord, alle de nødvendige virkemidler er til stede, og det lyder så tilpas godt (læs: ondt!), som et black metal-album nu engang må lyde. Vellyd for fans af ekstrem metal, støj for de uindviede.
Tilbedelsen af aske
Sangtitler som “Indskrevet i Verdenens Marv”, “Fjendtligt-Negative Kræfter”, “Tilintetgørelsens Vellyst” og “Himmelens Afgrund Åbnes” er tilstrækkeligt stemningssættende til, at det ikke er jordens undergang (pun intended), at man ikke helt forstår, hvad der bliver sunget om. Vi er alle dømt til at ende i askebunken.
Albummet er med sine 41 minutters spilletid en tilpas længde, da variationen mellem de enkelte numre ikke er vanvittigt stor. Lydbilledet er ret homogent og præget af hvid støj, skrig og distortion hele vejen igennem. Det lyder som det skal, men efter 41 minutter er man mættet. Husk: Hvis du har trykkende brystsmerter efter at have hørt atmosfærisk black metal, så er det helt normalt. Hvis du ikke har hørt atmosfærisk black metal, men oplever brystsmerter alligevel, så ring 112.
Konklusion
“Ormene æder fuglene til sidst” er et velfungerende album. Ondt, mørkt og med en fornemmelse af en kold hånd, der griber dig i nakken fra start til slut. Desuden er det enormt velproduceret, og jeg bliver draget af konceptet fra pressemeddelelsen. Jeg ville ønske, at du som lytter, fik mulighed for at læse denne.
Til gengæld irriterer det mig, at overgangen mellem flere af numrene er abrupt og alt for pludselig. Når ét nummer ender ud i støj for brat at klippe til blastbeats og guitar i en ny toneart, så river det mig ud af lytteoplevelsen. Jeg ville have foretrukket, at numrene flød mere dynamisk over i hinanden, eller at der blev faded helt ud, inden man gik over i et nyt nummer. Overgangen fra “Ekpyrosis“ til “Himmelens Afgrund Åbnes” er et godt eksempel.
Alt i alt er albummet bestemt et lyt værd. Drüben udgav en EP’en “Virkeligheden bløder virkeligt nu” i 2019, første album “Det alnærværende” i 2020, dette album i 2021, og har allerede udgivet en single mere, kaldet “Vanhelligelse”, som sætter en spændende retning for næste album. Hvis du er all-in med black metal, så bør du absolut give denne kunstner et lyt!
7/10