Udånde - Life of a Purist cover

Udånde – Life of a Purist

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 3 minutter.

Udånde – Life of a Purist

Medlem af danske blackmetalhelte Afsky, og andre, har indspillet, og udgivet, et spritnyt album på Vendetta Records. Jeg taler selvfølgelig om Udånde, og deres nye plade Life of a Purist.

Pladens først nummer, gør det klart at det er metal af den sorte skuffe vi er ude i. Men også at det er sort metal hvor fokus er på det mere atmosfæriske element. Det er altså ikke Marduk-krigs-metal vi er ude i. Det kan mere betegnes som metal til den melankolske satanist.

Det første riff på pladens andet nummer, Prologue, er et meget godt eksempel på det. En smuk harmoni i et melankolsk riff. Det er klart i den her boldgade at jeg mener, at black metal virkelig lever og kommer til sin ret, så jeg er en glad lille anmelder lige nu.

 

Midttempo blackmetal

Udånde befinder sig klart bedst i noget mere midtempo, hvor riffsne kan få lov at leve og vokse sig store. De bygger mesterligt numrene op, og produktionen sidder, ærlig talt, knivskarpt i forhold til, hvad man ønsker sig fra et blackmetalalbum. Det er ikke fordi guitarerne bare står skarpt i mixet, men det skal de heller ikke. De er nærmest en æterisk størrelse, hvis formål er at ophøje stemningen i lydbilledet fremfor at blæse igennem din krop med maskingeværild. Et perfekt eksempel herpå er mainriffet i pladens fjerde nummer (de har alle sammen nogle tegn jeg nok er for dum til at fatte hvad hedder). Det riff bærer nummeret, og man får helt tanker om dengang Batushka bare var fede, og ikke alt det pigefnidder de har kastet sig ud i siden.

Udånde

Udånde fokuserer på at lave stemninger og at bygge sange op som helheder,i stedet for stykker. Det er meget tydeligt, at de ikke er særligt imponerede at klassiske sangstrukturer, og det er rart, for de mestrer at skabe spændende lydbilleder. Dog synes jeg de bruger for meget tid i det midtempo. Der er ikke meget afveksling i tempoet, og det kan godt gå hen og blive lidt langtrukkent for mig. Alle numrene på pladen er 5 minutter plus det løse (men når aldrig over 6 minutter), og så kan det godt blive lige lovlig meget at sidde i den samme sindsstemning i så lang tid. 

Satan er i detaljen

Men det er bagateller, og flueknepperi, når vi snakker om så godt et album som Life of a Purist er. Der er smæk på de sorteste afkroge af metallen, og det er skønt at se hvordan dansk black metal bliver ved med at spytte den ene fede plade ud efter den anden. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg i mange år har ment at store dele af den danske black metal scene har været særdeles tåkrummende, men de senere års vanvittige udvikling har givet mig et stort håb (må man godt være håbefuld, når man snakker om black metal?) for fremtiden. Mange danske sort-metallere har udgivet enormt stærke debutalbums, og jeg håber virkelig at de kan fortsætte stilen og udviklingen de har lagt op til. Hvis det sker, så vil vi alle kunne se frem til mange år med virkelig fed musik.

 

Life of a Purist er et mega godt album, og jeg er glad for at have hørt det mange gange allerede. Der kan altid findes nye ting i det, dog savner jeg noget mere alsidighed i tempo.

 

8.5/10

 

Følg Udånde på facebook her

Om anmelderen