Get The Shot

Soulprison, Half Me, Vomit Forth, Get The Shot

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 10 minutter.

Spillested: Tøjhuset, Fredericia

Arrangør: Support our Scene

Dato: 15. marts 2025

Vi er taget på tur til Fredericia, hvor Get the Shot har inviteret nogle gode venner med på Tøjhuset.

Jeg har på forhånd intet kendskab til nogle af supportbandsne, så jeg var helt indstillet på en overraskelse eller tre, i løbet af aftenen. Og overraskelserne kom i overflod, både de gode og dårlige. Mere om det lidt senere.

Soulprison
Soulprison – Fotograf Kasper Fladmose

Soulprison

Aftensns første band. Pisse sej energi og god fart på igennem hele sættet. Umiddelbart det eneste “rigtige” hardcoreband, hvis man går efter lyden og udtrykket. Forsangeren gik, slog og sparkede sig frem og tilbage på scenen, som var der en skridttæller der skulle straffes. Skal jeg endelig sætte en finger på deres optræden, så var der lige lovlig mange ensartede opfrodringer til at bevæge sig. Når en halvtom sal ikke lytter de første tre gange, så find på noget andet eller hop ned i pitten selv og flæk nogle jyder omkuld.

Half Me
Half Me – Fotograf Kasper Fladmose

Half Me

Jeg er ikke sikker på, hvad de var, men det var i hvert fald noget. Måske metalcore. Måske screamo?

Men uanset, så havde de en hård dag på kontoret, med deres scream-tilgang til hardcore.

Jeg talte måske tre der vibede bare lidt med dem på forreste række, hvor resten af det sløjt fremmødte publikum ikke lod sig rive synderligt meget med. Ja faktisk gav de fleste ikke rigtig to potter pis for Half Me.

Og Half Me er sikkert dygtige, men de var simpelthen ikke gnavne nok til at kunne fange nogen på deres optræden.

Vomit Fourth
Vomit Forth – Fotograf Kasper Fladmose

Vomit Forth

Vanvittigt sejt set og energien var i top over hele linjen, og med undtagelse af et par forsøg på cleans undervejs, så var Vomit Fourth et af aftenens absolutte højdepunkter.

De spillede et overbevisende godt show, og meget mere er der ikke at sige til det.

Cleans skal holdes væk fra hardcore, tak.

Get The Shot
Get The Shot – Fotograf Kasper Fladmose

Get The Shot

Før den showstart der tog ti minutter, lod deres et-eller-andet-manager mig vide, at jeg kun måtte fotografere under de første tre numre. Og det er hardcore, så tre numre er cirka 5 minutter på en god dag.

Ikke desto mindre kastede jeg mig ud i opgaven og det samme gjorde Get The Shot fra start. Klart aftenens bedste lyd og rutineret optræden med fuld skrald på fra start til slut.

Personligt fik jeg til tider lidt for meget af den meget lyse vokal, forsangeren benytter relativt ofte, og som er ret sej på pladerne. Rygterne går dog på at han var halvsløv til aftenens koncert, hvilket stemmen så er eneste bevis på.

Generelt på aftenens første tre bands, var der ekstremt meget backing tracks, på et niveau hvor jeg ikke var sikker på om særligt Half Me rent faktisk kunne finde ud af at spille musik.

Galleri

Billeder må kun bruges eksternt ved aftale med Fotograf Kasper Fladmose og Radon Metal.

Om anmelderen