Posted by Pure Festival på Kansas City
Lørdag den 30/11 var det blevet tid til erstatningskoncerten for sommerens aflyste Pure Festival på Kansas City Odense.
Epofish
Første band på plakaten til dette års Pure Festival var Epofish. Et band vi før har stiftet bekendtskab med, i en tidligere anmeldelse fra Studenterhuset.
Det er tydeligt, at de er første band på scenen, i hvad der bliver en lang aften med fem koncerter. Publikum er lidt tyndt oppe foran, men støt og sikkert begynder folk at gå op til scenen og rocke med.
Epofish spiller numetal, og det bliver der ikke lagt skjul på. Det lyder meget som en blanding af Rage Against the Machine og lidt Korn.
De første par numre virker lidt træge i det, og jeg ved ikke, om det er usikkerhed eller om det er fordi, de lige skal op i gear, men bandet virker bare ikke så super oplagte, som man kunne håbe. Det er svært at være åbner, men netop derfor mener jeg, man bør være det mere tændt end andre for at få crowdet med sig.
Halvvejs igennem koncerten lader det dog til at frontmand Alex bliver vred og der kommer markant mere kraft i hans vokal. Bandet virker mere tændt og der bliver skruet op for intensiteten. Hvorfor gjorde de ikke det fra starten af?
Koncerten slutter højt, men startede desværre lidt lavt. Hvilket er ærgerligt, når jeg ved, at Epofish ofte kan meget mere.
Epofish: 6.8/10
Arsenic Addict
Derefter var det tid til lokale dødsmetalhelte Arsenic Addict til denne omgang af Pure Festival. Endnu et band vi førhen har haft fornøjelsen af at anmelde.
Med Arsenic Addict virker det hele mere planlagt. De går på scenen med en intro, der kører ud af anlægget og virker tændte fra starten af.
Arsenic Addicts liveshow kan nok bedst beskrives som en skalle fra en person, du virkelig godt kan lide. Det gør ondt – på den gode måde.
Forsanger Sonja er intens, som kun få kan være det, og det er tydeligt at publikum er lige dele bange og fascinerede af hendes optræden, når hun synger om at dræbe mennesker, partere dem og hvad der ellers hører til mord og sjove sager.
Mellem sangene er der lovning om at blive myrdet, og min mor fik da også lige hilsen med om, at hun ikke kunne lave sovs – alt sammen noget publikum elsker.
Der sker så det, at bassist Brians bas vælger at tage sangene lidt for seriøst og slet og ret dør. Der går lidt tid med at fejlskyde, og til sidst bliver der fundet en ny bas frem.
I mellemtiden har Sonja underholdt med kælder-anekdoter og trommeslager Lasse fik også lige bevist, at han kan blaste rimelig hurtigt alligevel.
Arsenic Addict er fede, og det er velfortjent, at de har en del vind i sejlene for tiden. Man skal ikke gå glip af dem, hvis de kommer til en by nær dig, de prøver at slå dig ihjel. Men de gør det med følelse, så du kommer til at nyde det.
Arsenic Addict: 8/10
Følg Arsenic Addict på Facebook her
Kill Trip
Efter et par øl i baren og nogle lumre vittigheder var det tid til aftenens første band, der ikke var fra Odense, nemlig Kill Trip. De spillede deres første koncert på Kansas City tidligere i år, så det er alligevel lidt som om de er lokale.
Kill Trip spiller en tung gang sludge/stoner og det er jo noget jeg altid har været glad ved, så jeg havde bestemt set frem til Kill Trip.
De første par numre bliver tæsket ud over scenen af den sejeste trommeslager, jeg længe har set. Total chill, rolig og bare cool. Bastante beats bliver leveret med sikkerhed og præcision, der er så absolut ingen slinger i valsen og det er fandme fedt at se.
Efter et par numre begynder jeg dog at undre mig over, hvorvidt forsangerne har fået mundkurv på. For han siger sgu ikke noget. Til gengæld er det guitaristen, der klarer al snak mellem numrene, minus et par løse bemærkninger hist og her. Sådan nogle arrangementer har sgu altid virket underlige for mig, da en frontmands arbejde jo lidt ligger i navnet, nemlig at være i front.
Og forsangeren er lidt det, jeg vender tilbage til, de andre bandmedlemmer virker sgu fulde af energi og gåpåmod, men han virker sgu lidt træt af det hele. Det kan godt være, det er en del af hans tilstedeværelse på scenen, men jeg finder sgu ikke den store nydelse i det. Der er ikke særlig stor variation i fraseringerne eller stemmeføringen, så det bliver lidt en søvndyssende affære på nogle punkter. Det er ærgerligt, for musikken synes jeg faktisk er rigtig fed.
Kill Trip: 6/10
Følg Kill Trip på Facebook her
Dead Witch
Jeg har set Dead Witch stort set samtlige gange, de har spillet i Odense, og det er rent tilfælde, at Radon ikke har anmeldt dem før. Vi skulle have anmeldt dem, da de spillede til Pure Festival, som desværre blev aflyst. Så jeg havde set frem til endelig at skulle anmelde dem.
Det var tydeligt fra starten af, at publikum havde glædet sig til netop denne koncert. Der begyndte at komme godt med mennesker op foran og alle virkede tændte og klar. Og apropos tændte og klar – fra første anslag er Dead Witch en fucking bombe, der eksploderer lige op i ansigtet på dig. Det er tydeligt, de elsker at stå på scenen, og at de kan deres ting.
Begge guitarister (Jesper og Nicolai) gør alt, hvad de kan for at trampe scenen til pindebrænde, og tilsammen har de nok løbet i omegnen af et halvmarathon i løbet af koncerten. Nicolai spiller ikke så meget guitar, som han reelt set slår på den for at få den til at sige lyde. Guitaren er et redskab, og det skal bare makke ret.
Det er tydeligt og naturligt, at koncertens midtpunkt bliver forsanger Kenneth. Fuldstændig manisk render han mere rundt ude blandt, og ovenpå, publikum og igangsætter moshpits og crowdsurfer sig tilbage til scenen, når han har lyst. Han finder da også en krog i loftet og prøver på at hænge sig selv i den undervejs i koncerten, alt sammen noget, der bidrager enormt meget til den kaotiske stemning, der er. For Dead Witch er kaos komprimeret. Kaos komprimeret på en scene, der uvægerligt eksploderer. Og publikum elsker det. Og jeg elsker det.
Gør dig selv en tjeneste og se Dead Witch, når de rammer dit spillested, det er en intens oplevelse, du bestemt ikke vil glemme.
Dead Witch: 9.5/10
Følg Dead Witch på Facebook her
Artillery
Pure Festivals sidste band, og hovednavn, skulle være Artillery.
Klokken midnat skulle de gå på scenen og jeg var ærlig talt ved at lide lidt af metaltræthed. Efter fire koncerter, en masse øl og især en masse snak med gode venner kan det være svært at holde fokus på endnu en koncert. Sådan en aften kan hovednavnet gå fra at være headliner til deadliner. Heldigvis var det ikke nogle tanker Artillery lod til at have gjort sig.
Med flyvende energi indtog de scenen og gav sig i kast med, hvad de gør bedst. Nemlig thrash.
Publikum er mere friske end jeg er, heldigvis, hvilket resulterede i et endnu mere energisk Artillery.
De elsker at spille, og det er tydeligt, de har nogle år på bagen. Dette skal ikke læses som værende negativt ment, for de er rutinerede. De kender en scene og er selvsikre, noget der tydeligt skinner igennem hele koncerten.
Der bliver sendt et par hilsner ud over scenekanten, og lokale legender får da også et kram fra forsangeren og det virker som et stor heavy-metal-havefest. Det er sgu egentlig fedt med en koncert, hvor humøret er i top, ovenpå den intense og fandenivoldske koncert med Dead Witch. Det er netop det, der er det fede ved metal, er det ikke? At man inden for samme genre kan have et band, der eksploderer i aggressiv energi, og så derefter et band som sørger for, at alle går derfra med et stort smil på læben?
Artillery er legender, og de har sgu fortjent den status. De er kanonfede, seje og slet og ret herlige at være i selskab med.
Vores fotograf siger iøvrigt tak til forsanger Michael for dedikationen af en sang, efter en øl blev tømt ud over ham midtvejs under Artillerys set.
Artillery: 9/10
Følg Artillery på Facebook her
– Peter Sandvig
Se galleriet med samtlige 61 billeder her:
Om anmelderen
