Mite – Take This Sickness Away EP

Mite – Take This Sickness Away EP
Du kan læse dette indlæg på 3 minutter.

Mite – Take This Sickness Away EP

Release 07.07.21

 

Gorillaer med vokseværk

Mite startede tilsyneladende som et studieprojekt mellem Ebbe Luxhøj Grøn og Sebastian Beronius (ex-When Water Runs Deep), og i marts 2020 resulterede det i albummet “77 Days”, som Radons Peter Sandvig anmeldte til karakteren 6,8. Siden release af “77 Days” har de udgivet seks singler. Det er med andre ord et par produktive herrer. 

Af én eller anden grund er Sebastian dog ikke længere en del af Mite, og i stedet er Jason Campbell (Crown The Beast, ex-As We Fight) trådt til som vokalist. Den instrumentale side af bandet har samtidig fået vokseværk, og er blevet solidt udvidet med Radons egen Peter Sandvig (ex-Owl King, ex-Annominus) på guitar, Jens Moseholm (Crown The Beast, ex-Owl King, ex-Annominus) på bas, og Lasse Hansen (Arsenic Addict) på trommer.

Sammen har disse fem herrer på ca. 4 måneder skruet en EP med seks numre sammen, sideløbende med at de har booket gigs i sensommerens post-COVID-19 livemusik-landskab. En ganske imponerende indsats, må man sige. Det tyder på et højt ambitionsniveau.

 

MITE band
MITE lineup 2021. Pressefoto: Kasper Fladmose

Lang EP

Jason Campbell er umiddelbart den mest hørbare ændring i Mites lyd. Hans vokal er et godt match til musikken. Han sidder suverænt centralt og fremme i mixet, i modsætning til tidligere udgivelser hvor vokalen godt kunne drukne lidt. Jason lyder som om han spyr galde. Ha’ e’ vre’! Det er pisse fedt!

Musikalsk set lyder nye Mite stadig meget a la gamle Mite. Hvor guitarerne på “77 Days” periodisk var nede at snuse omkring E1 eller F1, holder bandet sig nu udelukkende til at spille i drop A(1). Og ved I hvad? Det er sgu dybt nok. Lavt nok til stadig at lyde tungt og ondt, højt nok til at man stadig kan skelne bassen fra guitarerne. Riffs og breakdowns er tighte og guitarerne knurrer løs. 

Alt i alt sætter de seks numre på EP’en barren rigtig højt. Det er velskrevet, der ikke en finger at sætte på indspilning eller produktionen. Mite har i særdeleshed fundet deres lyd. Enkelte steder skinner der mulige inspirationer igennem fra andre hardcore-bands, som fx Knocked Loose, men når menuen står på chugs fra 0.-5. bånd, så vil der uvægerligt være risiko for overlap.

Det eneste jeg kunne savne var måske, at bandet bevægede sig noget mere uden for de første 5 bånd på guitarhalsen. 

 

Konklusion

Hvor Mites tidligere albumudgivelse med sine syv numre ramte en spilletid på 16 ½ minutter, rammer EP’en “Take This Sickness Away” med sine seks numre en spilletid på 18 ½ minutter. Og det er 18 ½ minutter med pissefed, hårdtpumpet, midtempo hardcore. Mere præcist kan det vist ikke siges. Ægte gorilla-metal til at slå sig på brystet til! 

Jeg er imponeret over hvor velskrevet og -produceret EP’en er på tilsyneladende blot 4 måneder. Jeg kan ikke komme i tanke om andre bands fra Odense, der kan levere så skarpt skåret et produkt på så kort tid. 

Når jeg så har fra pålidelig kilde, at bandet allerede arbejder på et fuldlængdealbum, så er det kun mere imponerende. Jeg har hørt EP’en mange gange siden den releasede for 2 ½ uge siden, og jeg bliver hver gang overrasket, når den slutter. Jeg håber på en spilletid på minimum 20 ½ minutter på fuldlængden. 

 

“Take This Sickness Away” er på mange måder en kraftpræstation, og for det skal den have karakteren:

7,8/10

 

Følg Mite på Spotify her

Mite - Take This Sickness Away

7.8

Mite - Take This Sickness Away

7.8/10

Skriv et svar