Posted by Release: 24.11.25
Ministerrokade
Mite har teased noget parallelt med kommunalvalget. Valgplakater med en gris i jakkesæt, en pistol i hånden rettet mod tindingen. Og nu hvor stemmerne er afgivet og talt, de fleste byrådsposter besat og de sidste rævekager næsten er bagt færdig, shadow-dropper bandet “Pigs in Power” – et album bestående af 10 hårdtslående numre om vrede, stress og misantropi. Mite lover at sparke tænder ind, når de tager albummet med ud live. Sådan. Alt er ved det gamle. Eller er det?
Mite er et band i konstant forandring, på godt og ondt. HR-afdelingen i Mite har haft travlt siden de udgav “Trials of Man” i september 2024. Først blev Peter Sandvig skiftet ud med Mona Mattle på vokal, og siden har Lasse Skyttegaard skiftet trommestolen i Mite ud til fordel for en stol magen til i Lifesick, og er blevet erstattet med Mads Vestergaard. Det er en regulær ministerrokade.
Nyt år, nyt album
Fra første tone er det tydeligt, at Mite har forandret sig igen. Bandet har bevæget sig væk fra deres power violence-lyd fra de to forrige album, og tilbage i retning af en mere metallisk hardcore-lyd. Der er stadig HM-2 på guitaren, men den har fået en mindre prominent rolle i lydbilledet og skaber ikke helt det samme lag af hvid støj hen over riffsene som på især “Trials of Man”. Guitaren fremstår fordelagtigt mere tight og artikuleret som følge heraf, mens bassen ligger tungt og uldent nedenunder og skaber fylde. Mite formår fortsat at skrive nye riffs, der gør omtrent lige så ondt at lytte til, som en mundfuld glasskår må gøre at tygge på. Tilsammen frembyder Ebbe og Jeppe en mur af vrede, tungt huggende riffs smurt ind i tyk distortion.
Mona Mattles vokal passer fint i bandets “nye” lyd med sit dybe, hæse brøl, men leveringen bliver lidt ensformig i pladens fulde længde. Her savner jeg desværre spændvidden i Peter Sandvigs artikulerede dybere growl og hæse skrig, der især passede rigtig godt ind i bandets power violence-periode. Der skal dog ikke herske tvivl om, at Mona Mattle formår at projicere aggression i sin vokal-levering.
På trommerne formår Mads Vestergaard til fulde at falde lige ind i tomrummet og levere hårdtslående og groovy rytmer med et højt energiniveau. Her er udskiftningen ikke lige så iørefaldende som på vokal-fronten.
Konklusion
Mite er stadig (igen og igen & til evighed) Odenses mest produktive orkester, og har formået på 14 måneder at skifte halvdelen af bandet ud og alligevel tvinge et hårdtslående og helstøbt album frem. Og med album mener jeg 10 numre på 21 minutter… Ligesom Vidnet piller bandet ved definitionen af et “album”. 21 minutter er utroligt kort, men når musikken er så dens og aggressiv, er 21 minutter ikke for langt. Og hvis du synes det er for kort, så kan du bare høre den igen.
Bandet har endnu engang produceret alt selv, som de har for vane at gøre, og det skal de bare blive ved med. Der er ikke grund til at introducere fremmedelementer i processen. Og for at det ikke skal være løgn, truer bandet med at udgive endnu et album i 2026. Men det forventede vi næsten!
Om anmelderen
