Mindmare – Psychotic Regression

Mindmare – Psychotic Regression
Du kan læse dette indlæg på 2 minutter.

Endelig.. Fucking endelig kom den!

Mindmarepladen, fabeldyret. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg har forholdt mig relativt kritisk til om den nogensinde kom. Men nu står jeg så her og æder mine ord, og det endda med glæde.

For folk, der måske er lidt udefrakommende i den odenseanske metalscene, er denne plade noget, man med stor spænding har ventet på i mange år, og der har derfor været velfortjent hype omkring lige netop denne udgivelse.

Vi havde den store fornøjelse at være til stede, og anmelde releasekoncerten for albummet (den anmeldelse kan du læse her https://radonmetal.dk/mindmare-materia-studenterhus-odense-22-03-2019/ ) og nu er tiden kommet til selve albummet.

Det starter dejlig uprætentiøst med nummeret “Psychotic Regression”. Ti sekunders keyboard intro og så er vi godt i gang med pladen. Der er fuld smadder på med thrashy passager, brutal vokal leveret af Joachim Asmussen og en lækker rytmesektion, der supplerer alting superfedt.

Et stærkt samarbejde

Pladen er produceret og masteret af Michael Hansen Buur (Some Studio) og mixet af Anders Vohs (kendt fra When Water Runs Deep) hvilket gør at pladen har fået et lækkert moderne punch der er meget i iørefaldende fra starten af, som stadigvæk er tro mod Mindmares stil. En duo der har gjort et fantastisk stykke arbejde. Guitarerne er et superlækkert spark i de nedre regioner, og er virkelig noget, der får lov at skinne hele pladen igennem. Mixet er sprødt og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvad det er der foregår – det er bare lækkert, er det!

Jeg er helt tosset med introen i “A new slave of mankind”, det er brutalt og lige på. Et fedt riff, trommer og så kører vi! Noget som Mindmare altså bare gør skidegodt.

Ligeledes er “Chaosride” et superfedt eksempel på, hvad det er, Mindmare er så gode til: Tonstunge riffs, brutal vokal og krydret lækkert med en fed guitarsolo.

Alt i alt er Psychotic Regression en super fed plade. Der er uden videre nonsens fed pedal over hele linjen. Lyden er sprød og lækker, og guitarerne er noget af det, der skinner klarest igennem for mig. Den akustiske outro “The Jonah Complex” er et superlækkert stykke musik, der bringer lytteren ned til jorden igen, så man lander blidt og rart efter noget af en kaostur (pun intended).

Stilsikkerhed på kontoret

Der hersker ingen tvivl om, at alle drengene i Mindmare kan deres kram. Det er stilsikkert og alt sidder tight i skabet. Der er intet overladt til tilfældighederne, det er næsten så kontrolleret, at jeg lidt står tilbage med en følelse af at det er for “sikkert”. Det føles ikke, som om de har taget de helt store chancer og er gået særlig langt væk fra den tydelige stil, de har. Personligt kunne jeg godt tænke mig at høre noget, som er lidt mere “left of center” og uventet på albummet.

De clean vokaler er placeret fedt i numrene, men jeg synes godt, de kan mangle lidt slagkraft fra tid til anden, det kommer desværre til at trække lidt ned i oplevelsen (lige udover vokal-koret i introen til “Remission of Sins” som bare er fucking sejt!).

Men det er bestemt ikke, fordi det er noget, der ødelægger den samlede oplevelse, for det er pissefed hegn, og det er jo trods alt det, der er det vigtigste!

7/10

 

– Peter Sandvig

Mindmare - Psychotic Regression

7

Samlet dom

7.0/10

Skriv et svar