Torsdag den 30/1 2020 var det tid til årets første metalbrag med Dead Witch og pladeaktuelle Konvent, som samtidig var årets første koncertanmeldelse i Radon-regi.
Vi har lige har anmeldt Konvents debutalbum Puritan Masochism, der lige er udkommet og som vi spår til at blive en af årets metalplader herhjemme.
Som opvarmning havde de lokale Dead Witch, et band vi har anmeldt før så derfor bliver deres anmeldelse ikke så dybdegående.
Dead Witch
Der bliver hurtigt fyldt oppe foran den MEGET intime scene der er at finde oppe PåTaget. Det er et lille spillested, og koncerterne deroppe bliver derfor hurtigt intense, hvilket uden tvivl taler til fordel for Dead Witch. Der går altså heller ikke længe inden forsanger Kenneth får hoppet op på de første modige publikummer der har placeret sig oppe foran.
Der bliver udspydt galde, had og vrede mod alt i verden, og folk bliver mere og mere glade for det. Det er tydeligt at der er en del der er kommet for Konvent, og som lige skal overbevises af det tempo og niveau af intensitet heksen ligger for dagen.
Fuld skrald på trods frigear
Selv når Dead Witch ikke er ekstremt veloplagte, er de stadigvæk fede. Denne aften virker det desværre lidt som om at størstedelen af bandet kører lidt i frigear. Det er en svær scene at spille på, da bevægelsesmulighederne er knappe, men det kommer til at virke en smule dødt til tider – hvilket er superærgerligt når man ved hvilke kaoskoncerter Dead Witch kan bringe publikum.
De leverer en god opvarmning der sørger for lokalet er godt svedigt til nå Konvent skal gå på kort efter. Og tak for skridtet i ansigtet til forsanger Kenneth.
Dead Witch: 7
Følg Dead Witch på Spotify her
Konvent
Kan det virkelig være så mange mennesker oppe PåTaget? Og hvordan kan det være her ikke er udsolgt? Det er de to første tanker der går igennem mit hoved imens de første tunge toner tonser ud af det sparsomme PA.
Jeg havde godt nok troet at Konvent ville blive ret fremadstormende i 2020, men hold nu kæft, her er mange mennesker på en torsdag. Det er ærlig talt et bedre fremmøde end der ofte kan være på en lørdag. Konvent gør bestemt noget fuldstændig rigtigt lige pt.
Tonstunge københavnere på toppen af taget
Som jeg skriver i anmeldelsen af pladen Puritan Masochism, så er Konvent tunge som en masse onde år, og det er de, overraskende nok, også live. Den ene tonstunge bastard efter den anden bliver smidt i hovedet på et særdeles veloplagt publikum. Folk giver den gas med et par moshpits og crowdsurfing. Det er så pissefedt at se hvordan folk bare giver den gas, og det aktiverer en i forvejen særdeles tændt forsanger Rikke. Rikke formår også at lege med når det kommer til crowdsurfing – noget jeg hermed vil slå et slag for bliver gjort meget mere. Det er fucking fedt at se hvordan band og publikum kan smelte sammen på den måde.
Får man løsrevet sig selv fra Konvents intense forsanger gør de andre et ihærdigt forsøg på at headbange hovedet af og ødelægge deres instrumenter. Desværre virker de bare ikke lige så engagerede som deres forsanger. Det er lidt ærgerligt, da det ville have været med til at løfte koncerten op på et helt andet plan.
“En af hver, tak”
Men det er nu engang kun, når jeg har mine sure anmelderbriller på, for publikum er fuldstændig opslugt. Min sidemand helt oppe foran scenen forsvinder for en stund, og kommer tilbage med, hvad jeg må gå ud fra, er en af hver fra merchboden som han har købt i ren eufori. Hvis det ikke signalerer at man har vundet publikum, så ved jeg ikke hvad har.
Både anmelder og fotograf investerede ligeledes godt i merchboden og købte både plader, tshirts og longsleeves, og Konvent retfærdiggjorde at jeg tog til koncert efter en arbejdsdag på over 13 timer. Tak for det. Det skal lige nævnes at Konvent har en godt assorteret merchbod og en vældig hyggelig sælger, der kan fortælle om de forskellige ting. Det er altså noget rigtig mange bands mangler. Tit er man heldig hvis de har en enkelt tshirt, så gør som Konvent og kom i gang med jeres merch-game!
Konvent: 9
-Peter Sandvig
Se galleriet her: