Fixed Fight cover

Fixed Fight – Antebellum

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 3 minutter.

Fixed Fight – Antebellum

Den 14. januar udkom københavnske Fixed Fight med deres album Antebellum. Bandet har eksisteret siden 2011, og claimer 90’er NYHC inspirationer, så jeg har lynhurtigt skruet forventningerne i vejret.

90’er-hardcore og stagedives

Titelnummeret får da også vist os nogle gode toner, her er der fart over feltet og der bliver ikke lagt fingre imellem. Lækker start på albummet, der hurtigt giver mig lyst til flere stagedives og mere musik. 

Hurtigt får Fixed Fight vist os, at de kan mere end den mere klassiske HC lyd der første nummer bærer præg af, her kommer 90’er hardcore-inspirationen virkelig frem, og kombineret med noget dissonans er vi godt i gang. 

Henimod pladens 3. nummer, Dent Head, kommer den første lille svaghed frem for mig – guitarlyden. Jeg synes virkelig den mangler noget seriøst crunch, for den kommer ærlig talt til at virke lidt tam, når den mest af alt bare burde brøle igennem og være et slagvåben mod lytteren. 

fixed fight presse

Er festen allerede slut med Fixed Fight?

Der kommer noget sample-værk ind i nummeret Hollow Man, og jeg må indrømme det virker noget malplaceret. Ærlig talt, så troede jeg, at det var en af mine andre faner der pludseligt afspillede lyd. Det virker som om det bare et smidt ovenpå alle andre lydspor, og det er sgu lidt ærgerligt. For lige så snart vi er videre til pladens næste nummer, Can’t Win, så er alt jo godt igen. Så er vi tilbage til groovy-ass riffs, og en sur vokal der skælder dig ud. Og fuck mig, hvor er det rart at høre de er vrede. Indignationen virker oprigtig, og ikke påtaget, og det er fandme rart. Det glæder mit hardorehjerte, at høre, at der stadig findes sure mennesker i Danmark. Også selvom det har et stykke med clean guitar i midten, så tilgiver jeg dem det, fordi jeg bare synes, at det efterfølgende riff er pissefedt. 

Der bliver leveret rigeligt med pit-riffs, men så snart vi er videre til næste nummer er der flere samples. Det er altså bare ikke mig, og jeg synes godt nok sjældent det fungerer supergodt. Det er lidt ligesom covernumre i et liveset, det er fandme sjældent, at det tilfører noget ekstra til musikken. Ærlig talt, så ville de 1 minut og 11 sekunder i Milestones være givet markant bedre ud, med en oldschool hardcore-basker af et nummer af samme længde.

Okay. Måske var Milestones et nummer der trækker ned i forhold til den samlede anmeldelse, men så bliver man altså lige vækket igen af Den Rige Mands Ensomhed og hold nu kæft hvor jeg elsker det. Der er fuld slæde på, og vi er tilbage til hvad der, for mig, gør den her plade fed!

Godt så. Så hvad står man tilbage med, når man har lyttet Antebellum? 

Når Fixed Fight er fede, så er de fandme fede. Det gør mig glad i låget, at der rent faktisk er nogen der dyrker den mere groovede 90’er HC, og som rent faktisk også kan spille det fedt. Det er nogle fucking fede numre, og hvis man ser bort fra førnævnte lidt tamme guitarlyd er det bare fedt.

Men, og det er altså et ret stort men fra min side af. Samples. Så. Mange. Samples. Jeg er med på, at det er meningen at det er et fortælleredskab, der fører os til pladens forskellige hjørner, men for mig bliver det bare for meget. Jeg tror, uden pis, der er, minimum, 5 minutters sample-snak og det trækker mig helt ud af lytteoplevelsen og hen på det loft hvor jeg sidder og skriver anmeldelsen. Det er fandme ærgerligt, og det ødelægger en del for mig. Der er nok nogle anmeldere der vil rose dem for det kunstneriske islæt det giver osv., men mig gør det absolut ingenting for, og det kommer desværre til at trække en del ned i en ellers fed oplevelsen.

6.5/10.