Posted by Six Foot Six – End of All
11 december 2020 udgav Six Foot Six deres album End of All som vi har fået tilsendt – tak for det.
Hvis jeg skal være HELT ærlig, så har denne mail ligget længe i min indbakke og ærligt bare ventet på at blive slettet. For da jeg læste beskrivelsen af musikken “Heavy metal – epic, melodic and glorious” tænkte jeg straks FUCK nej. Det er bestemt ikke den slags metal jeg normalt gider høre, og ærlig talt finder jeg det som regel helt åndssvagt corny. Metal skal være vredt, surt og hamrende ondskabsfuldt, når man hedder Peter Sandvig, og sådan er det bare!
Men hvorfor fanden sidder jeg så og hører noget musik, jeg sådan set ikke gider høre? Fordi det hårde liv som anmelder tvinger mig til at tage stilling til ting jeg normalt ikke ville gide, hvilket gør at jeg kommer til at høre en masse forskelligt. Så jeg tænkte hvad fanden, og satte pladen på.
Episk begyndelse
Og med det samme står jeg på en fucking bakketop, med vind i mit tynde hår, og kan se de marcherende hære for mig, som er klar til at gå i kamp og DØ for METAL!
Det er så fucking episk! Hold nu kæft hvor jeg morer mig!
Introen til “In God we Trust” er et god damn munkekor! Hvor sejt er det lige?!
Der er kor for alle pengene, guitarsoloer og bare lækkerhed over hele linjen. Jeg er så godt underholdt, og må sige at jeg fandme er glad for at jeg satte den her plade på. Det er ren fest!
Egentlig har jeg ikke det store sammenligningsgrundlag, når det kommer til Six Foot Six. Jeg har hørt masser af Maiden gennem åre, men hvis vi snakker den nutidige heavy metal scene aner jeg ikke hvad der rør sig, ud over at jeg godt kan lide københavnske Ethereal Kingdoms elvermetal. Og det er det der kan gøre det svært for mig at sige “det lyder som hvis dem her fik et barn med de her”, så I må se bort fra mine ellers typiske sjove kommentarer om lignende. Jeg vil i stedet prøve at dele deres musik lidt op i kategorier.
Hvornår er Six Foot Six episke?
Six Foot Six er episke når de har kor på, man står næsten allerede på en mark med en fadøl i hånden og synger med når deres kor kommer i gang. Det er megafedt, og skidesjovt at lytte til. De tager ikke sig selv for seriøst, eksempelvis på Blood Will Out er det rigtig fedt med koret der giver den gas og forsangeren der svæver majestætisk som en ørn over lydbilledet og gjalder i episke brøl. Et andet stærkt eksempel på korets magt er i Finale Vittoria. Hold nu kæft, det er sejt!
Hvornår er Six Foot Six glorious?
Når de går fra et omkvæd over i en solo. Man står klar med læderbukser, battlevest og vind i håret, når der bliver shreddet til den store guldmedalje. Man kan næsten mærke Mordors hære blive slået tilbage imens.
Hvornår er Six Foot Six melodiske?
Hele tiden. Der er konstant melodi, om det så er vokalen der som en føniks hviner hen over hovedet på os, eller guitarerne der giver lytteren kuldegysninger så er melodien konstant i hovedsædet.
Hvornår er Six Foot Six så ikke så fede?
Det bliver sgu næsten FOR episk, og filmisk. Med linjer som “the children were playing hide and seek in the backyard” og så efterfølgende hvordan djævlen har bortført børnene. Så bliver det liiiige en tand for cheesy for min smag. Det er heltemetal, på godt og ondt. Man står på bakketoppe, men det bliver sgu lidt for vindomsust deroppe nogle gange. Selvom jeg morer mig kongeligt når jeg lytter til musikken, så kan jeg også høre at det ikke er noget jeg kommer til at sætte på særlig oftem hvis jeg ejede pladen. Det bliver simpelthen for meget til mig. Et nummer her og der vil jeg kunne holde til, men det er simpelthen for meget skruet op for mig.
Er du til heltemetal, så er Six Foot Six – End of All en fantastisk skive du SKAL tjekke ud.
Er du, som mig, ikke så god til klassisk heavy, så er det meget fedt med et enkelt nummer hist og her. Finale Vittoria og End of All kan nemt tilføjes en hver party-øldrikke playliste. Men som en hel plade, bliver det simpelthen for meget for mig.
6.5/10
-Peter Sandvig
Følg Six Foot Six på Facebook her
Om anmelderen
