Posted by Ukraine er stadig besat af en lille mand med en endnu mindre pik, politikerne er stadig ivrige efter at sælge mærkesager for ministerbiler, og letbanen larmer stadig mere end mig efter to flasker bornholmersnaps. Med andre ord, sikke et lorteår. For ikke at nævnte inflationen der dræber små virksomheder på stribe.
Men nok om det. Nu skal vi til det, som det hele handler om; nemlig chefidiotens top 5 for 2022.
Og selvom det har været begrænset med godt hardcore og dødsmetal i år, så har kvaliteten af udgivelserne alligevel været i top.
Vi starter med nummer 5. En plade fra et band, som for alvor kom frem på den melodiske hardcorescene under corona. De havde nemlig et nummer med titlen Keep Your Distance, som jo som bekendt var samfundets motto i knapt halvandet år. Medmindre du er lærerstuderende, naturligvis.
Med andre ord, det er naturligvis de melodiske hardcoredrenge i Malevolence, som er ude med pladen Malicious Intent.
5. Malevolence – Malicious Intent
Melodisk hardcore med en slidt fodsål i ansigtet.
Det er nok den bedste beskrivelse af Malevolence, jeg lige kan komme på.
Bandet fra Brexitlandet mod vest, formår at spille hardcore man kan have det hyggeligt til. Jeg hygger mig gevaldigt, mens pladen i skrivende stund er på anlægget her på Radons globale hovedkontor i en fugtig kælder. Malevolence lykkedes nemlig med at bringe diverse grooveelementer ala Lamb of God ind i mikset. Jeg kunne godt se for mig, at Randy Blythe kunne overtage vokalen i bandet, uden at det ville skabe den helt store forandring i lyden og udtrykket.
Karma
Hvis du har hørt metalcore de sidste 10 år, så ved du hvad jeg snakker om.
For alle andre, her kommer en pædagogisk forklaring:
Det australske metalcoreboyband Parkway Drive udgav for mange år siden Deep Blue. Der var en sang med titlen Karma.
Den sang er med til at definere alle moderne breakdowns.
Kort sagt, Malevolence har også hørt det gamle Parkway Drive. Og det må de gerne blive ved med.
Nu hvor vi har fået karmaen ud af verden, så kan vi snakke om et andet band, som jeg har et ømt punkt for. Det er et band jeg har været kæmpe-fan af i nogle år, og særligt to numre sidder fast i mine nakkehvirvler. Disse to numre rimer på Hack Klamath (Google siger det er en ting), og Sore Again quis Levine. Kan du gætte det?
Det er naturligvis Black Mammouth og Your Pain is Mine, med Fit For an Autopsy. Sidstnævnte var endda på den spotifyliste jeg brugte til mit bryllup tilbage i maj måned.
FFAA har lavet en ny plade, og den hedder Oh What The Future Holds. Og den er nummer 4.
4. Fit For An Autopsy – Oh What The Future Holds
Året er 2020. Verden er ikke lukket ned endnu. Men det pisser ned og jeg kører i en leaset 208’er på lortedæk. Med Radons gorillamaskot Peter i bilen, var kursen sat mod Amager Bio, hvor FFAA spillede koncert med deathcoregutterne i Thy Art is Murder. Samme aften spillede også Carnifex, I Will og Rivers of Nihili. Og aftenens korteste setliste gik til FFAA, hvilket jeg synes var enormt ærgeligt. Men det er mange kopper kaffe siden, så mon ikke vi overlever.
Sort fortidselefant i ny indpakning
Fit For An Autopsy har altid været gode til progressive temposkift og mur-i-fjæset-lyd. Dette er særdeles tydeligt på førnævnte Black Mammouth fra The Great Collapse-pladen, samt Far From Heaven fra denne plade. Særligt de første godt 60 sekunder på begge sange kan let forveksles.
Normalt ville jeg ikke rose at man copy/paster på den måde, men når man har en hvis hr. Will P. med i sit band, så er der ingen ko på nogen som helst is. For helvede, hvor er den mand bare guld værd for al moderne metal.
Skulle man endelig sætte en kritisk finger på al det der copy/paste, så vil jeg mene at der ikke er nok af det. Særligt forsanger Joe Bads clean på hooket i Your Pain is Mine fra den forrige plade, The Sea of Tragic Beasts, er kodyl sejt! Det lader desværre til at J.B. tabte det i førnævnte sø med tragiske bæster efterfølgende.
Men fuck hvor er Oh What The Fure Holds og resten af musikken fra FFAA fucking fantastisk.
Hil Will Putney.
Så skal vi til det. Hardcore. Karate og slåskampe mod luft. Sure breakdowns og massevis af kærlighed.
Det er nemlig blevet tid til min nummer tre, som er et band jeg vildt gerne vil opleve live. Et af mine første bekendskaber med amerikansk hc..
Nemlig ingen ringere end motherfucking Terror.
Terror behøver ingen introduktion. Hvis du læser den her og ikke kender dem, så er det din egen fejl, som de siger i Robinson.
3. Terror – Pain into Power
Powaaaaaar!
-Nej. Bare rolig, Terror er ikke begyndt at spille power. De er nemlig dygtige musikere der kan spille mere end powerakkorder og bruge en whammybar med glidecreme.
Tilbage i maj måned, samme måned hvor jeg blev gift (i grunden en ret god måned), udgav Terror nemlig Pain into Power. Og helt kort må det kunne fortolkes som den klassiske “tag din smerte og brug den som en styrke”, som det så ofte er set i hardcore. Det er en klassisk formel, men den virker.
Kritisk fra start
Den første single jeg hørte fra pladen, var Can’t Help but Hate, som er med Corpsegrinder fra Cannibal Corpse. Jeg synes ved de første par gennemlytninger ikke at hans vokal passer skide godt ind i Terrors univers, men efter lidt flere gennemlytninger, så er det faktisk helt godt.
“The hardest truth..is fucking killing you”
Nu har jeg tidligere lovprist andre bands for at huske hvor de kommer fra. Og netop det princip, er Terror nærmest bannerførere for. Det er efterhånden 12 år siden Keepers of the Faith udkom, og siden dengang har de lavet flere klassikere, udover titelsangen fra førnævnte plade. På Pain into Power, har de bragt 90’er hc tilbage i bedste Madballstil med nummeret The Hardest Truth.
Det bliver ikke en klassiker. Det ér allerede en klassiker.
Pladen behøver egentlig ingen yderligere beskrivelse. Det er nemlig nøjagtig som med alle andre plader siden Keepers of the Faith; samme opskrift hver gang. Og det virker til perfektion. Intet nyt, er godt nyt. I hvert fald når der kommer til Terror.
Nu hvor vi snakker om intet nyt, så er det ikke tilfældet hos min nummer to på listen. Nemlig de amerikanske hardcorekollegaer fra vestkysten, Lionheart. Eller LHHC, som de ofte kalder sig selv. Det står naturligvis for Lionheart Hardcore.
Jeg havde egentlig besluttet mig for min top 5 i år, men så udgav Lionheart en plade for et par dage siden. Og den strøg så meget ind på min top 5, har jeg har skamlyttet den nærmest lige siden den udkom.
2. Lionheart – Welcome to the West Coast III
På pladens første nummer, The Trilogy Intro, starter vi med en introduktion til hvem LHHC er, og hvor de kommer fra. Alt sammen i bedste Lionheartstil. Det er fucking HC med respekt for rødderne.
Når vi går videre gennem pladen her, er det tydeligt at de har taget ved lære af hiphop, og forsøgt at inkludere alle deres lokale hardcorebuddies på pladen. Der mangler bare en feature fra Terrors Scott Vogel og Corpsegrinder.
Til gengæld er der features fra Ice-motherfucking-T, E-Town Concrete, Jasta, Desmadre og ingen ringere end fucking Malevolence.
Kendetegnet
Lionheart har flere kendetegn, rent musikalsk. Men mest bemærkelsesværdigt, er for mig vreden forsanger Rob Watson lukker ud på numrene. Som evig optimist, fatter jeg ikke hvordan nogen kan være så sur på så mange plader. Men det er fucking sejt. Rob Watson og Lionheart er i øvrigt ret godt at løfte vægte til.
Breakdowns
Hvad ville metallisk hardcore være, uden breakdowns?
Svaret er naturligvis den nye plade fra Parkway Drive. Men nu skal det hele ikke handle om Five Finger Death Punch.
Hvis der er noget LHHC mestrer til perfektion, så er det de fængende tekster og medrivende breakdowns. Har du ikke hørt Lionheart endnu, så har du travlt.
Lionheart har nemlig også ret travlt. De bruger små 28 minutter på 10 numre. Så på med støvlerne og grav dig ned med det bedste metalliske hardcore du nogensinde har hørt.
Jeg gider ikke skrive en lang og humoristisk intro til min nummer 1.
Hvis den her ikke er nummer 1 hos dig, så er det endnu engang dit eget problem.
1. Lifesick – Misantrophy
Fuuuuuuuuuuuck for et mesterværk!
Alt hvad jeg kan skrive om Lifesick og Misantrophy, har både Jesper og Peter allerede skrevet før, så jeg holder den kort. Dog skal de alligevel have lidt ord med herfra:
Lifesick har igennem nogle år været garant for vold og ømme ribben, når de tromlede forbi en by. Og er ikke blevet bedre, efter udgivelsen af Misantrophy, hvis eneste ulempe er at jeg ikke kan stave til det.
Jeg faldt første gang over Lifesick for nogle år tilbage, da Suicide Spell udkom. Allerede der var jeg helt klar på drengene fra Fredericia.
Er det cover?
Misantrophy er produceret af Jacob Bredahl. Altså ham fra O.G. HateSphere og tolderne.
HateSphere udgav, vistnok i 2008, et nummer med Bredahl på vokal. Det hed Ill Will. Lifesick har, på den Bredahl-producerede plade, udgivet et nummer med titlen Ill Will.
Og før du tænker “ej altså, spiller de covers nu?”, så er svaret nej. Det er ikke et cover. Og heldigvis for det.
Misantrophy er den perfekte kombination af vrede, vold og frustration. Med andre ord, fuck psykologen. Lyt til Lifesick – Misantrophy.
Det har jeg gjort utallige gange, og jeg har aldrig været i bedre humør. Hvis ham med mikropikken fra Rusland kunne gøre det samme, så er jeg overbevist om at krigen ville slutte prompte. Alternativt kan han altid dræbe sig selv. Det ville heller ikke være helt skidt.
Mere Lifesick!
Boblere
Ingen top 5 uden boblere.
Vi starter med bobler nummer 1, som var rigtig tæt på at lande på listen, hvis ikke Malevolence havde udgivet Malicious Intent. Jeg havde endda skrevet al teksten, da jeg kom i tanke om Malevolences plade.
Nå. Videre i teksten.
På bobleren her har vi nok HM2 til at drive et mindre savværk. Det er nemlig ingen ringere end…
Black Tritonus – A New Age Dawned in Blood
Debutpladen fra danmarks yngste odenseanere, Sort Tinitus.
Pladen her anmeldte Jesper tidligere på året, og efter vores gamle bedømmelsessystem, landede han på 8.5/10. Og sammenlagt med den nylige koncert på Odense Metalfest, så har de unge drenge virkelig formået at hæve barren for fremtidige udgivelser. Nu håber jeg bare ikke at der går Odense i den, som det desværre er set med så mange andre bands.
Spiller som havde de aldrig lavet andet
Apropos at sætte barren højt, så synes jeg det er værd at fremhæve både længden på sangene på A New Age Dawned in Blood, ligesom sangene i sig selv alle har en imponerende længde. Det korteste nummer på pladen lander på lige under 3 minutter, mens titelsangen lander på godt over 8 minutter. Altså hiver det 10 numre lange album sig op på en varighed på imponerende næsten 54 minutter. Sikke en debut.
Disclaimer: Som med så mange andre lokale bands, har jeg lavet deres i skrivende stund aktuelle pressebilleder.
Mite – Defeat
Mite er efterhånden fast inventar på mine top 5’ere.
Desværre ikke med et album endnu, men mon ikke det kommer på et tidspunkt.
Hvad der er særligt på netop Defeat, er at der flere Annominusreferencer (hej Peter), rent melodisk.
Havde de flotte fyre i Mite (hej Peter) udgivet et helt album, var de nærmest med garanti endt inden for rammen af min top 5. Det havde de alene af den grund, at til intet andet band har jeg følt en trang til at tage spontane armbøjninger midt i slåskampspitten.
Læs iøvrigt en næsten-objektiv anmeldelse fra Jesper her.
Disclaimer igen: Jeg har fotograferet Mite flere gange, ligesom Peter som bekendt er en del af Radon. Vi ses i Presselogen.
Lamb of God – Omens
Uha. Den her var jeg ikke sikker på ville være en god plade.
Hvorfor nu ikke det, spørger du nok.
Jeg. Hader. Mustaine.
Og det kan jeg ikke sige nok. Jeg synes manden er gennemsyret af nederenhed. Og hvis Metallica nogensinde har gjort noget godt, så var det at skille sig af med ham.
Så da jeg så at han medvirkede på pladen, var jeg straks klar til at afskrive den.
Jeg blev klogere
Efter at have nærlæst det hele lidt, opdagede jeg heldigvis at jeg tog fejl. Lamb of God har lavet et cover af en Megadeth sang, og det er jo dømt til at være nederen.
Kort historie lang, så kom jeg hurtigt helt ombord med pladen her.
Hvor Lamb of Gods forrige selvbetitlede plade var den første med bandets nye trommeslager Art, hvor trommerne bar en del præg af at de nok var skrevet af eller til Chris Adler, så det rigtig dejlig at høre hvordan Art rent faktisk folder sig ud her. Manden er en fantastisk trommeslager, og det er kun med rette at han ikke er låst fast af Adlers noget mekaniske trommestil.
Konvent – Call Down the Sun
Skal man have lidt musik der bare kører i baggrunden mens man arbejder, men samtidig har så meget nerve, at man er ved at splitte hele lortet ad, så er det enten obskur black metal, eller Konvent. Begge dele har sin charme, men Konvent er med rette et af danmarks absolut største metalhåb.
Jesper har anmeldt pladen tidligere i år, og det kan du faktisk læse lige her.
Tak for i år. Hil satan.
Om anmelderen
