Posted by 5. Architects – the classic symptoms of a broken heart
I 2021 udgav britiske Architects albummet “For Those That Wish To Exist”, der landede på min liste over runner ups for samme år. Det var bandets første album skrevet helt uden primær sangskriver Tom Searle, der døde i 2016 efter tre års kamp mod kræft. Mangt og meget er skrevet og sagt i interviews om bandets sorgproces, og man kan kun forestille sig, hvor svært det må være, at finde sit ståsted igen efter sådan et tab. Set i bakspejlet var “For Those That Wish To Exist” et overordnet set bedre-end-gennemsnittet album, men måske ikke det bedste Architects-album til dato. Det forblev i hvert fald ikke så længe i rotation for mit vedkommende.
Nu er bandet klar med et nyt album med titlen “the classic symptoms of a broken spirit”, og man får indtryk af, at bandet er landet med fødderne på jorden igen, omend noget har ændret sig. Inden for fysikken har man udtrykket “horror vacui”, som er blevet oversat på engelsk til “nature abhors a vacuum”, på dansk til “frygt for tomrum” og i politiske sammenhæng parafraseret som “power abhors a vacuum”, og det høres også her. Jeg siger på ingen måde, at Tom Searle sad enevældigt på sangskrivning i Architects, men i hans fravær kan man tydeligt høre, at nye kræfter er trådt til! Architects’ nye lyd er stadig tung og velproduceret med stort fokus på guitar, trommer og bas, men…
Det “nye” i bandets lyd er den store fokus på synths. Der har længe været synths i Architects lyd, men fra at være atmosfære-skabende i baggrunden, er synthesizerne trådt hel frem og bærer store dele af sangenes melodier og akkord-progressioner. Guitaren er faktisk snarere trådt et skridt i baggrunden og ligger og pumper under et tykt lag af synth. Som gigantisk fan af al guitar med distortion, kan det være en svær pille at sluge, men personligt har jeg også en forkærlighed for tunge synths, så det tog kun ganske kort tid at acceptere dette skift. Trommeslager Dan Searle (tvillingebror til Tom), bassist Alex Dean og forsanger Sam Carter har alle leget med synths i studiet, og instrumentet er blevet så integreret en del af bandets lyd, at de har hyret en tangent-basker til at skabe lydende live, i stedet for at være afhængige af backing tracks. Bandets to guitarister, Adam Christensen og relativt nytilkomne Josh Middleton fra Sylosis, tæsker fortsat løs i det nedre mellemtone-område med guitarerne stemt ned til omkring F#.
Samtidig har bandet virkelig skruet op for de store, catchy melodier, som publikum kan synge med på, når bandet rammer det lokale stadion på tour. Forsanger Sam Carter synger for det meste rent i hans hæse, let råbende vokal, som kun få vokalister kan komme i nærheden af. Der er dog stadig plads til, at han skriger af sine lungers fulde kraft, og han har ikke glemt sit signature “BLERGH”!
Bandet har taget enorme hug på sociale medier for deres sangskrivning og nye lyd siden Tom gik bort, hvilket de også har brugt meget tid på at italesætte i interviews, men det er heldigvis ikke noget, som de lader påvirke deres sangskrivning. De vil aldrig kunne forene de gamle fans af “Ruin” og “Hollow Crown” med dem der stod på omkring “Daybreaker” og “The Here And Now” med dem der favoriserer “Lost Forever // Lost Together” og “All Our Gods Have Abandoned Us” og de nyere albums. Og fuck det, Architects er gigantiske. De kan gøre hvad de vil. De er et talerør for en generation af unge og voksne metalfans, der resonerer med bandets budskaber om selvdestruktiv adfærd, kritik af religion og samfund og menneskets misbrug af naturen.
4,5/5
4. Meshuggah – Immutable
Forestil dig, at du hiver din gamle Texas Instrument TI-83 Plus op af skrivebordsskuffen. Ja, din graflommeregner fra 3.G, som du installerede Doom på og pløkkede dæmoner i gråtoner, mens din matematiklærer stod med ryggen til og forsøgte at lære dig og resten af klassen noget om vektorer eller differentialligninger. Gæt en gang?! Den har opnået selvbevidsthed, mens den har ligget i skuffen i alle de år og forsøgt at overleve på de 4 AAA-batterier og et C1620 knapcelle-batteri, som du efterlod den med. Og gæt endnu engang?! Den har skrevet musik for at fordrive tiden. Og det lyder som Meshuggah. Eller, det er muligvis sådan, at Mårten Hagström & co. får alle deres nye numre leveret. Fra en selvbevidst graflommeregner med smag for helvedes dæmoner. For hvordan helvede skulle man ellers kunne blive ved med at vride de her musikalske differentialligninger ud af ærmet?
Ja, jeg ved det ikke, men Meshuggah har formået at gøre det endnu engang. Ærligt talt, Meshuggah er som en fin vin, der bliver bedre med tiden. Faktisk vil jeg tage vin-referencen lidt længere. Som med en god vin, der bliver lagret og i fadet oxideres og modnes, vil jeg bruge iltningen (oxideringen) som en metafor for, at Meshuggah sætter tempoet ned. De er jo efterhånden nogle halvgamle mænd, og de har til tider brug for at få pusten. Det afspejler sig i musikken, der er knapt så hæsblæsende som i de “gode gamle dage”. Ikke at Meshuggah har sat tempoet ned i stil med fx Metallica, der i deres tidligere dage spille hæsblæsende thrash og i dag spiller gammelmands-rockabilly (jeg kigger på dig, “Lux Aeterna”), men tempoet er lige faldet 10-15%. Samtidig får kompositionerne lov til at strække sig mere ud, så de matematiske formler kan nå at gå lige op. Bandet giver sig mere tid til at eksperimentere med klangflader, stemninger og ond atmosfære. Man kunne næsten sige, at bandet er modnet. Og det endda med reduceret bemanding.
Siden 2012’s “Koloss” har guitarist Fredrik Thordendal indtaget en plads på bagsædet og stort set ikke bidraget til sangskrivning, men i stedet fokuseret på til stadighed ikke at udgive næste album fra sit “Fredrik Thordendal’s Special Defects” solo-projekt. Sangskrivning varetages således primært at trommeslager Tomas Haake, guitarist Mårten Hagström og vokalist Jens Kidman, og de tre herrer har endnu engang formået at dekantere et album, der på fineste vis demonstrerer alt hvad Meshuggah står for. Det er tungt, slæbende, råt og komplekst at lytte til, med pletvise lead-passager leveret af Thordendal. Live er Thordendal erstattet af Scar Symmetry’s Per Nilsson, som fylder de store sko ud til alle tilfredsstillelse. Meshuggah vedbliver at være interessant at lytte til; skørt, skævt, ekstremt, avantgarde, jazzet, brutalt og med en umiskendelig lyd, som samtlige djent-bands har forsøgt at efterligne siden bandet skiftede til 7-strengede guitarer og genindspillede “Nothing” fra 2002. Bandet har dog fået lidt ro efter Architects udgav “Doomsday”-singlen i 2017, og djent øjeblikkelig skiftede retning. Nå ja, deres nye album hedder “Immutable”, “uændret over tid” eller “uforanderlig” hvilket må siges at være både sandt og usandt brugt om Meshuggah.
4,5/5
3. Russian Circles – Gnosis
Russian Circles udgav i august deres 8. album, “Gnosis” (græsk for viden, udtales “no-sis” på dansk). De er nye for mig musikalsk set, men ikke af navn, for jeg har kendt til dem længe. Jeg har dog aldrig været i stand til at komme “ind” i deres musik, trods anbefalinger fra adskillige kanter. En ven forklarede dem med, at alle deres nye albums opsummerer, hvad de hidtil har udgivet, så da “Gnosis” landede sagde jeg “fuck it” og kastede mig ud i bandet. Og det var et sats, der viste sig at være det værd.
“Gnosis” åbner med sangen “Tupilak”, der nådesløst pumper tung, fuzz-indsvøbt bas ud i ørerne på lytteren. Trommer og guitar kommer buldrende ind og følger bassen, og så er der lagt i ovnen til et musikalsk rejse gennem et dystopisk russisk ødeland efter en krig i en ikke så fjern fremtid. Ja, en tupilak er egentlig en slags grønlandsk voodoo-dukke fra gamle dage, der både kunne bruges til at beskytte sin bærer, men også til at angribe fjenden åndeligt. Og de var nogle forbandede vendekåber, siges det. Inuit-kultur er spændende, viser det sig. Ligesom Russian Circles. Der kan man bare se hvilke billeder, ord og musik kan skabe i sindet på lytteren.
Russian Circles kan være både hårdt pumpende og møgbeskidt det ene øjeblik, for det næste at vise en nærmest æterisk side af sig selv. På titelnummeret mødes lytteren med svag drone i baggrunden, mens en ren guitar svøbt i rytmisk delay lægger lag på lag på lag, indtil trommerne kommer ind, og guitaren skifter til en melankolsk melodistemme. Nummeret er både sørgmodig og opløftende på samme tid. En smuk komposition. Og sådan bevæger bandet sig gennem det 40 minutter lange album. Til tider møgbeskidt og pumpende, som i nummeret “Vlastimil”, og i det næste øjeblik, melankolsk og henført til tågede marsklandskaber, som i “Ó Braonáin”.
Fik jeg nævnt, at det det hele er instrumentalt, og bandet er en trio, der lyder som et 6-mands orkester? Den perfekte match som support for Cult of Luna, når begge bands rammer København d. 17. marts 2023. Få nu købt den billet!
“Gnosis” er en smuk musikalsk rejse, der maler billeder på nethinden hos lytteren og lader denne hælde sine tanker og følelser ned i musikken, lade sig opsluge, for at blive bragt til en alternativ version af vores eksistens.
4,75/5
2. Cult of Luna – The Long Road North
Og når nu vi taler om 6-mands orkestre? Ligesom Architects har mit absolutte yndlingsband, Cult of Luna, også brugt de sidste par år med lukkede spillesteder, aflyste tournéer og alle mulige andre trælse nedlukni… NEJ, JEG GIDER FANDME IKKE SNAKKE OM DET, OK?! JEG BLIVER SGU TRÆT AF LIVET! HELT FUCKING ÆRLIGT! Nå, fuck, hvor kom vi fra? Jo, Cult of Luna har sgu været produktive mens alt der der, som vi IKKE gider snakke mere om, har stået på. Sidste år strøg de ind i min top 4 med det geniale not-quite-an-album “The Raging River”, som jeg belønnede med 9/10 ud fra vores gamle pointskala. Nu hedder den X/5, så det må jo oversættes til 4,5/5.
Fandme om månekulten så ikke lige smider 69 minutters underafkølet langrends-intenst post-metal fra nord for polarcirklen på disken? The Long Road North er et album bedst lyttet til med hue og vanter på. Især hvis du lige sætter den interaktive visualizer på, griber controlleren og spiller med til musikken, hvor du skal styre en lysende kugle gennem et svensk skovlandskab opslugt af snestorme, orkaner, lyn og torden. (Aner du ikke, hvad jeg snakker om? Tryk her: https://store.steampowered.com/app/1894680/The_Long_Road_North/ eller se med herunder…)
Som en sirene der varsler orkan, brager tung synth i hovedet på lytteren, så snart der trykkes play i favorit-streamingklienten. “BRRWWAAAAAA”! “BRRWWAAAAAA”! “BRRWWAAAAAA MED MARCHTROMMER!” og så er vi i gang, fooor heeelveeedeee!!! Cult of Lunas skramlende guitarer klædt i crunch og rumklang spiller disharmonisk i baggrunden og Johannes Persson gutturale brøl flænser lydtapetet. Trommerne og de bragende synths bærer nummeret frem til man næsten taber pusten, hvorefter stormsirenerne slukkes. Cult of Luna anno 2022 er tungt, larmende, betrukket med tunge synths og masser af kantede guitarriffs svøbt i rumklang.
I vanlig stil kan du kigge langt efter nogen form for klassisk sangstruktur. Sangene bliver båret derhen, hvor vinterstormen tager dem. De stiger og falder i intensitet. Guitarer, bas og synths sidder allesammen prominent i mikset på en bund af percussion og trommer, og skaber et lydbillede, hvor du aldrig helt får lov til at slappe af som lytter. Bandet fortsætter deres tendens med at have gæstevokalister med, som de startede ud med på den sublime “Mariner” med Julie Christmas og fortsatte på “The Raging River” med Mark Lanegan. På “The Long Road North” får vi besøg af Mariam Wallentins mørke, fløjlsbløde vokal i den dystre “Beyond I”. På den sublime “An Offering to the Wild” og “Beyond II” gæstes bandet af Colin Stetson, der supplerer lydbilledet med alt fra bas saxofon, tubax (ja, med x), fløjter og lyricon (en slags elektronisk blæse-instrument, IKKE en e-cigaret!).
“The Long Road North” er i sandhed en rejse mod nordens uvelkomne, kolde polarnat. Det er en rejse gennem vindomsuste bjerglandskaber og mørke skove, ned i dybe dale langs brusende floder, hvor vinden river i tøjet, mens sneen pisker mod de få pletter af bar hud i ansigtet og truer med at slibe dem rå og blodige, hvis den da ikke først giver dig frostbid.
Cult of Luna fortsætter den tilsyneladende evigt opadgående kurve med eminent sangskrivning og et genredefinerende lydbillede, der smelter doom, sludge, hardcore og post-metal sammen til noget helt unikt. Intet band lyder som Cult of Luna, og intet band overgår dem i denne genre.
5/5
1. Lifesick – Misanthropy
Lifesick er endnu et band på listen over bands, der er gået min næse forbi i de forgangne år… Ja, jeg kan jo for helvede ikke nå at lytte til det hele! Årets Spotify Wrapped beskriver min lytterprofil som “Beundreren: Når du elsker en kunstner, er det ægte kærlighed. Du er hurtigt med på nye udgivelser og lytter til dine yndlingsnumre igen og igen”. Det passer sgu meget godt på mig. Jeg lytter så intenst til de albums (!) jeg forelsker mig i, at jeg nogle gange overser andre albums. Sådan må det være.
Lifesick fra Fredericia sneg sig ind på to pladser i min Spotify Wrapped top 5 over favoritsange, og “Wolf Among Rats” var åbenbart min favoritsang i 2022 – altså det nummer jeg har lyttet flest gange til i de 20.426 minutter jeg har lyttet til musik (på Spotify) i indeværende år. Jeg håber ikke, at bandet fyrer alle Spotify-kronerne af på én gang!
Nå, men Lifesick altså. For helvede! Den musikalske ækvivalent til at få et fadølsglas i nakken i moshpitten og blive crowdkilled med karatespark fra en sikkerhedssko lige i ansigtet, så snart du kommer på benene. Bandet udgav deres tredje album, “Misanthropy”, i februar, og så snart anmeldereksemplaret ramte indbakken, skyndte vores allesammens yndlings-Peter Sandvig at dibse pladen til anmeldelse. Uden at overdrive, så var han ret vild med pladen og belønnede den med 9/10 på vores gamle skala. Vores allesammens yndlings-Kasper Fladmose var hurtig til at melde sig under Lifesicks faner, og så kunne jeg ligesom godt fornemme, hvor det bar henad.
Jeg var ligesom nødt til at høre den fucking plade, som de himlede sådan over. Og DER blev jeg karatesparket i ansigtet. Endda i mit eget hjem! For hvad blev jeg mødt med? Sindssyg feedback, dissonans, breakdowns, en pisse vred frontmand og mere motorsav end Baests samlede bagkatalog. Og så var det fucking hardcore dyppet i motorsav og rullet i mere motorsav. Nails møder Power Trip, de knalder og får en grim, grim baby med et indædt had til hele menneskeheden. Pladen er produceret af Jacob Bredahl og han har indfanget bandets livelyd til perfektion. For helvede, hvis den her plade ikke giver dig lyst til at smadre ét eller andet (eller nogen), så må du høre den igen.
For helvede, Lifesick! Bandet kyler riffs, breakdowns og hylende guitarer efter dig. Trommerne smælder som et artilleribombardement og bassen pumper løs, alt imens Simon Shoshan brækker sig lyrisk over menneskeheden.
Og er du gal, Lifesick har haft et kongeår! Koncerter i ind- og udland, support for nogle af de helt store navne inden for den metalliske hardcore; END og Knocked Loose (nogle af mine personlige favoritter), koncert på Copenhell, masser af gigs med CABAL, Rot Away, etc. Jeg var så heldig at se dem varme op for END på Stengade sammen med Rot Away og rive Posten midt over til HXC over HCA sammen med Rot Away, Nyt Liv, Nexø og Mite.
Jeg er spændt på at se, hvad 2023 bringer for Lifesick, og jeg er spændt på hvordan fanden de har tænkt sig at følge den her plade op. Lifesick bliver helt sikkert ét af de bands, jeg holder skarpt øje med fremover!
5/5
Runner ups:
Her får du en håndfuld plader, som imponerede mig i 2022, men som ikke kom helt i top.
Zeal & Ardor – Zeal & Ardor
Ha! Endnu en plade, der starter med tung synth. Jeg elsker det! Manuel Gagneux & Co. følger op på den hypede og velfortjent anmelderroste “Stranger Fruit” fra 2018 og den politisk indignerede EP, “Wake of a Nation” fra 2020, udgivet midt under George Floyd-protesterne, med tredje reelle album, der blot har fået samme titel som bandnavnet.
Zeal & Ardor holder stadig den moderne black metal-fane højt. Det er velproduceret og stramt spillet, utroligt varieret og ret aparte, nærmest shoegaze til tider. Væk er den store fokus på afro-amerikansk gospel og satanisk instigeret slave-oprør. Bandet blander i højere grad glitchy synths og ambiente passager med eksplosiv tremolo-picking, gutturale skrig og blast beats. Zeal & Ardor er måske mindre fokuserede på denne plade, end når de skriver ud fra et tema som ovennævnte slave-oprør, men de er ikke desto mindre stadig enormt relevante og interessante at lytte til.
Greg Puciato – Mirrorcell
Savner du The Dillinger Escape Plan og håbede du, at Greg Puciato kunne levere avantgarde-jazzet math core på egen hånd? Ja, så må jeg desværre skuffe dig. Derimod leverer han en plade, der er godt og grundigt funderet i 90’ernes grunge, med fokus på støjende, rå guitar riffs, gigantiske vokal-hooks og hans velkendte hæse, let vrælende vokal. Der er lidt Alice In Chains, der er lidt The Cure, der er rigtig meget Greg Puciato! Hvis hans vokal var et bærende element i Dillinger for dig, så skal du give denne plade et lyt.
Hen mod pladens midte serveres et hattrick af stærke numre med “No More Lives To Go”, “Never Wanted That” og “Lowered”, sidstnævnte med Code Orange’s Reba Meyers på gæstevokal og -guitar. Det er nærmest en ballade om ulykkelig kærlighed, og Reba har en overraskende god vokal! Det er virkelig et lækkert album, hvor der prøves rigtig mange ting af, og langt det meste af det lykkedes med manér!
Hexis – Aeternun
Hexis holder vist nok verdensrekorden for flest gigs spillet på et år, var der én der fortalte mig på et tidspunkt. Om det passer, ved jeg ikke, for det er ikke noget de praler med på deres hjemmeside, men alt andet lige, så har de spillet mere end 800 shows rundt i hele verden siden deres tilblivelse i 2010. Verdensrekord eller ej, så er de muligvis ét af de hårdest arbejdende bands i verden, især taget i betragtning, at de har dybe rødder i DIY-ånd og punk/hardcore-miljø.
Om de er hardcore black metal, blackened hardcore eller hardened blackcore er svært at sige, for hvad betyder genre egentlig i 2022? Hvorom alting er, så har bandet udgivet deres tredje fuldlængde-album, “Aeternum”. Det er en aldeles tungt-lydende plade. Tung guitar, bas og trommer, masser af drone, growls, blastbeats og ond, ond atmosfære. Hvis du vil have revet ansigtet af uden bedøvelse, så sæt den her plade på. Det er mørk og grim musik med tekster om nihilisme og anti-kristendom. Hil Satan!
ORM – Altet – Intet
Hvad kan jeg næsten skrive om ORMs seneste langspiller, “Altet – Intet”, som jeg ikke allerede har skrevet i min anmeldelse her på Radon? Det er 92 minutter kompromisløs black metal om livets faser, uden hensyntagen til om du bare lige skal høre lidt black, mens du lige folder vasketøj. Bestående af fire numre med en gennemsnitstid på 23 minutter, egner denne plade sig bedst til at give sig hen til musikken.
Tag hørebøffer på og gå en tur ud i det fri, mærk luften, kulden og regnen mens du bare går (ja, du kan vel reelt set også høre den i solskinsvejr), eller sæt dig i sofaen og lad dig rive med flodens strøm. Jeg gav den her plade 5/5, og det er stadig gældende. Den er udelukkende ikke i min top 5, fordi black metal ikke er den genre, jeg hører mest af til hverdag.
The Callous Daoboys – Celebrity Therapist
Savner du også The Dillinger Escape Plan? Savner du Greg Puciatos vokal, de kaotiske mathcore trommer, de avantgarde-jazzede guitar riffs, de vanvittige tempi, der kan fremprovokere epileptiske anfald? Har du nogensinde undret dig over, hvordan The Dillinger Escape Plan ville lyde tilsat violin og kvindelige backing vokaler, alt sammen tilsat millennial-sensibilitet og selvhad?
Tillykke! Du er kommet til det rette sted. The Callous Daoboys (et morsomt ordspil på The Dallas Cowboys) er muligvis nok snart trætte af at blive sammenlignet med The Dillinger Escape Plan, men når man rammer et niveau af uncanny valley, som denne oktet gør, så slipper man nok ikke for referencen lige med det samme. “Celebrity Therapist” er en hektisk lytteoplevelse, der blandet momenter af pop-sensibilitet med kaos. Der er elementer af ETID, Dillinger, Converge, mm., blandet med Radiohead og The 1975. Måske én af årets mest interessante udgivelser? Hvis du er til kontrolleret kaos og inspireret sangskrivning, så giv pladen et lyt! Go Daoboys!
Om anmelderen
