Posted by Release: 31.10.2025
Label: Indisciplinarian
Anmelder-darlings
Hvis black metal-genren kan have anmelder-darlings, så er ORM genrens pendant til danske rock-koryfæer som Kira Skov, Lars H.U.G. og Steffen Brandt. I ved, “do no wrong”-kind of musicians. Bandet har siden den selvbetitlede debut i 2017 ikke kunnet træde forkert, og har været anmeldernes favoritter, når der skulle svinges med den helt store pen om black metal, og de dyre superlativer låst inde bag Plus-abonnementet på Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog skulle luftes.
Det var også svært at få armene ned, da bandet i 2022 udgav “Intet • Altet” – et halvanden time langt magnum opus om samhørighed mellem sjæl og land og floden som allegori for tidens ustoppelige strømning. “Intet • Altet” var et gribende lyt, der trods halvanden times spilletid fordelt over fire numre, var en udsøgt fornøjelse at lægge ører til. Albummet høstede topkarakterer nærmest overalt, og her på Radon var vi også svært begejstrede over den kraftpræstation, for hvilken vi kvitterede med 5 store fede stjerner.
Nu er ORM tilbage med et nyt album, “Guld”, og på denne plade dykker bandet ned i “det moderne menneskes selvdestruktive dyrkning af negative følelser – en forfængelig og manipuleret søgen efter perfektion og anerkendelse, der fører til frygt, isolation og undergang. Albummet benytter rammer inspireret af folkesagn og eventyr til at beskrive menneskelig forfængelighed, misundelse og selvbedrag som universelle kræfter, der gennem historien har hjemsøgt menneskets fortællinger. Guld bliver et symbol på både rigdom og forfald – et dragende, men forgiftet løfte, der aldrig kan indfries uden en høj pris”, som pressemeddelelsen skriver.
Min tolkning: Et Millennial-mareridt af selvkritik, skam og disintegration i jagten på likes og endorfin-rush tilsat blastbeats, tremolo-picking, skrig og akustiske guitarer.
En vild rutschebanetur
“Guld” indeholder fem numre og har en samlet spilletid på lige knap 44 minutter. Pressemeddelelsen slår fast, at albummet er et skridt hen i retning af “et mere riffbåret og aggressivt udtryk, uden at give afkald på de emotionelle og længselsfulde stemninger”, som de har høstet så meget anerkendelse på.
Pladen åbner hæsblæsende og aggressivt med “Af magt”. Ikke “Afmagt”. Mellemrummet er angiveligt med vilje, omend betydningen umiddelbart er tabt uden en dybere tekstanalyse. Bandet kaster om sig med hvirvlende riffs og skæve taktarter – et pejlemærke for resten af pladen, og vi er umiddelbart godt i gang. Knap to minutter inde tager bandet dog allerede favntag med dynamikken, og tempoet tvinges helt ned. Stemningen bygges op med crunchy guitar med lidt oktav-effekt, en langsom lead-guitar dybt i mixet og spoken word-lyrik, inden der bliver tonset videre igen.
De efterfølgende riffs leder tankerne hen på et af kerne-riffene fra “Intet • Altet”. Det er formentligt et intentionelt tie-in, men ikke desto mindre får man med det samme lyst til at genhøre forgængeren. De sidste to til tre minutter føles lidt langtrukne, da især outroriffet gentages i hvad der føles som en uendelighed. Albummets svageste nummer i min optik.
“Undfangen” følger efter, og her er tempoet sat væsentligt ned fra start af, og det melodiøse kommer lidt mere i fokus. Nummeret føles lidt lettere at trække vejret til, og stemningen læner sig kraftigt op ad det foregående album. Det her lyder mere som ORM, som jeg kan lide dem – bare i kortform.
“Rigdom” er pladens korteste nummer med kun omtrent seks minutters varighed, og åbner med en banger af et turbulent riff. Kadencen og den høje kvalitet af riffs holdes egentlig hele vejen igennem, og nummeret stikker op over gennemsnits-vandstanden, da vi skånes for “dy-na-mik-ken” fra åbneren.
“Udskammet” er pladens længste nummer med knap 13 minutters livslede og er fra starten en rutschebanetur af intensitetsniveauer. Bare inden for de første fire minutter trækkes lytteren igennem mindst lige så mange stemninger. Det lange dyk i dynamikken fra omkring treminutters-mærket og fire minutter frem føles som et call-back til de lange atmosfæriske passager på, igen, “Intet • Altet”, men rammer ikke helt samme følelsesmæssige punch. Nummeret begynder tillige at fade ud næsten halvandet minut inden sidste tone, som om bandet ikke rigtigt kunne finde ud af at afslutte nummeret.
“Martret” runder albummet af til lyden af en intro, der spilles baglæns, før nummeret eksploderer i en mur af trommer og riffs, der bevæger sig tonalt op og ned i et komplekst mønster. Nummeret er egentlig ret fedt, lige indtil der igen skal leges med dynamik omkring syvminutters-mærket. Her “forkæles” lytteren med en kort, lavt-mixet guitar-solo komplet med boomer-bends henover hvad der lyder som tremolo-pickede nylonstrenge på en akustisk guitar og en dobbeltpedal, der lyder som om den klasker mod en halvt tørret papmache-figur. Jeg hader mildest talt den her passage i nummeret. Det lyder så ømt. Beklager. Undskyld. Det føles sgu lidt som en ærgerlig måde at slutte pladen af på.
Guld eller pyrit?
Musik og tekst er skrevet af ORM med de to guitarister/vokalister Simon og Theis i førersædet på indspilning, produktion, mix, etc., og Brad Boatright fra Audiosiege Studio har stået for mastering. Det er som sådan ikke fordi pladen lyder markant anderledes end “Intet • Altet” eller tidligere udgivelser, men jeg synes alligevel, at der er truffet nogle iørefaldende (let trælse) valg i produktionen.
For at opnå klarhed i guitarlyden, er det et velkendt trick at skrue ned for mængden af distortion, men her føler jeg, at man har taget 5-10% for meget af. Black metal skal selvfølgelig lyde skraldet – god produktion er jo et tegn på, at man har solgt ud og indleveret sit trve kvlt medlemskort (mvdlvmskvrt?), men jeg savner alligevel ét eller andet udefinérbart, som forgængeren leverede. Jeg har både lyttet til albummet med in-ear høretelefoner, på et 2:1 højttalersæt og studiemonitors, og især på høretelefonerne generer det mig, når bandet enkelte steder panorerer en guitar hårdt ud i den ene side, samtidig med at al anden instrumentering falder væk. Det er som at blive momentant døv på det ene øre.
Det er måske unfair, at blive ved med at sammenligne “Guld” med “Intet • Altet”, når bandet bevidst forsøger at bevæge sig i en mindre storladen og konceptuel, mere fokuseret og aggressiv retning, men måske er det ikke det, jeg som lytter søger fra ORM? Og ja, jeg ved godt, og er enig i, at kunst dør, når man begynder at lefle for lytteren, men det er nu engang mine ører, der skal bedømme, om jeg kan lide det… Efter adskillige gennemlytninger føler jeg bare stadig ikke, at “Guld” indfrier forventningerne til et nyt ORM-album efter, ja, du er nok træt af at høre det… forgængeren. Pladen ville måske have ramt hårdere for mig, hvis de havde skåret yderligere ned for dynamikken og bare smadret igennem i 40 minutter i streg.
Om anmelderen
