Urkraft

Odense Metal Fest, fredag

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 13 minutter.

Odense Metal Fest 2022. En to-dages festival, som det meste af Odense har set frem til i mange måneder efterhånden. OMF var en festival hvor man kunne opleve navne som Maceration, Marduk, Mite, Terrorpy, Unleashed, Lik og en helvedes masse mere.

OMF fandt sted på Musikhuset Posten, og jeg havde fået fornøjelsen af både at anmelde og fotografere dagens udskejelser, hvilket jeg har gjort før, og sjovt nok også en aften hvor Terrorpy spillede.

Mite – En tidlig hammer i ansigtet

Dørene til årets Odense Metal Fest havde blot været åbne i knapt 15 minutter, før årets første hammer blev kastet i ansigtet på det allerede stærkt fremmødte publikum.

Mite
Fotograf Kasper Fladmose

Den berømte Odense-halvmåne blev hurtigt elimineret, takket være ikke mindst bassist og Radonmaskot Peter Sandvig, som med sine konstante indspark formåede at holde pulsen oppe på alle fremmødte. Dette gjorde han naturligvis ikke alene og forsanger Sebastian hoppede rundt som en Duracellkanin med et seriøst kokainmisbrug. Guitarist Ebbe og trommeslager Lasse skal også nævnes, for hold nu kæft hvor formår de at ramme nerven på hver eneste breakdown (og der er en del). Nu havde jeg selv ørepropper i, så min hørelse var på niveau med en gasset mink. Men hvad jeg har ladet mig fortælle af andre, så var der skruet en del ned for guitaren, hvilket naturligvis er en kæmpe skam.

Dette var tilsyneladende noget der gik igen på næsten alle dagens bands på Hellbox (den lille scene).

Archaic

Næste band var jeg enten for dum eller for fuld til at stave til.

Archaic
Fotograf Kasper Fladmose

Når jeg ikke skyder koncerter, skyder jeg en masse bryllupper. Og der har jeg oplevet coverbands med større potentiale end Archaic. Hvis man har hørt Slayers Reign in Blood og Morbid Angels Blessed Are The Sick, så har man også hørt Archaic.

Mellem forlydener om en røvhulsagtig optræden blandt andre bands før showstart, en showstart der bar kraftigt præg af at bandet vist aldrig nogensinde før har lavet line-check (det der lynhurtige lydprøve umiddelbart før en koncert), og lyden af coverband, så er der ikke meget positivt at sige herfra. Men hurtigt var det.

Anoxia

Så skulle den store scene endelig indvies på årets OMF. Og hvilken indvielse.

Fotograf Kasper Fladmose

Anoxia spiller klassisk heavy, som klassisk heavy skal lyde. Der er egentlig ikke vildt meget at sige, udover at Anoxia altid spiller røven ud af bukserne. Særligt forsanger Lars formår at få publikum med på både sang og headbanging. Klart en af årets fedeste koncerter.

Urkraft

Tilbage til Hellbox, og tilbage til onde breakdowns. Næste band var nemlig gendannede Urkraft.

Urkraft
Fotograf Kasper Fladmose

Urkraft er et ud af flere bands på årets festival, som jeg ikke var mega meget bekendt med på forhånd. Jeg har dog hørt en del Aborted, og det er ret tæt på Urkraft. Blot uden pitch shifting på vokalen og midipads.

Maceration

Kan man headline som det femte-sidste band på aftenen? Uanset svaret, så virkede det som om Maceration selv synes de headlinede. Maceration har et par udskiftninger i dagens lineup, hvilket man ellers ikke bemærkede på deres performance.

Maceration
Fotograf Kasper Fladmose

Undervejs i showet hæv de konferencier Sonja Rosenlund Ahl på scenen for at medvirke på et nummer. Dette vakte naturligvis stor jubel blandt alle de lokale metalhoveder, som kender Sonja fra dødsmetalbandet Arsenic Addict.

Som band havde Maceration dog ikke den store mobilitet på scenen, og flere gange undrede jeg mig over hvorfor de havde den store scene. Men så vendte jeg mig rundt og så på det ret imponerende fremmøde til deres koncert. Så gav det hele mere mening.

Maceration leverede, på trods af manglende bevægelse, et pisse tight og godt udført set.

Needless

Fart på og masser af maskulinitet. Det er min opsummering på det næste band der skulle slagte den lille scene. Det var nemlig Needless og de gjorde deres navn ære.

Fotograf Kasper Fladmose

De havde nemlig motherfucking ikke brug for nogen som helst. Højoktan hardcore med masser af thrash.

Fucking sejt, men måske også lidt for fucking sejt. Giver det mening?

Born From Pain

Apropos hardcore, så er det nu tid til hollandske Born From Pain på den store scene.

Kan man moshe mens man fotografere? Svaret er ja.

Born From Pain
Fotograf Kasper Fladmose

Ligesom med dagens første hc-band, Mite, så er der ikke rigtig nogen ting fra bandet at sætte en finger på, udover et set der gerne måtte vare dobbelt så lang tid. Mere hardcore til Odense, tak.

Note to self: Skru ned for chillien

Efter at have mættet sjælen godt med hardcore, var det mavens tur. Så lige inden de lokale dødsmetalhelte i Terrorpy, trak jeg ud til den foodtruck der var sat op ude i baggården. Det var asiatisk med særdeles stærk chilli.

Terrorpy

Som det er sædvanen med Terrorpy, så leverer de et show med både sublim teknik og humor i absolut verdensklasse.

Fotograf Kasper Fladmose

Trioen Terrorpy er garant for sublim teknik og humor der næsten er på niveau med musikken. Forsanger/bassist/verdensjovestemand Jonas er teknisk uovertruffen, mens Christoffer (Black Tritonus, Crown the Beast) har en trommeteknik der er på højde med de bedste herhjemme. Rune skal have ros, både for hans evner på en guitar (et instrument jeg ikke aner en skid om), mens bestemt også for evnen til at have den sejeste vindmølle fra koncertens start til koncertens slut.

Alt i alt, Terrorpy er dagens sejeste dødsmetal.

Unleashed

Så er det Unleashed. Forestil dig Testament, bare kedeligt.

Unleashed
Fotograf Kasper Fladmose

Aftenens sidste band er et af de større navne til at spille på den her festival, men de rammer ikke lige mig. Havde jeg forventet mere af dem? Det ved jeg ærlig talt ikke, men jeg er alligevel en anelse skufftet, da jeg går før koncerten er slut. Stemningen ved Unleashed er dog alligevel i top og alle er glade.

Og således sluttede den første dag på den første OMF nogensinde, og jeg kunne glad tage letbanen hjem.

Her følger galleriet fra dag 1 på OMF 2022.

Alle billeder er taget af Fotograf Kasper Fladmose og må ikke bruges af andre, uden at rette henvendelse først.

Om anmelderen