Posted by Fotograf på egne ben
Jeg er på egne ben denne mørke og brutale aften på Kansas City, da Peter er på kæreste-orlov. Og han er jo en sød fyr, så det forstår man godt. Specielt, når Peters kæreste er rigtig god til at rette vores mange grammatik- og stavefejl (Hej Anna!). Nå, nok om det.
Det startede en anelse akavet
Jeg ankommer til Kansas City godt tyve minutter før første band, Terrorpy, går på scenen. Jeg tror så, jeg ser Nikolai fra Dead Witch, som vi for nylig anmeldte her på Radon, stå ved et bord med nogle andre lokale metalhoveder. Så naturligvis gik jeg over og hilste på og sagde tak for sidst.
Sidst jeg så Nikolai var jeg nemlig rigtig, rigtig, rigtig fuld i tequila (rygterne vil vide, at jeg gik kold i Nords øvelokale og var halvnøgen). Nå. Kort historie lang; det var ikke Nikolai, men Julian der spiller trommer i det lokale dødsmetalband Castrensis. Men jeg har trods alt set Julian før, jeg skød nemlig promobilleder af Castrensis tilbage i 2010 i en parkeringskælder i Odense.
..og nu til musikken
Klokken en lille smule over 21:00 gik de lokale Terrorpy på scenen og selvom Kansas City ikke er fyldt noget nær til randen, er der alligevel fest fra starten af deres show, som starter med at forsanger/bassist Jonas kommer ind med tre flasker Tuborg i hånden. Ja. Kansas City serverer Tuborg og ikke Odense. Men fuck it, det er bajer. Satme.
Terrorpys sæt er rykket helt i front på scenen, da Thorium har placeret deres noget større trommesæt på podiet bagerst på scenen. Og Thoriums trommesæt har horn fra, hvad jeg tror er, Rudolfs bortadopterede bror monteret på rigget, så jeg tænker, de ligesom vandt den kamp.
Fee døø!
Terrorpy spiller god oldschool dødsmetal. Der er ikke så meget pis (faktisk ikke noget pis overhovedet), det er bare fee dø i bedste New Yorker-halv-svensker-stil. Der bliver ikke taget nogle gidsler, men delt verbalt sultan-smadder ud til aftenens tilhørere, som kvitterer med horn, headbanging og lejlighedsvis begyndende moshpits. Undertegnede måtte også lige gribe en øl og svinge det nærmest ikkeeksisterende hår hen mod slutningen af sættet.
Terrorpy slutter af med et højenergisk cover af Cannibal Corpse-nummeret “Stripped, Raped, and Strangled”, som får sat god varme i gulvbrædderne hos den gamle arbejdstøjsfabrik i Odense M.
Efter et yderst vellykket show, bliver der naturligvis skålet og krammet mellem publikum og band. Man er vel et lokalt band.
Terrorpy: 8/10
Thorium
Med førnævnte gevir monteret på trommesættet, samt kranie-engle med sorte vinger og selvlysende øjne, er stemningen ligesom lagt for de gamle gutter i Thorium.
Trommeslageren, der desuden også spiller i Red Warszawa, ligner som altid en, der kunne spise samtlige børn, der end måtte være tilstede til aftenenes koncert. Måske af samme årsag er der ikke børn tilstede. Men det er nok meget godt, da der bestemt ikke bliver sparet på de øl-inspirerede historier mellem sangene. Jeg ved ikke, om forsanger Michael Andersen har børn i konfirmationsalderen og om det måske var nerverne ved at holde taler, der gjorde det, men talerne er ikke en mangelvare denne aften under Thoriums sæt. Heldigvis fungerer det musikalske godt og når nu man har spillet dødsmetal siden 1997, så er det vel også okay lige et tage en puster engang imellem.
Tilbageholdende publikum og for meget røg
Om folk kun er kommet for Terrorpy, er ikke til at sige. Men under Thoriums sæt, er publikum en del mere tilbageholdende. Og diverse historier om forsanger Michaels gamle Volvo eller DieHard-tiden hjælper ikke rigtig på det. Men det er bestemt ikke spillelysten, der mangler hos Thorium. Med guitarister, der står en hel del ude på scenekanten og banker både svedige soloer og riffs af, er det svært ikke at bevæge nakken en lille smule. Desværre får røgkanonen lidt for frit løb, og flere gange er guitarist José helt dækket i røg, så meget at han ikke kan ses og det kan det meste af hans side af scenen heller ikke.
Spil den med Brødrene Løvehjerte!
– En overskrift, jeg aldrig havde troet, jeg skulle skrive.
Thorium udgav en ny single samme dag som koncerten. Singlen hedder “Tengil”, og er opkaldt efter skurken i Brødrene Løvehjerte. Den vækker stor begejstring hos publikum, der dog stadig synes at have meget svært ved at connecte med bandet, der mest af alt har deres egen fest på scenen.
Alt i alt har Thorium enorm stor spillelyst, når de altså ikke holder tale-pause, og fart og gejst er helt i vejret hele sættet igennem. Thorium slutter også med et cover. Denne gang er det amerikanske Deicide. Det kan publikum, og undertegnede, rigtig godt lide og moshpits skal til at begynde, da folk dog hurtigt opdager, at det åbenbart er sjovere at drikke øl.
Personligt er jeg dog lidt til begge ting (som man siger. Tøhø.).
Thorium: 6/10
Verdens længste pause
Tiden er kommet til det sidste sceneskift på aftenen. Nu skal mægtige Detest nemlig til at rive lortet helt fra hinanden.
Men først skal vi have en pause så lang, at jeg kunne have hørt den nye plade med Devin Townsend mindst tre gange.
Pausen går med at få slæbt hele Thoriums backline ud og sat Terrorpys trommesæt ind, som Detest har lånt i aftenens anledning. Derudover går pausen også med at få fikset nogle ret massive lydproblemer, der har været på anlægget hele aftenen.
I det mindste har Kansas City altid godt med kolde øl på hanerne og god musik i højtalerne. Jeg lagde især mærke til, at der blev spillet Suicide Silence med “You Only Live Once” (altså fra før tee-hee-pladen) og rigeligt med Pantera.
Detest
Fra gamle drenge i Thorium til endnu mere gamle drenge i Detest. Så skal der satme headbanges.
Efter verdens længste pause, går Detest endelig på scenen. Og død og helvede, et tempo der lægges ud med i nummeret “Thrill, Kill, Repeat”!
Ved du ikke, hvem Detest er, så forestil dig et kærlighedsbarn mellem det gode gamle At the Gates og Death. Og tilføj så lige 10% mere svensker.
Publikum er med fra første anslag og der bliver skrålet med, headbanget og drukket litervis af øl. Detest leverer en rigtig metalkoncert, og med en forsanger, der på fedeste vis også fyrer den ene guitarsolo af efter den anden, så er det allerede under første nummer nemt at lade Detest løbe med sejren. Denne afgørelse må I dog vente lidt med endnu.
Storform og øjeblikkelig headbanging
Detest udviser i sandhed storform og absurd stor spillelyst, hvor forsanger Lasse virkelig fortjener at blive nævnt. Med en ihærdighed, der næsten kun kan skyldtes ti Duracell-batterier direkte til næsen, får han hevet alle i salen med. At løbe maraton kan kun være barnemad for en mand med hans stamina.
Skal jeg endelig sige noget negativt, er det, at trommeslageren gerne må gøre mere liv af sig. Ikke at han ikke gør det pisse fucking godt, fordi det gør han satme. Det virker dog ret meget som en dag på kontoret, hvis man altså havde et ret intenst job med omkring 220 BPM.
Detest: 9/10
Find Detest på Spotify her: https://open.spotify.com/artist/73zjYCnHPk5vLByEMWOpS9?si=C8teRKF6TL6Ajc1Fk5Ry4A
/Kasper Fladmose
Se hele galleriet her:
Om anmelderen
