Posted by Release: 19. august 2022
Caveman battle doom
Britiske Conan har netop udgivet deres femte album med titlen “Evidence of Immortality”. Siden deres begyndelse i 2006 har de udgivet to EP’er, to split EP’er med Slomatics og Bongripper, tre live albums og nu fem studiealbums. Et pænt output over en 16-årig periode, må man sige.
Bandet består af eneste originale medlem, Jon Davis på vokal og guitar, samt bandets fjerde bassist, Chris Fielding, og fjerde trommeslager, Johnny King. Tilsammen spiller de en blanding af doom, stoner rock og sludge, men bandets stil bliver ofte kaldt “caveman battle doom”, og det tror jeg, at jeg kan forklare herunder.
Trukket skrigende ind i et sort hul
Albummet åbner med A Cleaved Head No Longer Plots, hvor guitar og bas skriger og feeder, inden trommerne kommer ind. Bandet tager sig god tid til at introducere deres lyd med tunge breakdowns og lange dronende akkorder. Bandet har ikke travlt. Det er doom, trods alt. Det er knusende tungt og slæbende i nummerets 10 minutters varighed. Conan stemmer helt ned i kælderen. Guitaren er i drop F og basser hænger på en oktav under. Bandets lyd er tung, knurrende og får alting til at skælve. Det er lyden af fuzz-pedaler ind i kæmpe forstærker-stacks, der har fået et sundt twist på volumeknappen. Hvis lyd havde tyngdekraft, må Conan føles som at blive suget skrigende ind i et sort hul, omend der er et stykke vej til Perseus-klyngens sorte hul, der med et B♭ er 57 oktaver under det midterste C på et klaver.
På pladens andet nummer, Levitation Hoax, giver genrebetegnelsen “caveman battle doom” pludseligt mening, da der åbnes med blastbeats og Jon Davis’ maniske vokal, der opildner tropperne til kamp. Nummeret kunne snildt agere underlægningsmusik til en episk kampscene i en film om mennesker og orker fanget i endeløs strid. Det er et nummer, der får pulsen op, hvilket er ganske uhørt inden for doom-genren, men jeg kan lide det.
Ritaul of Anonymity følger efter som pladens korteste nummer på kun tre og et halvt minut, og følger egentlig ret godt i kølvandet på Levitation Hoax’ energi. Tre og et halvt minuts doom har jo næsten potentiale til airplay i radioen, og nummer er da også catchy og leder tankerne hen på fx Motörheads “Ace of Spades”.
Slut med uptempo
På pladens anden halvdel er det slut med uptempo. Du kan også godt glemme idéen om at blive spillet i radioen. Nu skal den virkelig slæbes hjem, og slæbt hjem bliver den da også i den grad. Equilibrium Of Mankind starter i næsten samme langsomme tempo som albumåbneren og holder den kørende i otte minutter med et let vuggende ¾ feel. Righteous Alliance afbøder den monotoni, som i min optik nogle gange godt kan plage doom-genren, med et lækkert dissonant og dystert riff, uventede akkordskift og nogle interessant fills på trommerne. Halvvejs inde brydes det op af feedback, dronende flader og filter sweeps, inden bandet kommer ind igen med en forbavsende nærmest optimistisk-lydende akkordprogression midt i al undergangen.
Albummet slutter med den fjorten og et halvt minut lange Grief Sequence, der introduceres med feedback og synths leveret med hjælp af bandets tidligere bassist og synth-pilot, Dave Perry. Nummeret er det mest melodisk storladne vi har hørt endnu på albummet, og du kan næsten mærke Dødens kolde ånde i dit ansigt, inden du ånder ud og manden med leen tager din sjæl. Nummerets har et svævende motiv over sig, som vækker tanker om sjælens rejse, hvor end den skal, om det er op eller ned eller ud i intetheden. Henimod slutningen forvanskes lydbilledet af heftigt pitch-modulering og man får en følelse af, at sjælens rejse er nået til vejs ende. Ligesom albummet. Grief Sequence er en allerhelvedes solid albumlukker ovenpå 35 minutters knusende tung doom.
Konklusion
Evidence of Immortality er rigtig god doom. Selvom om numrene er lange, og gentagelser og drone er en del af genrens grundpiller, så har Conan alligevel formået at komponere et album, hvor numrene ikke smelter sammen i uendeligt langsomme blues-lydende akkordprogressioner og endeløse mængder fuzz. Det er forfriskende, for ærligt talt er jeg kørt lidt træt i doom. Conan har formået at overbevise mig om, at genren stadig er interessant.
Af en trio at være, lyder Conan gigantisk. Som et doom-band skal. Produktionen er solid. Som lytter er man ikke i tvivl om hvor guitaren slipper de dybe frekvenser og hvor bassen tager over, og hvis du har anlægget til det, bør du nok holde øje med, om dine bøger bliver stående i reolen. Det er en fed lytteoplevelse. Især Grief Sequence og Levitation Hoax stikker ud som de mest interessante numre på pladen, men resten af numrene er ligeledes solide og indeholder alle elementer, der bryder den monotoni, som jeg ofte synes plager doom-albums.
Om anmelderen
