Arsenic Addict – Deviant Perception of Death

Arsenic Addict – Deviant Perception of Death
Du kan læse dette indlæg på 4 minutter.

Dødsmetal. Færdig.

Arsenic Addict spiller dødsmetal. Så kort kan det siges. En brutal, nasty og tung udgave af dødsmetal, men dødsmetal ikke desto mindre.

Nu er tiden snart ved at være kommet til, at de skal udgive deres debutalbum, som hedder “Deviant Perception of Death” og Radon Metal Magazine er så heldige at have fået fingrene i pladen før alle jer andre.

Vi starter hårdt op

Pladen starter ud som død og helvede med “Mark my victim”, og hold nu kæft, der er fart over feltet. Vi er ikke engang ét minut inde i sangen, før vi får blastbeats samt ondskabsfulde guitarharmonier smidt lige i fjæset.

Der er en lækker variation af riffs og feels i nummeret, som giver en følelse af uforudsigelighed.

Vi får ikke lov til at trække vejret særlig meget, før vi er ovre i “Reborn in psychotic rage” – og død og helvede, det er hurtig dobbeltpedal alligevel. Trommeslager Lasse Hansen er enormt sikker i sine grooves og blastbeats. Man sidder aldrig med en følelse af, at han kæmper med sine stykker, men de bliver derimod leveret med knivskarp præcision.

Bassen lægger en god solid bund, som bare ikke er til at skyde igennem. Der er en fucking mærkelig sample inden soloen, men det giver altså bare et rigtig fedt afbræk, inden vi bliver forkælet med en LÆKKER solo.

Jeg er som sådan ikke særlig meget til soloer fordi jeg tit synes, de ender med at overtage for meget af sangen og det kan føles som om sangen er skrevet op omkring soloen, men her fungerer det fedt. Den laver lige en “heeeere’s Johnny!” og gør sig bemærket, inden det går videre med tonserriffs, headbanging og generel rar ødelæggelse.

Nu skal det ikke være blastbeats det hele

“Siren” er et liidt mere “langsomt” nummer med en hel del mere groove, kombineret med en masse lækre fraseringer fra vokalen. Og så er det her, Arsenic Addict går hen og bliver helt sentimentale. En lille følsom sjæler bliver smidt ind i sangen, komplet med akustisk guitar og keyboard, der danser hen over lydsporet – indtil soloen sparker ind. Soloen er fed, men dyrk lige det riff, der ligger under den – DAYUUUUM, det er tæskefedt. Nok mit favoritriff på pladen indtil videre.

Vi får lige lov at blive forkælet lidt mere af den akustiske guitar og keyboardet, inden sangen toner ud. Mums filibaba!

Den sindssyge familie med følelser

Endnu en gang får vi en stemningsfuld intro til “Family on the Insane”. Her viser Arsenic Addict endnu en gang, at de da bestemt også kan sørge for noget stemning og ikke bare er død og helvede over hele linjen.

Henimod slutningen bliver det rigtig fedt med stemningsfuld guitar og tunge riffs, kombineret med growl.

Rent sangmæssigt er “The Chamber” i min optik nok den svageste sang på pladen. I forhold til hvor stærkt, de andre numre på pladen skinner igennem, kan jeg godt undre mig lidt over, at den blev udråbt som første udspil fra pladen.

Jeg har svært ved at sætte en finger på, hvad det er der “generer” mig ved nummeret, for egentlig er der flere af sangens riffs, jeg godt kan lide uafhængigt af hinanden, men sammensat fanger det mig bare ikke rigtig på samme måde, som mange af de andre sange på pladen gør. Omkvædet er nok det, jeg bryder mig mindst om. Det virker ikke særlig stærkt og bliver desværre bare ikke så kraftfuldt, som man gerne ville have.

Rå lyd og fed indspilning.

Pladen er indspillet af bandet selv, med undtagelse af trommerne som er indspillet af Jesper Somerby (Molten Rock Productions), men bærer bestemt intet præg af “hjemmestudie” i den forstand. Det hele skærer godt igennem og mix/masteringen af Lasse Ballade (Ballade Studios) giver det hele et lækkert punch. En gennemgående fed lyd, der passer rigtig godt til den stil Arsenic Addict lægger for dagen. Et af mine problemer, når det kommer til den mere ekstreme del af metallen, er, at det som oftest er meget enten/eller – enten lyder det, som om det er optaget med en kartoffel, eller så er det hele så perfekt og poleret, at man ikke tror på, det er mennesker, der spiller. Her rammer Arsenic Addict en fed middelvej – det er et råt udtryk, men den menneskelige feel er bestemt ikke tabt.

De absolutte højdepunkter.

Forsanger Sonja Rosenlund Ahl står som en af de mest skinnende stjerner på pladen. Hun giver den max pedal med ondskabsfuld vokal, der rammer både de dyyyybe growls gemt i mellemgulvets dybeste regioner til høje, næsten gammel black metal-rusten-savklinge-kat-der-får-hevet-halen-baglæns-ud-af-kroppen skrig. Det er fantastisk med en forsanger, der bare kan sit kram, er selvsikker og leverer varen hver eneste gang. Det er fucking godt for at sige det kort. Der er habilt af helvede til og samtidig hørbart – så dechifrerbart som dødsmetalvokal nu engang kan være.

Guitarerne er også særligt nævneværdige. Lyden er fed og riffsne er onde. Soloerne er lækkert placeret i sangene, og bliver aldrig længere end de skal. Der er ikke noget guitar-onani over det, det er slet og ret fedt, så længe det varer og så er det tilbage til sangene. Det er superlækkert og fedt at høre!

Arsenic Addict er klart værd at følge, især live skinner de virkelig igennem. De deltager i årets Wacken Metal Battle og er ligeledes blevet offentliggjort som repræsentanter for død og ødelæggelse til Pure Festival på Kansas City Odense, hvor vi her på redaktionen anbefaler alle, der har mulighed for at komme at se dem, at se dem – for de er pissefede live.

“Deviant Perception of Death” udkommer engang i dette forår (der er ikke fastsat nogen officiel releasedato endnu), så hold godt øje, for det bliver tungt. Rigtig tungt!

8/10

 – Peter Sandvig

Arsenic Addict - Deviant Perception of Death

8

Samlet dom

8.0/10

Skriv et svar