Posted by “Ad Astra”, er pladens titel. Det passer meget godt på mine forældres første bil.
Men nok om det, nu er der metalcore.
Release: 10. februar 2023
Melodisk skovl i ansigtet
Og således er vi igang med den nye plade fra Ribes største eksportvare siden storken; Aphyxion.
På pladens første nummer, Roll The Dice, går der ikke længe før den første screamvokal kommer på og musikken går i halv-tempo. Med andre ord, metalcorebreakdown incoming.
Det tunge tempo fortsætter ud på de næste par numre, hvor særligt Memory Trace har en ret moderne lyd. Man skulle næsten tro at drengene fra Ribe har lyttet til det tidlige Linkin Park og i Prevail. Dette skal dog bestemt ikke holdes imod dem, for hold nu Nicolaj Jacobsen, hvor slutter Memory Trace med tunge nosser i ansigtet.
Prominent feature
Aphyxion er en del af Prime. Og hvis man kender lidt til netop Prime, så ved man også hvem Siamese er. Disse to bands har slået pjalterne sammen i forsøger på at skabe en sang 99% bestående af dissonante breakdowns. En mission der iøvrigt er lykkedes ret godt.
Men før du straks frygter at Ad Astra er en plade bestående af fesne Slaughter To Prevail-breakdowns og en Alex Terrible på coke, så bare rolig. Der er massevis af melodi og, i mine øre, halvkedelig clean-vokal og rock-abc instrumentalt. Sagt på en anden måde, pladen har både breakdowns og melodi. Alt det en god gennemsnitlig metalcoreplade skal have.
Salsaskoene spændt fast
Da nummeret Heavy Shadows kom på her, regnede jeg egentlig ikke med noget særligt. Men så kom der lige pludselig et par proggy beatdowns der gik lige i mit hc-hjerte. Jeg var helt motherfucking nede med det og danskeskoene var spændt. Men så, lige så brat som det begyndte, lige så brat stoppede det og tilbage kom cleanvokalen.
Det samme gjorde sig egenlig gældende på det efterfølgende nummer, Out of Breath.
Aphyxion skal have alt mulig credit for at eksperimentere med en proggy og mere aggressiv lyd. De skal, synes jeg, bare holde fat i den. Men okay, jeg er fra Odense og i Odense kan vi kun lide dødsmetal og halvmåner.
Fra dødsmetal til kassecore
Aphyxion har taget et stilskifte fra dødsmetalinspireret metalcore til mere moderne metalcore. I hvert fald hvis man skal tro den promo vi har fået tilsendt fra Prime. At jeg aldrig har forbundet Aphyxion med død, er nok bare fordi jeg fortrækker min død uden clean (med mindre du hedder Travis og er forsanger i Cattle). Men nok om det. Aphyxion spiller melodisk metalcore, og intet galt med det. Det er bare ikke min smag og selvom pladen har flere rigtig fede momenter, så lyder det meste af pladen som alle andre aktuelle metalcorebands.
Aphyxion – Ad Astra
Konklusion
Pladens to sidste numre, Fade To Black samt Not Gonna Make It, er meget passende for hvordan jeg oplever musikken på Ad Astra. Den meget populære moderne metalcore/computerlyd, samt melodiske cleans, gør nok mest af alt at jeg hurtigt glemmer pladen igen, når anmeldelsen her er færdig.
Jeg ville ønske at jeg kunne give den højere karakter, for jeg har fandme respekt for et band der stiller op på en folkeskole med metalmusik. Men med en plade der mest af alt har fokus på seje sangtitler og TikTok-venlige omkvæd, så ender vi altså på 3/5.
Egentlig var jeg klar til 2/5, men den aggressive og proggy lyd på Heavy Shadows og Out of Breath, får lige banket den en ekstra karakter op.
I det mindste lyder pladen bedre end mine forældres Opel Astra efter den tabte lydpotten.
Om anmelderen
