Alkymist – Sanctuary

Alkymist – Sanctuary
Du kan læse dette indlæg på 3 minutter.

Det andet album fra danske doom-progressive-metallere Alkymist, der går under titlen Sanctuary, udkommer den 1. maj i år og vi har derfor fået det tilsendt fra Indisciplinarian Records, tak for det!

Pisse fedt på Roskilde

Mit personlige kendskab til Alkymist stammer fra sidste års Roskilde Festival hvor de spillede på Rising-scenen under opvarmningsdagene. Desværre var det i fuld solskin, så meget af den stemning der ellers kan være til så stor en fordel for doom, forsvandt desværre lidt. Men jeg kan huske at stå og tænke at det nok var i omegnen af det tungeste musik nogensinde og at vokalen var rigtig fed. Så jeg håber i skrivende stund at Alkymist kan indfri mine forventninger fra sidste års koncert.

Tungt og sejt

Pladen lægger ud med nummeret Oethon (hvordan fanden udtaler man lige det ord?) og jeg bliver straks kastet tilbage til førnævnte koncert. Hold nu kæft hvor er det tungt, og hvor er vokalen sej. Jeg elsker at det ikke kun er dødsgrowl hele vejen igennem, men at man får forskellige takes på vokalarbejdet, samt et varieret nummer, hvilket er nødvendigt når vi er oppe på de 7 minutter.

Lyden er klar, men stadigvæk dejlig beskidt. Det er fedt, når et band formår at ramme det spektrum hvor det er klart og tydeligt hvad der foregår, men hvor det ikke virker poleret,

Især vokalen er fantastisk på pladen. Forsanger Peter Bjørneg formår at skabe en stemning med sine forskellige vokalstile. Det gør at numrene altid er interessante at lytte til, og at man ikke bliver træt af at lytte på den efter to numre. Det er en fucking fed blanding af hvad der kan minde lidt om clean sang, en næsten messende dyb snak og helt til ond fucking growl. Super alsidig vokal, der gør mig glad helt ud i min sorte sjæl (hil satan).

Godt varieret album og god helhedsoplevelse

Vi bliver et par gange i løbet af albummet ført fra den ene verden til den anden af et par velkomponerede korte numre. Det bidrager meget til den helhedsoplevelse man får af at lytte til hele pladen på én gang. 

Desolated Sky viser hvor fucking fede Alkymist bare er. Langsom opbyggende, tung, ond, fucking fed og til stadighed varieret. De skifter mellem adskillige stemninger, og de gør det godt. 

Alkymist formår at være enormt stemningsskabende. Deres sans for dynamik i musik er helt fantastisk. Mange doombands kommer rigtig tit til at hænge fast i den samme rille, hvor de bare mediterer derudaf i alt for lang tid. Alkymist, derimod, sørger for numrene er varierede, og at der er adskillige små detaljer og skift i hver enkelt nummer som fører lytteren ud på mange rejser i løbet af albummet.

Alkymist

Ambitiøse Almymist

Det er fantastisk at opleve et band der er så ambitiøse som Alkymist. Alene det at udgive et fuldlængde album er i disse dage et sats da gennemsnitslytterens opmærksomhedsevne knapt strækker sig over et enkelt nummer, og så kan det være udfordrende at høre Alkymist når der er to sange på pladen der er godt på vej mod de 10 minutter. 

Jeg håber at rigtig mange folk får øjnene op for Alkymist, for de har vanvittig meget at byde på i metallens store verden og jeg håber de kommer rigtig meget ud at spille på de danske spillesteder, for de fortjener et dedikeret publikum.

Der er ærlig talt ikke så meget at kritisere på denne plade. Synes jeg at hi-hat og ride-bækken er for højt i mixet i forhold til andre bækkener? Ja, det gør jeg måske, men det er jo i bund og grund pisseligegyldigt fordi det alt i alt bare er en vanvittig fed, gennemført plade hvor der er tænkt på alt.

9.5

-Peter Sandvig

Følg Alkymist på Facebook her

Alkymist - Sanctuary

0.00
9.5

Alkymist - Sanctuary

9.5/10

Skriv et svar