Fredag den 26/4 var Radon mødt op på Posten, Odense for at overvære den første indledende runde af dette års Wacken Metal Battle med Arsenic Addict, Polars Collide, Molok og Verdande.
For første gang tog vi et lille actionkamera med til koncert. Den video kan du se her:
[youtube v=”SPsx2v3P4J4″]
Tidlig opvarmning
Den odenseanske Metal Mekka havde arrangeret fredagsbar forinden, hvilket garanterede billige øl og hegn over anlægget leveret af ingen ringere end The Druid.
Da vi endnu ikke er nået dertil, hvor vi tjener de store millioner på dette ellers verdensomspændende medieimperium, gjorde vores menneske-arbejde, at vi først kunne deltage i fredagsbaren den sidste halve time. Men det var en fed halv time, så gør det igen! Der skal sgu noget miljø til, og det er fedt at have et sted, hvor man kan mødes før en koncert og snakke om løst og fast.
Så starter vi – næsten!
Klokken 1905 bliver vi informeret om, at det hele skal til at gå i gang. Og det går da også i gang. Med en film.
Der bliver vist en film, der hædrer de tidligere vindere, og får folk i en stemning, der kan give antydninger om, at det betyder noget mere end “bare” en koncert.
SÅ starter vi!
Derefter bliver aftenens første band introduceret – Arsenic Addict.
De går sikkert på scenen og fuck, hvor er de altså bare seje. Vi har haft fornøjelsen af at anmelde deres kommende debutalbum, så vi ved, at musikken er fed.
Forsanger Sonja Rosenlund Ahl er simpelthen så badass på en scene. Hendes snak mellem numrene bliver mødt af bifald, på trods af, at det som regel omhandler at skulle dræbe publikum.
Arsenic Addict gør deres til at dræbe publikum. Der bliver headbanget oppe foran scenen og stemningen er høj fra starten af. Det er altid et utaknemmeligt job at skulle åbne ballet, men folk er sgu klar fra starten og niveauet bliver lagt højt fra starten af, og de andre bands får noget at leve op til.
Arsenic Addict: 7.5
Følg Arsenic Addict på facebook her: https://www.facebook.com/ArsenicAddict/
Polars Collide
Næste band på scenen efter 15 minutters sceneskift er Polars Collide.
De giver den fandme gas fra starten, hold nu kæft et højt energiniveau. Forsangeren brillerer ved at være ved at slå hovedet op i loftet på den relativt lave scene flere gange, kombineret med at have de største overarme jeg længe har set.
Musikken er stilsikker og de virker godt sammenspillet alle sammen.
Dog skal det nævnes, at bassisten ikke gør noget væsen ud af sig selv, overhovedet. Det er sgu lidt ærgerligt, for han spiller faktisk tæskefedt.
Det er lidt sjovt at gå fra Arsenic Addict, hvor bassist Brian Bentzen ofte er så langt fremme på scenen, at man bliver bange for, at han snart ryger ud over den, til Polars Collide med en bassist der står og bliver et med bagtæppet.
Men der bliver givet fuld pedal og Polars Collide er sgu seje, de får gang i aftenens første moshpit, som denne anmelder gladelig hopper med i til en svingom.
Polars Collide: 7
Følg Polars Collide på Spotify her
Molok
Tredje, og næstsidste, band er Molok
Lyden er for første gang i aften dårlig. Hvad det er, der er sket, ved jeg ikke, men stortrommen buldrer så meget derudaf, at hvis man stiller sin øl på scenekanten, så bevæger den sig simpelthen af sig selv. Vores fotograf og jeg selv havde lidt morskab ved at sætte hver vores øl på scenekanten og så afholde et lille kapløb om, hvem der først kom helt ud til kanten.
Men Molok giver den gas, og forsangeren ruller rundt på scenen i en eller anden form for trance.
De fanger sgu ikke mig, og jeg ender med at gå ud til aftenens første toiletpause.
Deres halve time kommer til at føles lang. Musikken, synes at jeg egentlig, er fed nok, men forsangeren er godt nok lige en tand for meget til mig. Jeg er helt med på det at “leve sig ind i musikken”, men det kommer til at fremstå lidt fjollet.
Som kronen på værket kommer der, som afslutning, en lille art spoken word / poetry slam / vrøvlen og jeg står helt af. Jeg er nu officielt forvirret.
Bandet kæmper en brav kamp, og det skal de sgu have respekt for.
Molok: 6
Følg Molok på Facebook her: https://www.facebook.com/MolokDk
Verdande
Sidste band i konkurrence-delen af aftenen er Verdande.
Verdande giver den max gas. Hold nu kæft en energi. Forsangeren er karismatisk og er på fra starten af – han spørger meget køligt, rimelig hurtigt inde i settet, om publikum er klar på et breakdown, og så bliver der brækket mure ned og chugget til den store guldmedalje.
De er pisse dygtige musikere og det skinner tydeligt igennem, når man ser dem spille, men det bliver ikke sådan “se på os”, tværtimod viser de enormt meget overskud, når de står og spiller.
Forsangeren er sgu en sej gut, og han virker som en naturlig frontmand og det er sgu lækkert at se en så selvsikker forsanger.
Jeg glæder mig til at kunne se Verdande spille et længere set en dag, hvor der er lidt større mulighed for at bygge settet lidt mere dynamisk op. Det er rimelig meget et “powerset”, de fyrer af, og det virker lige svært nok for alle medlemmer at holde det høje energiniveau hele vejen igennem.
Verdande: 8.5
Og vinderen blev – væk?
Helt præcist, hvordan det fungerer med at finde en vinder, har jeg ærlig talt ikke sat mig særlig meget ind i, men der er vist en jury bestående af nogle kloge hoveder, der snakker sammen og så peger på det band, de mener, har været særligt fede.
Denne aften blev det Molok, der var “aftenens bedste”. En beslutning vi på Radon måske ikke var super enige i, men det hele er jo subjektivt, så det er som sådan helt i orden.
Noget der så ikke er i orden er, at ingen af bandmedlemmerne var til stede til lige at hoppe op på scenen og sige “tak” eller noget. Aftenens konferencier fik nævnt, at det var en ret antiklimaktisk slutning, hvilket må siges at være en underdrivelse. Det var en ret flad måde at slutte en ellers rigtig fed aften på.
Vi glæder os til at følge de forskellige bands og håber på at høre en masse fede udgivelser i den nærmeste fremtid. Det bliver spændende at se hvem der vinder konkurrencen, for der er rigtig mange fede bands med.
– Peter Sandvig.
Se galleriet her, som også inkluderer billeder af 2016s WOA-vindere Sunless Dawn: