Posted by Release: 18.11.2022
Til fans af: Mnemic, Sybreed, Fear Factory, Meshuggah
“Du havde sgu ret. Det er pisse fedt!”
Det danske industrial metalcore-band, The Interbeing, er tilbage med deres tredje album, Icon of the Hopeless, og bandet har denne gang formået at korte ventetiden mellem albums af med et års tid.
Ok, det kræver måske lidt forhistorie… I 2011 arbejdede jeg i en pladebutik. I pladebutikkerne fik man i de gode gamle dage, inden streamingtjenesterne ødelagde det hele (jeg sværger, at jeg ellers normalt ikke er sådan en #boomer!) tilsendt samplere og promoalbums fra pladeselskaberne, så man kunne få en forsmag på kommende single- og album-nyheder. Chefen og jeg stod en dag i baglokalet og pakkede varer ud, og heriblandt var en håndfuld promoer fra et pladeselskab. Vi kiggede dem igennem, chefen tog én til sig selv og stak mig en anden med ordene, “Den her ligner noget for dig!”. “Okay?”, tænkte jeg. Jeg havde aldrig hørt om bandet, men jeg tog den med hjem og efter lidt tid fik jeg lyttet til den. Jeg blev blæst bagover.
Bandet hed The Interbeing, pladen hed Edge of the Obscure og lyden var tung og aggressiv med en meget produceret lyd, tighte guitarriffs og masser af stemningsskabende synths. Og så havde bandet en forsanger med en helt utrolig vokalmæssig spændvidde. Jeg var fan fra det øjeblik. Jeg gik tilbage til chefen og aflagde rapport: “Du havde sgu ret. Det er pisse fedt!” tror jeg ordene var.
Men album nr. 2 lod vente på sig. Næsten fire år gik der, inden bandet kom med den første lille teaser i form af en Kickstarter-kampagne for at finansiere opfølgeren. Jeg sprang ombord med det samme, og så gik det stærkt med at vente, indtil albummet dukkede op i posten i juli 2017, næsten seks år efter det første album. Among the Amorphous videreførte bandets lyd og tekstunivers omhandlede karakteren “The Interbeing” og dennes strid med “skaberne”.
Prikker til flugt-reaktionen
“Kun” fem år efter to’eren lander album nr. 3, Icon of the Hopeless, som endnu engang fortsætter bandets lyd og tekstunivers. Albummet åbner med den benhårde og bundsolide Perplexion, der kaster lytteren direkte ud i bandets velkendte lydunivers. Galoperende trommer og pumpende riffs med en svulstig men kontrolleret bund af bas. Det hele er klædt i synth-flader, som skaber et futuristisk lydlandskab, der giver lytteren en trykkende og jagende fornemmelse, der prikker sagte til flugt-reaktionen.
Der er en bevidst fremdrift i numrene, bedst beskrevet på engelsk med “haste” og “urgency”, da de danske pendanter “hastværk” og “haster” ikke helt slår til. Musikalsk set føles det som at være vidende om en nært forestående ulykke, og bevidst modstå viljen til at stikke af. Men der er også opløftende elementer og en følelse af håb. Bandet gør meget brug af at skifte toneart mellem fx vers og omkvæd, hvilket til tider føles som en glemt egenskab hos andre bands, der tonser rundt i den samme grundtone et helt album igennem. Enkelte steder kammer det næsten over, som i fx Black Halo, der skifter markant mellem netop vers og omkvæd, men det holder alligevel, for vokalerne (forsanger Dara Toibin suppleres af guitarist Andreas Bjerno, mens den anden guitarist, Boas Segel håndterer synths/programmering) lægger sig hen over det hele og løfter det op på et nyt niveau.
På blot 35 minutter tager bandet os igennem ni numre (den 48 sekunder lange intro ikke medregnet), der demonstrerer stor fokus på komposition og melodi, men hvor bandet også demonstrerer aggressivitet og teknisk overskud. Jeg synes især, at numre som Perplexion, Lies of Descent og Synthetic Bloodline er et lyt værd.
The Interbeing – Icon of the Hopeless
Konklusion
Icon of the Hopeless er et album, der udfordrer mig som fan. Sangskrivning er et my skarpere end forgængeren. Produktionen føles både mere levende og punchy på samme tid. Hvor forgængeren føltes lidt klaustrofobisk, lyder Icon of the Hopeless bare lige lidt mere lækkert og opfordrer fandme til at skrue op – som om der er nogle frekvensområder, der lige har fået lidt mere plads denne gang.
Samtidig synes jeg, at albummet er for kort. Debuten var 55 minutter lang, hvilket er lidt langt, når man lytter til et band med en så skarpt defineret lyd som The Interbeing. Toeren var 45 minutter lang, hvilket føltes ret godt, men med blot 35 minutters spilletid sidder man tilbage med følelsen af, at man godt lige kunne bruge et par numre mere. Og så kunne jeg måske godt tænke mig, at bandet eksperimenterede lidt mere med deres lyd. Lydbilledet er mejslet i sten, og selvom det er hårdtslående og effektivt, så kommer man til at savne lidt mere variation efter tre albums.
Pladen er skrevet og produceret af The Interbeing selv, og er mixet og mastered af Jacob Hansen (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, Fleshgod Apocalypse, The Black Dahlia Murder, m.fl.)
Icon of the Hopeless er et super solidt album. Sangskrivningen er knivskarp, lyden er lækker og der bliver virkelig tonset igennem i hele pladens længde. Kort som den er, så er det 35 gode minutter. Der har bare ikke at gå 5-6 år igen inden næste album!
4/5
Om anmelderen
