Posted by Disclaimer: Owl Kings line-up inkluderer Peter Sandvig, som er med-stifter og skribent på dette medie, hvor du netop nu sidder og læser denne anmeldelse. Peter er forsanger og guitarist i Owl King, og han mente, at det ville sende et forkert signal at anmelde sin egen plade. Derfor spurgte han mig, om jeg ville gæsteanmelde pladen for Radon.
Det vil jeg selvfølgelig gerne. På to betingelser: 1) Jeg er hudløst ærlig og upåvirket af, at Peter altid befinder sig forrest i pitten, når mit eget band spiller koncert, og 2) Jeg bærer ikke nag.
Peter befinder sig som sagt altid forrest i pitten, når mit eget band spiller, hvilket sidste gang resulterede i, at han moshede hele sit legeme nedover mit pedalboard. Jeg bærer som sagt ikke nag, så her kommer min anmeldelse af Owl Kings første EP.
Fuld fart på jordskredet!
Sludge er en genre, der typisk er karakteriseret af et slæbende langsomt tempo, tunge trommer, og guitar og bas stemt ned i kælderen. Owl Kings første EP med fire numre er ingen undtagelse, pånær hvad angår tempoet. Her er ikke tale om en langsomtflydende masse af altopslugende mudder og oprevne træer. Det er i stedet en lavine af mellemstore kampesten, der kommer væltende imod dig, i et tempo du ikke kan løbe fra. Ustoppeligt og ubønhørligt.
Hvem er Owl King og hvad er en uglekonge?
Owl King er fra Odense og består af Mathias Lørup Wahl på trommer, Jens Moseholm på bas og Peter Sandvig på guitar og vokal. De har tidligere spillet sammen i Annominus, der for nuværende er gået på pause på ubestemt tid. Jens er desuden bassist i det Tinderbox-aktuelle dødsmetalband Crown the Beast, og Peter har et endnu unavngivet doom-projekt i støbeskeen.
Hvad handler det om?
Efter en kort intro med dissonans og støj eksploderer “Dunerider” med et tungt groove og en arrig, hårdtslående rytme, inden Peter Sandvigs vokal kommer på. Vokalen er dubbet visse steder, og det lyder ekstra ondt, når han brøler sig gennem teksten:
”Floating on sand
Riding the worm
Getting closer to death at each turn
Floating on sand
Riding the worm
You’ve built the world, now watch it burn”
Det leder tankerne hen på Paul Atreides’ manddomsprøve i Frank Herberts roman “Dune” og de frygtelige korstog, der følger i skyggen af hans Messias-lignende skæbne. Dunerider er en krigserklæring, og Owl King har slettet din civilisation fra landkortet, når støvet lægger sig.
“Deathless” sætter tempoet en anelse ned. Teksten leder tankerne mod en døende mands sidste øjeblik, mens Dødens kolde hånd griber fat i hans sjæl og det sidste sand løber gennem timeglasset. Vokalen antager en hvæsende karakter, som om Peter Sandvig selv er ved at trække sjælen ud af den døende. Dementorer, Ringånder, I kender rutinen.
“Mammoth’s Graveyard” tegner billedet af en karavane af mammutter på evig ørkenvandring mod en interdimensionel gravplads. Nummeret har et uptempo feel, men groover tungt. Akkorderne understreger den ildevarslende følelse af vanvid, der omfatter den evige færd gennem sandet mod døden og det uendelige.
“Weight of the Sun” gør klar til intergalaktisk stammekrig. Ørkenvandrende krigere på vej til at samles i store klaner, inden de drager i krig under en nattehimmel kun oplyst af det svage skær af galakser langt borte. Hvad kæmper de om? Det samme som menneskeracen har kæmpet om i årtusinder – jord. Eller i dette tilfælde, sand. Oceaner af sand. De er låst i en endeløs kamp i mørket, blændet for evigt af solens ubønhørlige styrke.
Ok, temmelig meget sand i de tekster, Peter SANDvig, men hvordan lyder det?
Tekst og musik hænger flot sammen på denne første EP fra Owl King. Musikken er tung og hidsig, og man hører tydeligt, at de her gutter har spillet sammen længe i tiden med Annominus. Peter Sandvig er, så vidt vides, ny i vokalistrollen, men klarer det fremragende. De er dygtige musikere og den glimrende produktion tilsætter vand og kalk til et univers af sand. Sand + kalk + vand = mørtel. Kan du se, hvor jeg vil hen? Det er stort set ikke til at høre, at denne EP er indspillet i et interimistisk hjemmestudie i landlige omgivelser i Skamby på Nordfyn. (Du hører det faktisk først nu, fordi jeg har fortalt dig det!)
Den tunge fuzz-omsvøbte guitar stemt ned i B lyder defineret, bassen er fyldig og tilstede uden at mudre lydbilledet, og der er smæk på trommerne. Dobbeltpedalen har lige dele krop og attack, bækkener og lilletromme sidder perfekt uden at skære i ørerne. Vokalen er tilpas fremme i mixet og dubbet effektfuldt på de rigtige steder.
Owl Kings første EP er lyden af et band, der ved, hvad de vil lydmæssigt og har tænkt over, hvor de vil hen rent musikalsk. Det er sludge med tempo, men fortvivl ej, genrepurister – der er lovning på mere rendyrket sludge i repertoiret.
Feee, men kan jeg ikke opleve dem live?
Jo, det kan du. Owl King spiller kl. 16.45 på Garagescenen til Pure Festival på Kansas City i Odense d. 15. juni 2019.
8/10
(Note: Nej, jeg svarede ikke på hvad en uglekonge er. Jeg er jo ikke ornitolog. Brug Google.
Følg Owl King på Facebook her: https://www.facebook.com/owlkingband/
Jesper Bøggild-Christensen
Om anmelderen
