Møl – Diorama

Møl – Diorama
Du kan læse dette indlæg på 4 minutter.

Møl – Diorama

Release 05.11.21

Aarhusianske Møl er tilbage med deres andet album, opfølgeren til “Jord” fra 2018, som sendte bandet til himmels med international opmærksomhed som få danske bands har oplevet. Ligesom debuten indeholder “Diorama” otte numre, der samlet set rammer en spilletid på 46 minutter.

Black-hvaffor-noget?!

Meget er allerede skrevet om Møl, så jeg laver bare en kort opsummering her: Møl begår sig i genren “blackgaze”. Den er et mix af black metal og shoegaze. Den tager aggressionen fra black metal; vokalen, tremolo-pickede guitarer og blastbeats, og mixer den med shoegazens drømmende udtryk med store, atmosfæriske klangflader sovset ind i enorme mængder rumklang og delay. Genren eksploderede med udgivelsen af det amerikanske band Deafheavens andet album “Sunbather” i 2013. På én og samme tid den mest hypede og udskældte genre; omfavnet af hipstere vidt og bredt, og udskældt af black metal-fans for at stjæle fra “deres” genre og ikke være “trve”.

Deafheaven var længe bannerførerne, men har for nyligt forkastet genren til fordel for rendyrket 80’er inspireret dream pop på deres seneste album “Infinite Granite”. Jeg tror ikke, at dette skift er gået Møls næse forbi. Ser man gamle bandbilleder fra omkring udgivelsen af “Jord”, ser man et band iklædt sorte band t-shirts. Ser man Møl anno “Diorama”, ser man et band iklædt pastelfarvede Hawaii-skjorter. Deafheaven har stadig et fast tag i genren, selvom de har forladt den.

 

MØL band

 

En forkærlighed for lange introer

Diorama åbner med sangen “Fraktur”, der efter en stille, sci-fi-lydende intro (tænk soundtracket til Mass Effect-spillene) serverer et nærmest håbefuldt guitar-tema og svært dansable trommer. Så sparker vokalist Kim Song Sternkopf døren ind og skriger sangen op i næste gear med sin hvæsende black metal-vokal. I verset spilles dystert klingende, pitch-glidende akkordskift i stil med Kevin Shields fra shoegaze-pionererne My Bloody Valentine, afløst af omkvædets stakkato-riffs og høje energiniveau, inden det afløses af guitarsolo og slutter i feedback. 

Førstesinglen “Photophobic” følger op. Efter endnu en kort intro, eksploderer nummeret i blastbeats og guitarflader. Verset leveres vredt huggende mens Sternkopf hvæser vokalen ud i lange stavelser. Omkvædet er særdeles melodisk under Sternkopfs hæse skrig og demonstrerer fint bandets evne til at skifte ubesværet mellem aggression og melodi. 

Efter endnu en lang intro kommer “Serf” i omdrejninger. Verset vækker minder til mestrene af sure stakkato-riffs, Meshuggah, inden der slås over i virkelig lækkert melodiarbejde fra leadguitaren. Midtvejs smider selvsamme leadguitar alle hæmninger, da den kaster sig ud i en lynhurtig tapping-solo, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde set komme. 

 

YouTube video

 

Stærkt leadarbejde

“Vestige” bryder (endelig) formlen med den stille intro. Nummeret starter (næsten) lige på og hårdt. Som lytter spidser man ører, når man opdager, at Sternkopf synger på dansk i dette nummer. Omkvædet demonstrerer til fulde Møls evne til skrive enormt ørehængende melodier. Leadguitaren i “Vestige” må simpelthen være skrevet med det formål at penetrere hjernebarken med maksimal effektivitet og sætte sig fast. Det er så forbandet catchy. Samtidig fremviser Møl deres sikre brug af dynamik i musikken. Det føles helt naturligt at gå fra hidsig intro til super melodisk omkvæd til nærmest atmosfæriske strofer med ren vokal.

“Redacted” står lidt i skyggen af “Vestige” og føles en anelse lang, måske fordi det ikke er helt så catchy. Introen er tilbage. Vokalen i versene har et svagt hardcore-præg i leveringen, og af én eller anden grund synges det ene vers på dansk, mens resten af teksten er på engelsk. Der foregår egentlig nogle rigtigt fede, melodiske bevægelser i guitarerne, men skiftet i vokalen mellem vers og omkvæd distraherer lidt.

“Itinerari” åbner med endnu en (ekstra) lang intro og en vokal i omkvædet, der vækker minder til Simon Kvamms tid i Nephew. Verset er super solidt, men nummeret fremstår overordnet en anelse anonymt og fyld-agtigt, og dælme om ikke vi får en lang atmosfærisk outro oveni den lange intro.

YouTube video

 

Eminent tredje akt

Bandet har lagt albummets to længste og måske bedste skæringer til sidst, begge sunget på dansk, og med “Tvesind” skifter hele stemningen. “Tvesind” starter langt mere aggressivt og dystert end numrene henover midten af pladen. Langsomt med sikkert tager bandet nummeret helt ned, inden det eksploderer igen. Hvor “Vestige” er pladens højdepunkt på den melodiske front, er “Tvesind” nok min favorit, når det kommer til opbygning af stemning og brug af dynamik. Deres vilje til at give nummeret tid til at udvikle sig, og deres evne til at holde det interessant i samtlige næsten 8 minutter gør dette nummer til ét af de absolutte højdepunkter på pladen.

Titelnummeret “Diorama” lukker pladen. Kim Song Sternkopf synger duet med en kvindelig gæstevokalist, som slet ikke nævnes i den korte pressemeddelelse. Via andre medier hintes der til, at denne er Kathrine Shepard fra det norske band, Sylvaine. Første vers synges primært af Kathrine på smukkeste vis, mens Sternkopf synger andet vers selv. Her leverer han en rent sunget og overraskende kraftfuld vokalpræstation som jeg, trods bandets black metal-tendenser, godt kunne tænke mig at de dyrkede lidt mere. I tredje vers glider han over i sit velkendte hæse skrig, mens Shepard leverer en flot, stemningsfuld andenstemme underneden. Det er enormt smukt og storladent. En vokalmæssig og kompositorisk kraftpræstation, der afsluttes med omtrent et minuts feedback og støj.

Konklusion

 

Jeg er ret vildt med størstedelen af “Diorama”. Jeg elsker aggressionen. Jeg er tosset med de poppede melodier. Jeg er en sucker for de store klangflader. Jeg vil faktisk næsten påstå, at de mange, lange introer er det eneste, der trækker ned. 

“Diorama” er en virkelig solid toer. Fra åbneren “Fraktur” over førstesinglen “Photophobic”, og “Serf” demonstrerer bandet et solidt greb om genrens virkemidler. Samtidig viser de, at de allerede havde styr på deres lyd på debuten og blot har brugt de sidste tre år på at forfine den. “Redacted” og “Itinerari” står som de svageste numre på albummet, måske blot fordi de står i skyggen af den eminente andensingle “Vestige”. Albummet lukkes solidt med den sublime “Tvesind” og den ypperlige “Diorama”. 

Lydmæssigt har bandet forfinet deres udtryk på det nye album. “Jord” var et solidt og gennemarbejdet album med en fortræffelig produktion, og “Diorama” bygger videre på dette. Guitaristernes brug af effekter er blevet skarpere, og de sidder lidt længere fremme i lydbilledet. Sangskrivning er lige så solid som på debuten og bandet demonstrerer igen, at de har en fast hånd på instrumenter og virkemidler. Lydbilledet har overordnet set nydt godt af at komme i hænderne på en sværvægter som Tue Madsen (Meshuggah, The Haunted, The Psyke Project, m.fl.).

“Diorama” er ultimativt lige så stærk en udgivelse som sin forgænger. Anderledes kan det vist ikke siges. Når man lægger så stærkt ud, er det svært at gøre det endnu bedre, men “lige godt” kan også være “godt nok”. Det lyder ikke som en kompliment, men det er det. 

8/10

 

Find MØL på Facebook her

8

Møl - Diorama

8.0/10

Skriv et svar