Posted by Release: 03.02.23
Overeksponeret Underperformer?
Eyes kom væltende ind på den danske musikscene i 2020 med den anmelderroste “Underperformer”, der fik så meget opmærksomhed af de store danske anmelder-medier, at man et øjeblik troede, at bandet var på vej til at blive allemandseje. Så eksponeret var bandet. Det var da lige indtil man satte albummet på og blev væltet omkuld af deres skramlede, kaotiske hardcore-lyd med knastørre, rockede trommer, hvirvlende guitar-riffs, buldrende bas og Victor Kaas’ maniske vokal, der veksler mellem growl, råb og hæse skrig. Radons egen Peter Sandvig gav pladen 7/10 med den begrundelse, at han savnede noget variation hen over midten.
Eyes udgav det selvbetitlede debutalbum “Eyes” i 2018 til lidt mindre end lige knap ingen opmærksomhed. Debuten havde stærke referencer til blackened hardcore-bandet Hexis, hvilket ikke er så underligt, eftersom samtlige medlemmer i Eyes har en fortid i netop dette band. Hexis-referencerne var dog stort set skuret væk på “Underperformer”, og albummet fremviste et band med en klart defineret lyd.
Selvom “Underperformer” er en herligt hektisk lytteoplevelse på 31 minutter, der kan give svære nakkesmerter og vertigo ved en enkelt gennemlytning, så skal bandet opleves live for at få det hele med. Live fremstår bandet som rendyrket kaos, og Victor Kaas giver den fuld gas, nærmest som Pinocchio, der, helt fucked op på kokain, fejrer, at han netop er blevet befriet af båndene, mens han vælter rundt på scenen sparkende til alle sider, samtidig med at armene har deres eget liv.
Hvis Eyes var debuteret med “Underperformer”, ville man have snakket om den svære toer, men her er måske snarere tale om den svære treer. Det er i hvert fald sin opgave at følge op på dét album.
TILLYKKE?!
Nu står Eyes her så igen med et nyt album, “Congratulations”, trist fødselar med flødeskum i ansigtet på coveret og krøllet sølvpapirskrone på hovedet, og man aner, at det måske ikke er den lykkeligste, mest oprigtige fejring. Jeg kan dog kun sige tillykke. Det lykkedes! “Congratulations” er et musikalsk eureka-øjeblik. Eyes har formået både at forfine og udvide udtrykket fra “Underperformer”. Musikken er stadig hæsblæsende kaotisk, men der er mere groove og melodi. Stadig ubetinget Eyes, men bedre. Kunst er kun interessant, når det er i bevægelse, og “Congratulations” vrider sig ekstatisk af smerte for at komme ud med det hele!
“Congratulations” indeholder 10 sange fordelt på 30 minutter. Det er kort og kontant, skåret helt ind til benet. Der er ikke noget overflødigt fedt. Det er 10 unikke numre uden overlap. Undervejs gør bandet plads til gæstevokalister. Benjamin Clemens fra SYL gæster på “Congratulations”, Jacob Bredahl på “Value” og Jon Gotlev fra HIRAKI skriger med på “Tearjerker”.
Albummets tekstunivers handler helt overordnet om eksistentiel uro. Hvor “Underperformer” handlede om internalisering og tvivlende selvrefleksion (Will I ever feel normal again?), omhandler “Congratulations” vrede og magtesløshed rettet mod omverdenen. De rige bliver rigere og overtager alt med deres pænhed, pis og lort, mens alle andre arver en sønderkneppet planet med medfølgende gradvist ringere levevilkår. De yngre generationer tabes igen og igen, mens de mister troen på det gode i mennesket, i kunsten og solidariteten, og kan kun skrige ind i et digitalt tomrum. Titelnummeret er en sarkastisk lykønskning til konspirationsteoretikerne og deres nyfundne indiskutable sandhed. Er der overhovedet noget at fejre på kanten af splid, krig, inflation og miljøkatastrofer? Fuck din krone af sølvpapir!
EYES – Congratulations
Konklusion
Som skrevet ovenfor lyder “Congratulations” stadig som Eyes, men bedre. Helt overordnet har produktionen fået et solidt nøk opad. Trommerne har fået mere krop. Guitarerne er længere fremme i lydbilledet, og de spiller mere varieret end de hvirvlende riffs, der dominerede “Underperformer”. Bassen fylder også mere, og enkelte steder vil jeg sværge, at jeg hører referencer til LLNN’s bundtunge lydunivers (især i Generation L), når bassen får lov at ringe ud HELT DYBT og bandet hænger på en tone i et splitsekund, før de tonser videre. Hvis ikke Rasmus Furbo, der er bassist i LLNN, var iklædt guitar i Eyes, ville jeg ikke være et øjeblik i tvivl om, hvor dén lyd kom fra. Victors vokal er lige så altomsluttende manisk som altid og sidder lige i toppen af mikset, lige præcis tæt nok på til at du kan mærke spytdråber ramme dig i ansigtet. (Sidenote: Victor er ny frontmand i LLNN efter Christian Bonnesen har trukket sig for at fokusere på andre aspekter af livet, så det bliver rimeligt spændende at høre, hvad der kommer ud af den konstellation!)
Albummet er en fest at lytte til. Altså, hvis det ikke lød så grimt. Men det er en smuk hæslighed. Jeg kan mærke vreden boble op indvendig. Jeg får lyst til at hamre ned igennem gågaden, sparkende og skrigende, svingende med armene som Victor, så jeg slår café latten ud af hænderne på de handlende og den plasker ned over de moderigtige vinterjakker og ditto støvler. Jeg vil skide i alle håndtasker, der dingler dovent i albuebøjningen og tørre røv i enhver iPhone, der klæber sig til håndfladen og stjæler opmærksomheden fra omverdenens forestående undergang. Jeg får lyst til smide flødeskumskager i hovedet på alle dem, der er mere fokuserede på at konsumere end på, hvad der ellers sker omkring dem. Kig op! Tag del i hinanden! Tag ansvar! Tag handling!
Albummet er indspillet hos Jacob Bredahl (Lifesick, Nyt Liv, We Are Among Storms, LLNN, m.fl.) i Dead Rat Studios, mixet af selvsamme og mastered af Brad Boatright (Dirt Forge, Offernat, Livløs, LLNN, m.fl.). Det er der kommet en sublim lytteoplevelse ud af. Jeg kan ikke få nok. Jeg har haft hvirvlende guitarriffs på hjernen siden jeg satte albummet på første gang. Tillykke! Altså, oprigtigt tillykke!
Om anmelderen
