Ækel, Vaagenat + Kvalt @ Studenterhuset 18/11-2023

Du kan læse dette indlæg på 4 minutter.

Bands: Ækel, Vaagenat, Kvalt

Venue: Studenterhuset, Odense

Anmelder: Peter Sandvig

Fotograf: Kasper Fladmose

Glædeligt gensyn

Efter længere tids fravær fra livescenen har den odenseanske metalforening Metal Mekka bedyret sin tilbagevenden, og dette blev manifesteret til efterårets første koncert på Studenterhuset i hjertet af et regnvådt, koldt og klamt Odense centrum (jeg er ikke glad for regnvejr).

Studenterhuset der til dagligt danner rammer for kaffedrikkende studerende, der slider over diverse opgaver, er et hyggeligt lille sted, hvor der ikke skal voldsomt mange mennesker til, før det føles intimt og nærværende. En fordel, når vi snakker undergrund, da det kan være ret fesent at være til koncert et kæmpe sted, hvor der ikke nødvendigvis er proppet.

Ækel

Aftenens første band på de skrå brædder, var de fynske Ækel. 

Uden større pomp og pragt entrerede de scenen, og gav sig i kast med deres udgave af dødsmetal. 

Til trods for en noget stivbenet start fra bandets side af, lod det til, at publikum var ret tændte fra starten af. 

Det var også tydeligt, at Ækel havde en god del venner med, som var klar på at feste. Det var dejligt at se en flok yngre mennesker som man ikke normalt ser, give den gas på dansegulvet. Flere af dem, tak.

Kommunikationen fra frontbrøler iklædt ulveskjorte bliver ofte lidt tøvende, og det tager noget af energien ud af koncerten. De få opfordringer der til, i bedste døjsmetalstil, at hæve hænderne i vejret og råbe “hey!” ved hvert taktslag, bliver lidt mere venligtsindede forespørgsler, fremfor rent faktiske kommandoer. Lidt ærgerligt, men med noget mere tid på scenen tænker jeg det nok skal komme. Nå ja, og så var der en passage med en form for cleansang. Det var ikke særligt vellykket.

Alt i alt en rigtig fin åbningskoncert, hvor stemningen blev lagt for aftenen.

Så pisse hyggeligt

Og lige netop stemningen kommer så og bider mig i røven. For en af scenen i Odenses store “problemer” er, at det fandme er så hyggeligt at være til koncert. Jeg ender i hvert fald i en diskussion ude foran, og ender med at misse introen og første halvdel af første nummer af Vaagenats set.

Tynget af skyld, skynder jeg mig op i baren og køber en øl til studenterpriser og hopper op foran scenen, hvor musikken allerede er i gang.

Vaagenat

Hvor Ækel var lidt stivbenede i det, er Vaagenat noget mere loose. Det er tydeligvis nogle mere scenevante kræfter, der er på spil i bandet, og det hele virker meget gennemtænkt. Iklædt sort, bortset fra forsangeren der modsvarende var iklædt fuldstændig hvidt, spiller bandet hamrende tight, men stadig med plads til at musikken får lov at ånde. 

Hvor Ækel er ret endimensionelle i deres lydbillede af døjsmetal, er Vaagenat markant mere dynamiske i deres musik. Sangene er meget varierede, og bevæger sig hovedsageligt i den tunge/langsomme ende, men med enkelte afstikkere, der gør, at lytteren forbliver opmærksom hele koncerten igennem. 

En fed koncert, hvor energien desværre tit bliver suget ud af rummet mellem numrene, hvor snakken fra forsanger Kristoffer bliver lidt tomgangsagtig. Det er ikke fordi, der er noget galt med de ting der bliver sagt, men når musikken er så stemningsfuld som den er, er det lidt ærgerligt at det slutter brat, og at der så bare er stilhed og en gang “tak fordi i kom”. Her ville det klæde koncerten umenneskeligt meget, med noget drone/ambience i baggrunden, sådan at man ikke skal bruge en del af næste nummer på at komme i stemningen igen. Det bliver lidt afbrudt samleje.

Og så, som en lille opfordring til drengene i Vaagenat: få fingeren ud, og kom ud med den plade. Musikken er pissefed, og trænger til at komme ud til flere!

Kvalt

Aftenens hovednavn er Kvalt. Alle bands på aftenen hed noget på dansk, og det er lidt en trend jeg aldrig helt har kunne se det charmerende i. Nuvel, vi lader nåde gå for ret, for det er et oplagt band, der går på scenen og giver sig i kast med en beskidt gang sludge.

Kvalt er det første band der gør brug af den skærm/projektor der er på Studenterhuset. Det er sgu meget fedt, og jeg havde slet ikke tænkt over at den skulle være i brug på aftenen.

Det er groovy, og det er fedt. Der sker ikke det store på scenen, men det skal der måske heller ikke rigtig når det er sludge vi snakker om. 

De yngre publikummer der var der i starten af aftenen, er desværre gået i løbet af aftenen, og det er ærgerligt, for de går glip af et fedt show.

Kvalt er nemlig fucking groovy, og spiller tonsertight. Det er sgu fedt at høre, et band være ret laid back, men som samtidig er tight og spiller stramt.

Og så spiller de sådan en medley af covernumre. Alt fra Pantera over i noget Mastodon og lignende. Oooooog det skal man lade være med. Jeg er ikke taget til koncert med dit band for at høre dig spille andre bands’ sange. Lad være med det, tak.

Men nok rant om covernumre, Kvalt er fede, og deres bassist spillede pissefucking godt. Der er egentlig ikke så meget andet at sige. Mere af jeres egen musik, tak.

Jeg ville egentlig give Kvalt 4, men da der på Radonredaktionens verdensomspændende hovedkvarter er den tommelfingerregel, at såfremt der spilles covernumre trækker det en hel karakter ned, ender Kvalt med 3 stjerner.

Galleri

Alle billeder er taget af Radons Fotograf Kasper Fladmose, og må kun bringes andetsteds efter samtykke her fra.

Om anmelderen