Situationsfornærmelse – En hurtig omgang dansk

Posted by
Du kan læse dette indlæg på 2 minutter.

Situationsfornærmelse er et punkband fra Aarhus. De er aktuelle med pladen “En hurtig omgang dansk” hvorfor jeres favoritanmelder i skrivende stund sidder og lytter til denne skive.

En pige gik i engen – og skreg ret så højt

Nummeret “Og så sagde vi det var det” starter ud med forsanger og guitarist Andrea Uglebjerg, der synger umanerlig fint. Lige indtil hun ikke gør. Et skrig sætter pladen rigtig i gang. Det er lige før, man får et throwback til gode gamle Paragraf 119, hvor nationalsangen blev spillet. Men kun lige før.

Nummeret er en hurtig og uptempo affære, der dog begår den dødssynd at have koklokke med. Faste læsere af Radon vil vide, at jeg bestemt ikke er fan af koklokke i noget som helst, med Swindler som den eneste undtagelse.

Højt energiniveau hele vejen på dansk

Vi går hastigt videre i pladen, tempoet og energiniveauet holdes højt over hele linjen. De mener det, når de siger ‘en hurtig omgang dansk’. “Grethes Hits” og “Camp skrald mig” er sange der for mig kommer til at glide lidt for let forbi, imens “Carpe diem min røv” og “Lasses mor” er numre, jeg ikke er i tvivl om er superfede live, men som desværre bliver lidt tamme på selve indspilningen.

En sang, der dog fungerer pissefedt, er “Kaff’ eller knep” – Min absolutte yndlingssang på skiven. Omkvædet har noget lækkert over sig, forsanger Andrea’s stemme får lov til at komme med lidt mere sang og det klæder musikken rigtig godt. Hun har en lækker vokal, og det ærgrer mig, at de ikke udnytter det noget mere.

Situationsfornærmelse pressebillede

Blastbeatpunk på aarhusiansk?

Pladen sluttes af med “Miss peggy”, hvor der lige pludselig kommer lidt blastbeats ind. Det glæder naturligvis et metalhoved som jeg selv, men det virker måske lidt voldsomt, at der pludselig bliver skruet op for teknikaliteten lige her på falderebet.

Alt i alt er det en solid plade, der vil gøre mange moshpits glade, hvis Situationsfornærmelse kan mønstre samme energi hele settet igennem. Meget af musikken er, ligesom punk jo i bund og grund er, absolut bedst egnet til live-situationer og kommer nogle gange til at stå lidt akavet i en indspillet udgave.

De bliver lidt for “fjollede” til min smag. Nu nævnte jeg Paragraf 119 tidligt i anmeldelsen, og det er klart der mit hjerte befinder sig, når det kommer til punk. Det aggressive og intense er der, hvor jeg mener at punken virkelig lever, og det niveau kommer Situationsfornærmelse desværre ikke op på.

Men jeg håber at komme til at se dem live en dag, for hvis den energi, de får lagt for dagen på pladen er tilsvarende live, kan det kun være en fest at være til koncert med Situationsfornærmelse.

Og, meget passende, spiller de faktisk til odenseanske Pure Festival i år. Det foregår fredag den 14/6 på Garagescenen klokken 18.45.

6.8.

Følg Siturationsfornærmelse på Facebook her: https://www.facebook.com/situationsfornaermelse/

 – Peter Sandvig

 

Om anmelderen