Posted by Release: 3. marts 2023
Bedst som jeg sidder her og hamrer en jordbærmilkshake i svælget, slår det mig at jeg ikke har fået anmeldt Rotten Oceans Power and Suffering-plade endnu, selvom den da efterhånden har været ude i lidt tid.
Så fandme om ikke jeg skal bruge min mandag på lidt råddent vand, som de siger i Jylland.
Rotten Ocean – Er det ikke dem med Jonas?
Det troede jeg også. Men ikke længere. Jonas, ham den flotte fra Terrorpy, spillede bas på Rotten Oceans første udgivelse i 2019. Nu til dags består Rotten Ocean af Ove Lungskov på trommer, Jesper Nielsen på guitar og Lasse Lund på vokal. Lasse Lund er, så vidt jeg kan facebook-stalke mig frem til, også ham med håret i Detest. Detest har jeg sjovt nok anmeldt på Kansas, hvor de spillede med Terrorpy og et band fra sjælland.
Hvem der spiller bas i Rotten Ocean, har jeg ingen anelse om.
Slam på steroider
Første nummer på Power and Suffering, er Turn Towards Difficulty, og starter som de fleste dødsmetalbands der har hørt At The Gates i 90’erne. Efter en kort rundgang på tammerne, losser Rotten Ocean lytteren direkte i madkassen med en imaginær skovl. Med andre ord, der er fart på og det bliver ikke ringere af guitaren der har de klassiske squeals for lige at holde lytteren fokuseret. Og hvis det ikke hedder squeals, så må man gerne klage til Jesper og Peter her på Radon. Det er nemlig dem der forsøger at belære mig i hvordan musik fungerer.
Skovlen helt i bund
Videre til næste nummer, Willing Oppression der klogt er bygget sammen med forrige nummer for en endnu vildere lydbaseret voldtægt af øregangen. Willing Oppression er alt det det forrige nummer ikke var; det er hurtigt, højt og oplagt soundtrack til at stikke din mormor ned med planteskeen. Meget mere er der ikke rigtig at sige om det, men hvis PET læser med, så undskyld.
Den medsendte promotekst fra Rotten Ocean, antyder at de har “fået modet” til at dvale med et stykke med slam og catchy hooks fra rap.
Jeg kan ikke umiddelbart finde noget med Biggie i teksten, men der er massevis af dejligt slam og aggressivitet. Rotten Ocean har selv stået for al produktion, hvilket naturligvis er fucking sejt. DIY, når det bliver gjort ordenligt, er rimelig fucking svedigt. Og Rotten Ocean er fuld af sved. Så alt er godt.
Pladens lyriske temaer bevæger sig hen omkring mentale problemer, lidelse og de gængse rammer omkring dødsmetal, som de selv skriver.
Hardcoreinspireret og på en knivsæg
Jo længere ned på pladen vi kommer, jo mere Dying Fetus og metallisk hc kan jeg høre i lyden.
Rygterne vil vide, at jeg er ret stor fan af både Dying Fetus og hardcore. Så naturligvis er Rotten Ocean oplagt til at være en klar favorit også.
I hvert fald lige indtil pladens andet-sidste nummer Into the Mist kommer på. Her falder det lidt til jorden for mig, men det skyldes nok at jeg ikke er kæmpe stor fan af svensk dødsmetal hvis bandet ikke hedder Bloodbath.
Men nu skal jeg også til at holde lidt kæft, for pladens titelnummer, der samtidig er det sidste, Power and Suffering, rammer den nærmest perfekte blanding af Dying Fetus, lyn-hurtig slam og hardcore.
Konklusion
Hvor jeg efter de første par gennemlytninger var lidt splittet over den noget skingre vokal fra Lasse Lund, så må jeg sande at den vokser på mig. Om Rotten Ocean er bedre tjent med en noget dybere vokal, er jeg ikke sikker på længere. For Lasse gør det formidabelt og bandet som helhed fungerer fucking godt sammen. Om de gør det live, må tiden jo vise. Men jeg er hermed fan af Rotten Ocean igen.
Om anmelderen
