Som mange af jer, der kender Radon ved, er jeg ham, der altid skal være anderledes. Så fordi både Kasper og Jesper, har skrevet nogle længerevarende filosofiske afhandlinger om, hvad deres top 5 for udgivelser i år 2022 er, bliver min noget mere kortfattet. Fandme.
5: Lionheart – Welcome to the West Coast III
Det er ingen hemmelighed, at hardcore er min første og største kærlighed når det kommer til musik. Lionheart er heller ingen undtagelse. De udgiver benhård hardcore, med bastardattitude, og jeg er en kæmpe sucker for det.
Med WTTWC III er de igen tilbage i storform, med bøllekor, attitude, og generel fantastisk sangskrivning. Den når ikke helt op på samme niveau som Valley of Death fra 2019 gjorde, men det tager så absolut intet fra albummet.
I bedste hiphopstil, har de et hav af features på, hvis du vil læse mere om dem, kan du læse Kaspers top 5.
Fun fact, så har ingen ringere end Howard Jones fra Killswitch Engage været med til at indsynge noget backingvokal. I hvert fald, hvis man skal tro på deres instagram.
4: Nexø – False Flag
Jeg har haft den store fornøjelse det er at opleve Nexø live, en håndfuld gange i år. De er et fantastisk liveband, og nogle fænomenale sangskrivere. Det ser også ud til, at de har fået hul på bylden, med en masse internationale shows i år. De var da i hvert fald på en UK tour, og har spillet et hav af shows herhjemme, hvor de endda varmede op for de aldrende Dead Kennedys. Det er fandme fedt at se, at den mere punkede del af den danske undergrund også vinder frem.
False Flag er et pissefedt album, på lige over 25 minutter. Det er pissevredt, pissesurt og formår lige at blive lidt kunstnerisk en gang imellem. En plade, der er mange lyt værd, og kan klart anbefales når man skal igennem morgentrafikken.
3: Terror – Pain into Power
Vidste i godt, den her kom? Folk der kender mig, vidste det godt. Jeg har en Terror tatovering og jeg skal gerne fortælle dig om den, efter et par fadøl.
Terror har nydt godt af, at den originale guitarist og medstifter Todd Jones (også kendt fra Nails, der, hvis du ikke kender dem, bedst kan beskrives som et sonisk overgreb) har været med til at skrive pladen. Den er 10 numre og 18 minutter lang. Ingen pis, intet overflødigt, kun vred musik.
Den følger den samme opskrift, som Terror efterhånden har mestret til perfektion: vær pissesur. Det er altid fantastisk når de udgiver en plade, og jeg har sjældent oplevet et band, der kontinuerligt kan udgive så mange fede plader efter hinanden, uden at skulle sænke niveauet og gå det mindste på kompromis.
2: Kublai Khan TX – Lowest Form of Animal
Hvad var mine 5 mest hørte numre, på min Spotify Wrapped i år, spørger du?
4 af dem, var de fra den her udgivelse. Den sidste var You will never be one of us, hvis du skulle være interesseret.
Kublai Khan er fucking fantastiske, og det er fandme svært for andre bands at følge med deres formkurve. De bliver bedre på hver udgivelse, og jeg glæder mig enormt til næste udgivelse, for hvad mon de så finder på? Endnu mere brutalitet?
Jeg ved ikke hvad det bliver, andet end at det bliver fedt.
1: Lifesick – Misanthropy
Er du overrasket? Nej, vel. Ikke rigtigt?
Jeg anmeldte Misanthropy før den udkom, og gav den vist nok 9.8 eller sådan noget. Jeg burde have givet den et rent 10 tal. Det er et perfekt album, punktum. Du behøves egentlig ikke vide mere, du skal bare bare lytte det.
Lifesick er, uden sidestykke, det absolut bedste liveband vi har i Danmark for tiden. Og også det bedste vi har haft i mange år. Hvis ikke du er klar over det, er det fordi, du ikke har set dem live endnu. Det er hårdt, råt, brutalt og ærligt. Der er ikke alt muligt fancy pis, til gengæld er det 100% ægte. Intet er påtaget rockstar-attitude, og jeg fucking elsker det.
At store dele af festival Danmark, og det mere “mainstream” spillesteds-booking-hejs, ikke har fattet det endnu, er intet mindre end en skændsel. De burde spille hver weekend, alle steder i Danmark. Deres succes er fuldt fortjent, og jeg glæder mig til, at de får mere.
Et mere detaljeret indblik i skiven kan læses her.
Både Kasper og Jesper har lavet boblere, og fordi jeg er super punk, gider jeg ikke. Til gengæld kommer her mit sidste sure opstød for i år. Læs det hvis du vil.
I en tid, hvor festivaler skyder op som alkoholikere når et morgenværtshus åbner, er det skammeligt hvor ens plakaterne ser ud. Både genremæssigt og de bookede bands. Vi er alt for dårlige til at hjælpe nyere bands frem, og vil hellere booke de samme gamle travere, som folk har set 1000 gange. Nuvel, der skal være plads til de gamle, og respekt for det, de har opbygget. Men hvis ikke vi sørger for, at der kommer nyt blod til, vil scenen simpelthen uddø. Gennemsnitsalderen til de fleste koncerter, og metalfestivaler er efterhånden blevet så høj, at man kan frygte for hofteskred i køen til øl. Vi skal give plads til de nye. Giv dem nogle fede tider at spille på, og ikke bare henne i hjørnet klokken bæ om morgenen, hvor ingen folk alligevel er til stede. Så vil vi se, hvordan scenen vokser igen.
Godt nytår, hil Satan.