Radon Top 5 2021 – Jesper Bøggild-Christensen
Det startede super hårdt ud. 2021 altså. Danmark var lukket ned. Koncerter, turnéer og festivaler blev aflyst i ét væk. Nu var vi ellers lige kommet så godt i gang igen henover sommeren og efteråret i 2020. Men det gik jo hverken værre eller bedre, end at hele lortet blev lukket ned igen. Ganske langsomt begyndte det hele at rejse sig igen henover sensommeren, trods aflyste festivaler, etc., og spillestederne fik pludselig travlt med at få afholdt koncerter. Bandsene skulle tjene penge, spillestederne ligeså, honorarstøtten skulle bruges (for ellers skal den betales tilbage), og udbuddet af koncerter og kulturelle arrangementer i efteråret var så stort, at publikum ikke kunne følge med.
De fleste koncerter jeg har været til i 2021, og det er alligevel nået at blive til en del, har været spillet for halvtomme sale. Selv de mægtige Baest, som plejer at være garant for moshpits, circlepits, wall of death og flyvende fadøl, spillede for en halvtom sal på Posten i Odense. Bevares, bandet lod sig ikke mærke af det, men jeg tror bestemt, at et par af de mest ivrige stagedivere må være vågnet op med blå mærker dagen derpå, da moshpitten langt fra tæt nok til at gribe alle hver gang.
Så mange bands har brugt det sidste 1½ år med nedlukkede spillesteder, arenaer, mm., på at skrive nye album, at 2021 har føltes som en sand lavine af nye albums. Det har været nærmest umuligt at finde tid til dem alle, men med en fokus på de danske udgivelser, så føler vi på Radon, at vi har fået lyttet til og anmeldt en rigtig god andel af de danske metal-udgivelser.
Som en slags survival of the fittest smed Delta-varianten de tidligere varianter ud af ringen, men nu står Omicron klar ringside, klar til at udfordre champen. Og nu står vi her så også igen, ved udgangen af året og skælver ved truslen om flere restriktioner og landsdækkende nedlukning. Mundbindene er tilbage, og det er Radon-redaktionens toplister over årets albums selvfølgelig også.
Radons top 5 fokuserer ikke kun på de albums, vi har anmeldt i det forløbne år, men også de albums fra det store udland, der har tryllebundet anmeldernes ører i det forgangne år. Her får du, kære læser, min Top 5 2021. Møzzz, Jesper.
#5 Knocked Loose – A Tear in the Fabric of Lifer (EP)
Da Knocked Loose fra Kentucky, USA udgav “A Different Shade of Blue” i 2019, faldt jeg totalt på røven. Jeg skal ikke kaste mig ud i en anmeldelse af albummet, men lad os bare sige, at havde Radon lavet Top 5 for 2019, så havde det album været i top 3. Jeg var tidligere blevet anbefalet at lytte til debuten, “Laugh Tracks”, og konstaterede lettere uentusiastisk, at det var ikke noget for mig. “A Different Shade of Blue” ændrede det, og da Knocked Loose med meget kort forvarsel smed “A Tear in the Fabric of Life” på gaden, sad jeg klar ved højtalerne.
“A Tear…” åbner med lyden af regn, en person der sætter sig ind i sin bil, starter motoren og kører. Der skiftes radiostation under køreturen, hvor man hører brudstykker af forskellige sange, et nyhedsklip lånt fra “In the walls” fra “A Different Shade…” og Beach Boys’ “God Only Knows”, inden det afbrydes abrupt af lyden af en kollision og et tonsehårdt riffs, der sætter tonen for resten af EP’en. I omtrent 21 minutter serverer bandet en historie om traume, død og sorg, som akkompagneres af den sort-hvide animationsfilm af samme navn, instrueret af svenske Magnus Jonsson.
[youtube v=”70cXs8hht_Q”]
Fokus på “A Tear…” er ikke udelukkende på at bombardere lytteren med tonsetunge hulemandsriffs og endnu tungere breakdowns, men på at skabe en stemning imens. Lykkedes de med det? Ja, for Satan! Forsanger Bryan Harris skriger med en intensitet, som ville få almindelige dødelige til at kaste blod op, guitarer, bas og trommer smadrer nådesløst afsted og serverer breakdowns i halvt tempo efterfulgt af de ondest-lydende riffs til at komme ud af the Bluegrass State. Will Putneys produktion får lydbilledet til at sidde helt ude i pappet på højtalerne. Det giver næsten ikke mening at anbefale ét nummer fra en EP på 21 minutter. Selvfølgelig kan du finde tiden til at lytte til EP’en. Gør det!
9/10
#4 Cult of Luna – The Raging River
Ovenpå den absurd angstfremkaldende mørke, 79 minutter lange “A Dawn To Fear”, der nok ville have toppet min Top 5 for 2019, føles “The Raging River” nærmest som en EP med sine blot 38 minutter. Albummet fortsætter det soniske univers fra “Dawn”, og fungerer i forsanger Johannes Perssons ord som en afslutning af denne.
Kernen af Cult of Luna er forsangerens dybe growl over tunge chugs i drop B, dissonante guitarmelodier og militaristiske trommer. Det der gør hvert nummer og hvert album interessant, er hvordan bandet subtilt iklæder hvert nummer interessante nuancer af synths, percussion, rumklang eller fx lækre LFO-styrede tremolo-effekter som på “I Remember”. Hvert nummer er en rejse ind i et andet univers, en anden dimension eller sindsstemning. Den 12 minutter lange “Wave After Wave” er et fantastisk eksempel på dette, hvor bandets henimod slutningen ved brug af drone, dissonans og rumklang skaber følelsen af at svæve gennem en sky af stjernestøv mod en usikker fremtid i tomrummet.
“The Raging River” indeholder fem numre i alt, og de fire af dem lyder ubeskriveligt som Cult of Luna, mens det femte stikker helt ud. Som tredje nummer på albummet, har bandet fået opfyldt et karrierelangt ønske om at samarbejde med Mark Lanegan (Screaming Trees, Queens of the Stone Age, Gutter Twins, mm.), og nummeret “Inside of a Dream” centrerer sig om hans skrøbelige vokal, mens bandet skaber et lydtapet underneden. Det stikker markant ud, men passer strålende ind som en palate cleanser inden bandet tager hul på de sidste 20 minutter.
Bandet har formået at holde deres kernelyd intakt på tværs af 8 studiealbums og utallige EP’er ved konstant at inkorporere nye elementer. På “Vertical I & II” var det dyster klingende synth og Metropolis-agtig sci-fi stemning overhældt bandets mid-tempo sludgy post-metal lyd. På “Mariner” delte Johannes Persson vokal-tjansen med Julie Christmas (Made Out of Babies, Battle of Mice), og hendes vokal, der går fra skrøbelig til skrigende, gennemsyrede albummet. “A Dawn To Fear” skabte hjemsøgende lydkollager af fjederrumklang, low gain riffs med skæve akkordprogressioner, bastante trommerytmer og klagende synths. “The Raging River” følger i denne ånd og afslutter “Dawn” på bedste vis.
[youtube v=”0alDMvVk4jY”]
(Du får her videoen til “Cold Burn”, første single fra bandets kommende album “The Long Road North”, da der ikke er lavet nogle videoer til “The Raging River.)
Bandet har brugt deres nedetid i det svenske coronalandskab fornuftigt, og har allerede annonceret deres næste album, “The Long Road North”, som udkommer d. 11. februar 2022. Bandet besøger VEGA i København d. 24. februar, hvis Omicron ikke fucker hele verden op, og jeg har billet til den koncert. Jeg forventer intet mindre end en gentagelse af bandets fænomenale magtdemonstration af en koncert i Pumpehuset i 2019.
9/10
#3 Between The Buried And Me – Colors II
Between The Buried And Me (BTBAM herefter) havde 3 albums i ryggen og en netop overstået Ozzfest-tour frisk i erindringerne, da de i 2007 spurgte sig selv det meget relevante spørgsmål, “Hvor hører vi til i det musikalske landskab?”. Svaret på det spørgsmål blev albummet “Colors”, som cementerede bandet som et af de mest outrerede, risikovillige og vertigo-inducerende ekstreme metal-bands. Efterfølgeren “The Great Misdirect” teasede bandets helt store konceptuelle landvinding, EP’en “The Parallax: Hypersleep Dialogues” og albummet “The Parallax II: Future Sequence”, som for mig altid vil stå som noget af det ypperste progressive, avantgarde metal. Sidenhen fulgte det strålende “Coma Ecliptic” og dobbeltalbummet “Automata I & II”, udgivet hver for sig, som i min optik godt kunne være trimmet lidt og blevet til ét super stærkt album.
Og så står vi her i 2021. Midt i coronaland. En tid der kan få enhver til at tvivle på deres livsvalg og plads i verden. Det skete også for BTBAM. Hvad gør man, når ens levebrød reelt set er lukket ned? Man indspiller mission statement 2.0: Do or die! Eller bare “Colors II”.
“Colors II” er en kompositorisk kraftpræstation, som de færreste bands kommer til at matche. BTBAM væver sømløst ind og ud af stilarter, taktarter, temposkift og stemninger. Det ene øjeblik får vi serveret en stille klaverballade, dernæst teknisk dødsmetal, atmosfæriske stemningsbilleder, akustiske passager, thrash, jazz, avantgarde, prog rock, karnevalstemning, progressiv metalcore, latinamerikanske rytmer, mellemøstlige skalaer, og jeg kunne blive ved. Det er hæsblæsende, det er kaotisk, det er tungt og aggressivt, og det hænger helt urimeligt godt sammen. BTBAM komponerer bare på et niveau, hvor meget få kan være med. Hvis nogen… (Eller som min kone sagde, “Det er lige til at få stress af!”)
Ét eller andet sted tror jeg, at BTBAM selv er ret bevidste om deres overmenneskelige evner. Bare se førstesinglen “Fix The Error”, der med sine 5 minutter, er ét af de kortere numre på det 78 minutter lange album, og som efter halvandet minut smider ikke bare én, men fire trommesoloer i hovedet på lytteren, da bandet har inviteret Mike Portnoy (ex-Dream Theater), Navene Koperweis (ex-Animals As Leaders) og Ken Schalk (ex-Candiria) ombord til at battle med bandets egen Blake Richardson.
[youtube v=”2q93v_nHmSM”]
“Colors II” er så vanvittigt stærkt et album, der skal lyttes til som helhed. Lyttet til i sin fulde længde smelter albummet sammen til en intens lytteoplevelse, hvor man som lytter bliver overrumplet for hvert minut der går. Det er dog på intet tidspunkt overvældende eller for meget. Man bliver revet med at bandet, uanset om de serverer poppede, ørehængende melodier eller sure riffs, der kan få galden til at stige op i bagest i mundhulen.
Højdepunkterne på pladen er svære at udpege, simpelthen fordi niveauet så ubeskriveligt højt. “Fix The Error” gav slet ikke mening for mig, da jeg lyttede til den første gang ude af kontekst, men nu er den endnu en lækker servering i en 12-retters gourmet-middag. Andensinglen “Revolution In Limbo” ligeså. “Never Seen / Future Shock”, “The Future Is Behind Us” og lukkeren “Human Is Hell (Another One With Love)” er alle nævneværdige, men riv halvanden time ud af kalenderen, sæt dig med en sixpack af din favoritøl og tag høretelefoner på. Du vil ikke blive skuffet.
9,5/10
#2 Every Time I Die – Radical
Every Time I Die (ETID herefter) indspillede “Radical” i begyndelsen af 2020, inden coronaepidemien nåede sit højeste i USA. Albummet var færdigt, men bandet besluttede sig for at sidde på det af den årsag, at det ikke gav mening for dem at udgive det, hvis de ikke kunne supportere albummet med en tour. Mere end halvandet år senere fik vi endelig lov til at høre resultatet, og det er sublimt.
Frontmand Keith Buckley har, ligesom BTBAM foroven, brugt tiden på at kigge dybt ind i sig selv. En selvransagelse, der bl.a. har medført en skilsmisse og hans til dato måske mest personlige tekster. For Keith Buckley er en mesterlig tekstforfatter. Lige så bidende præcist han kan skrive, lige så metaforisk og symbolsk ladet kan hans tekster være, og på det her album åbner hans sluserne helt op. Han er ironisk, sarkastisk, ærlig, skuffet, følsom, samfundsrevsende og edderspændt rasende.
ETID har aldrig været et decideret politisk band, men med “Radical” stiller Keith sig op som kritisk iagttager og kommenterer på de strømninger vi har set i USA de sidste fire år under ledelse af den orange orangutang med det blå jakkesæt og det røde slips. Især bør “Planet Shit” fremhæves. Her skriger Keith Buckley systemet midt imod, når han tager sigte mod indgroet racisme i det amerikanske samfund med teksten “no future with a racist past / but we can’t acknowledge that / so we burn a cross and pray to a flag”, italesætter politibrutalitet med linjen “there’s no law when the outlaw wears a badge”, eller når han retter megafonen mod skellet mellem rig og fattig med “what kind of death can you buy that’s any different from mine?”. “Planet Shit” er soundtracket til en fiktiv revolution, når normalt-tænkende, besindige amerikanere endelig får nok og brænder hele lortet ned.
Andre steder, som i den smukke “Thing With Feathers”, graver Keith dybt og synger om sin lillesøster, Jaclyn, der gik bort i 2017 som følge af en medfødt genetisk sygdom. Her synger han smukt duet med Andy Hull fra Manchester Orchestra. Ligeså i singlen “Post Boredom” hvor han synger “I broke my own heart, I’m trying to convince myself / that I can suffer if I want, motherfucker” og “My annihilation kicked off post-boredom”. Her synger han om den ukontrollérbare trang til selvdestruktion, der har plaget ham, når han ikke har været på tour – misbrug, rastløshed, svigt, og hvordan nedetiden har givet ham tid til at re-evaluere sig selv og tvunget ham til at handle på det.
[youtube v=”_1O1CuUuRWw”]
Pladen flyder over af hektiske, kantede riffs fra de to guitarister, Keiths bror, Jordan Buckley, og pro-wrestleren med det vildeste skæg siden Franz Joseph I af Østrig, Andy Williams. Bassist Stephen Micciche supplerer med de dybe frekvenser, og ny trommeslager Clayton “Goose” Holyoak lever højenergiske rytmer, der må forventes at have langsigtede konsekvenser for lytterens blodtryk.
Så stilsikre og solide musikere er ETID, at de leverer karrierens hidtil længste album uden at tabe pusten på noget tidspunkt i løbet af albummets 16 numre fordelt over 51 minutter. Nogle vil måske argumentere for, at ikke alle numre har den samme berettigelse på albummet, men jeg har skamlyttet albummet siden release, og jeg kunne ikke vælge ét nummer at pille ud.
Will Putney har også produceret dette album, og hans touch giver bandets lyd et los i røven, der ikke lader sig fornægte. Det lyder knivskarpt og man kan som lytter mærke kniven for struben i hele pladens længde.
9,5/10
#1 LLNN – Unmaker
Hvad kan jeg siger om LLNNs “Unmaker”, som jeg ikke allerede har sagt i min anmeldelse tidligere i år? Aldrig har jeg skamlyttet en anmelderkopi så meget. Hvis den var kommet på vinyl, ville pladen være slidt op nu. Hvis den havde været tilgængelig på Spotify som anmelderkopi, havde den toppet min Spotify Wrapped 2021.
“Unmaker” giver mig lyst til at bide mig selv i læben så hårdt, at jeg smager blod; til at skrige mine frustrationer ud, til jeg mister stemmen; til at slå hånden ind i muren til mine knoer splittes og jeg brækker mellemhåndsknoglerne. “Unmaker” er soundtracket til Project Mayhem fra Fight Club ført ud i virkeligheden. Vi sønderbomber bankerne og kreditkortfirmaerne, der holder os som gældsslaver. Et opgør med magthaverne, der fylder lommerne på bekostning af de 99%. Civil ulydighed som et våben mod konsumerismen, mod markedsføring af overfladiske livsstile, sygelige kropsidealer, stereotypiske kønsroller, influencere, normer og traditioner.
[youtube v=”dWW1E6lzNog”]
“Unmaker” er et album så kompromisløst i sit udtryk, at man som lytter føler, at man er blevet overfaldet efter første lyt. Der er så meget bund i synths, bas og trommer, at man næsten taber pusten. Guitaren bløder mellemtone. Vokalen skriger på blod. Og alt står knivskarpt. Lydbilledet er proppet med detaljer, der gør at jeg, selv to måneder efter release og flere måneders skamlytning, stadig ligger mærke til nye detaljer, når jeg tager høretelefoner på og hører pladen igen.
LLNN har med “Unmaker” lavet et album, der bør gå over i musikhistorien som et mesterværk for dets brutalitet, komposition og lyddesign. Når fremtidige generation skal slå “kompromisløs” op i ordbogen,vil der være et billede af albumcover til “Unmaker”. Det er hamrende godt skrevet og produceret, og det fortjener at blive hørt på et sæt gode høretelefoner eller et godt anlæg. Den 18. februar 2022 spiller bandet i Odense sammen med We Are Among Storms (deres gamle bandkammerater fra The Psyke Project), og jeg forventer at bliver båret ud af redningsmandskab, når koncerten er overstået.
“Unmaker” er årets album!
10/10
Runners up:
Herunder får du en liste over runners up og nævneværdige udgivelser fra 2021, som du også bør give et lyt:
- Architects – For Those That Wish To Exist
- Baest – Necro Sapiens
- Billy Boy In Poison – Umbra
- Daze of June – Tainted Blood
- Hippotraktor – Meridian
- Mite – Take This Sickness Away
- Sleep Token – This Place Will Become Your Tomb
- Spiritbox – Eternal Blue
- Twelve Foot Ninja – Vengeance
- vildhjarta – måsstaden under vatten