Mite – Relentless release party @ Frølageret d. 08.07.23 m. Gurldörl og Terrorpy

Du kan læse dette indlæg på 10 minutter.

De sidste fem dage har stået på regn og blæst, men selvfølgelig skal det være 25 grader varmt udenfor, når Mite inviterer til release party for deres nye plade, “Relentless”, som jeg var ret begejstret for i min anmeldelse. Der er mødepligt på Frølageret, og Mite har taget Gurldörl og Terrorpy med til at sørge for, at publikum bliver varmet op og får strukket ud, inden der skal deles øretæver ud.

Gurldörl 

Gurldörl åbner ballet kl. 21. Det er første gang jeg ser bandet live. De betegner sig selv som “thrash/sludge/death/doom/hardcore/groove-METAL”, og det er vel så rammende en betegnelse, som man kan ønske. De hiver i hvert fald inspiration fra nært og fjernt, og får mast det hele sammen til et unikt udtryk, der er udpræget Gurldörl. 

Bandet spiller sig igennem settet uden de store armbevægelser. Man har fornemmelsen af, at de måske, ligesom publikum, også lige skal varmes lidt op. Bandet er lidt stillestående til at begynde med, og publikum svarer igen med også at stå stille. Der skal en aktiv handling fra min sidemand til, før der kommer gang i pitten. Et stykke inde i koncerten kommer Peter Sandvig (Radons egen) fra Mite på scenen og der lægges op til duet og Wall of Death. Bandet tæller ind og forventer, at publikum fanger hintet, men det er varmt og publikum er sløve. Forsanger René Ravnholdt Knudsen lukker nummeret ned og skælder publikum ud, godt bakket op af Peters intimiderende råb fra scenekanten. Vi prøver én gang til, denne gang med større succes. 

René går rundt blandt publikum med sin mikrofon tilsluttet omtrent 50 meter ledning og forsøger at spænde ben for publikum, mens han brøler og skriger. På et tidspunkt ifører han sig gasmaske og monterer mikrofonen der, hvor luftfilteret burde sidde, og fortsætter med at skrige publikum varme. Der er noget ildevarslende over at blive skreget af af en mand iført gasmaske og flammende rødt hår!

Lydmanden er vist også ramt af varmen, for han har travlt at kigge ned i sin pult og fanger ikke, at Renés vokal er sunket godt og grundigt ned i mixet… René tager sin mikrofon med ned til pulten og banker på. Så kommer vokalen op i niveau igen. Det er sgu ikke helt dumt med 50 meter ledning. 

Hen mod slutningen er bandet også varmet godt og grundigt op. Bassist Louis Hansson smiler og hygger sig, kommer ud på scenekanten og besøger den noget mere stillestående guitarist Morten Weldelboe Olsen i hans hjørne af scenen. Trommeslager Christian Bebe-Hempler sørger for, at hverken band eller publikum får lov til at slappe af, før bandet efter 40 minutter er færdige med deres set. 

Da bandet bliver spillet varme, er det en ganske fornøjelig koncert, der dog desværre er plaget af ret dårlig lyd. Man fornemmer, at fejlen ikke ligger ét sted. Oppe foran scenen er lyden ikke ret god fra baggearet, og går man ned til lydmanden, kan man også nemt høre, at der ikke sker så meget fra fronthøjttalerne. Den dårlige lyd er desværre nok et teamwork. På trods af lyden formår Gurldörl dog alligevel at varme publikum godt op.

3,5/5

Da der er sceneskift, render jeg ind i Jonas Guldfeldt Viuff fra Terrorpy, der varsler at i dag ikke står på det sædvanlige hot yoga-program, men vi skal i stedet igennem kardio. Fuck. My. Life. Det bliver varmt som ind i helvede.

Terrorpy

Bandet, der efter eget udsagn spiller utroligt korte sange med utroligt lange titler, er på fra start. De går på scenen til et lydtapet af Helvedes legioner, der gør klar til kamp, og så stikker det ellers af.

Forsanger Jonas er i vanlig form på alle måder “på”, både på bassen, på vokalen og på den lune humor mellem numrene. Man tager sig selv i at glemme, at man er til dødsmetal-koncert. Trommeslager Christoffer Birkeholm Leth er FULDT varmet op. Det skal man aldrig være i tvivl om. Guitarist Rune Gangelhof kaster smukt med håret, mens han fyrer riffs af i et hæsblæsende tempo.

Terrorpy er generelt eminente på rigtig, RIGTIG mange parametre. De er Odenses hurtigste og måske mest teknisk dygtige band. Deres sange er velskrevne. De spiller dem utroligt godt. De har groove. De har måske endda noget, der kunne kaldes dynamik, hvis dynamik kan findes i spektret mellem 250 og 260 BPM (eller hvad de nu spiller i…). De har også en utrolig dygtig frontmand, der formår at tryllebinde publikum mellem numrene. 

Faktisk har Terrorpy kun én udfordring. Hvad? Jo, hør mig ud. De spiller så forbandet hurtigt, at publikum ikke aner, hvad de skal foretage sig. Har du nogensinde prøvet at headbange til 260 BPM? Instant diskusprolaps i nakken. Har du prøvet at moshe i samme BPM? Det kan man ikke. Og Terrorpy er måske heller ikke de bedste til selv at opfordre deres publikum til at moshe, lave circle pits eller Wall of Death. Bandet er ret stillestående på en scene og det bliver publikum også. Men måske er den slags shenanigans også ligegyldige i Terrorpys univers? Publikum æder i hvert fald sangene råt, og der hujes og piftes, klappes og kastes horn mellem numrene. 

Terrorpys lyd er mestendels super skarp. Bas og stortromme er tydeligt definerede i bunden af lydbilledet. Lilletromme, tammer og bækkener har rigelig plads, og vokalen trænger fint igennem. Guitaren sidder en anelse lavt i mixet, hvilket er en generel tendens for Terrorpy, har jeg bemærket, men den er højere i dag, end den har været til nogle af de tidligere koncerter med bandet, som jeg har været til.

Selvom Terrorpys koncert er en mere stillestående affære end Gurldörls, så er temperaturen i lokalet steget markant efter bandets 30 minutter lange set og publikum er mentalt varmet op til at blive revet midt over, når Mite går på.

4/5

Mite

Aftenens hovednavn, Mite, går på scenen kl. 23 og Peter er sur. Peter er rigtig sur! Han tramper rundt på scenen og brøler af publikum, mens Ebbe Luxhøj Grøn på kongesiden af scenen spiller sig til en fremtidig senehindebetændelse i højre håndled. Mites nye materiale går eddersparkeme hurtigt, og Ebbe tremolo-pick’er som besat. Det gamle tungt groovende Mite-hardcore er væk, og det nye Mite er pisse vred og pisse hurtigt. På dronningesiden af scenen står Mites nye bassist, Jeppe Christiansen med fødderne bredt adskilt og svinger bassen med en energi, der i den grad passer til musikken. Bag Peter sidder manden, der skal holde det hele sammen – tromme-Jesus i folkemunde, Lasse Skyttegaard, der med det nye materiale efterhånden må kunne give Christoffer fra Terrorpy kamp til stregen. 

Mite flyver gennem numrene. Vi får lige en omgang skældud fra Peter forud for nummeret Death Mask, om at voksne mænd er nogle skvat, fordi vi ikke tør tale med andre om vores følelser og i stedet vælger at begå selvmord. Så tal dog med nogen. Men først skal der moshes noget mere.

Jeg husker ikke setlisten, men på hvad jeg gætter må være Absolution, indtager Jonas fra Terrorpy scenen for at brøle om kap med Peter – en gæstevokal der på pladen leveres af Alexander Hall Kristensen fra Hanging The Nihilist. Jonas er karismatisk som altid og denne gæsteoptræden er, ligesom under Gurldörls set, med til at understrege det enorme fællesskab, der er i Odenses metalmiljø. 

Bandets set er højenergisk og medrivende. De formår at genskabe den rå og upolerede lyd fra pladen live. Det er som om tiden går i stå foran scenen og man ænser ikke, at sangene skifter. Der er gang i pitten. Bandet fyrer den af på scenen. Måske var jeg lidt fuld på det her tidspunkt. I hvert fald opfanger jeg nærmest ikke at koncerten er slut, før der skal tages gruppefoto med bandet foran scenen, og så er det ud i den varme aftenluft og forsøge at køle ned. 

Mite rev Frølageret og publikum midt over. Det var en kraftpræstation, der satte en ny standard for hardcore-bands i Odense. Hvis din eneste gimmick er at klatre op på ting mens du brøler, så skal du nok gentænke din approach. Mite formåede at holde publikums fulde opmærksomhed fra scenekanten, og ve den der blinkede! FUCK!, råbte vi, og så gik vi hjem.

5/5

Galleri

Alle billeder er taget af Fotograf Kasper Fladmose. Billederne må ikke viderebringes uden skriftligt samtykke.

Om anmelderen