Posted by Release 08.07.23
Velkommen tilbage til endnu en anmeldelse fra hvad der bedst kan betegnes som de fynske metal-mediers skrevne pendant til “nepo-babyer”, Radon Metal Magazine – metal-mediet hvor vi helt sikkert er på pletten, når nogen vi kender har lavet ny fed musik.
“Fuldlængde”
Endnu engang har gorillaerne i Mite udgivet larm. Odenses mest produktive metalband har været i studiet igen! Men ikke nok med at de udgiver ny larm – det er sågar larm i album-format, omend jeg vil tillade mig at være nærig med at bruge beskrivelsen “fuldlængde”. Med en spilletid på knap 28 minutter skriver Mite sig ind i rækken af hardcore-bands, der kun har energi til lige præcis at præstere i 30 minutter af gangen. Men sikken en præstation!
På under en halv time trækker bandet lytteren sparkende og skrigende gennem 13 harske, rå og upolerede numre, der tilsammen udgør et studium i livslede, depression, stress og afmagt. Der er med andre ord flere skarpe kanter her, end i en orkan der har opslugt en vinduesfabrik.
Mites HR-afdeling har endnu engang været på overarbejde. Manden bag mikrofonen er endnu engang skiftet ud. Peter Sandvig (Radons egen) har samlet mikrofonen op og lagt bassen fra sig. Bassen er blevet samlet op af Jeppe Christiansen (Black Tritonus). Hvis man har set Mite live siden sidste musikerkavalkade, så ved man, at det fungerer temmelig godt!
Peter er pissed-off og intimiderende, mens han opildner mosh-pitten fra det yderste af scenekanten. Jeppe giver den som flyvende mosh-pit karateinstruktør med bassen om halsen! Bag trommerne har vi stadig Lasse Skyttegaard, der på dette album har taget barren for aggressivt trommespil, revet den ned og sat den umenneskeligt højt op. Guitaren bemandes stadig af Ebbe Luxhøj Grøn, der har fundet motorsaven frem og sat kabelbindere på gashåndtaget. Der er dømt fuld Husqvarna fra første til sidste strofe!
Tager kvælertag på hardcore-genren
Mite, som du kender dem, er et velproduceret og hårdtslående hardcore-band med groove og vellydende metalcore-agtig produktion. Men det kan du godt glemme alt om! Du har måske hørt om Cocaine Bear, men har du hørt om Krokodil Gorilla? Nej, det tænkte jeg nok. Væk er den store silverback hangorilla, der kommer gungrende tungt og taktfast gennem junglen for at forsvare sit territorium mod invaderende hanner. Forestil dig i stedet dette:
“Du træder ind i lysningen i den tætte underskov. Trækronerne giver plads til, at lyset kan trænge igennem, og du ser det velkendte syn af grønt græs og lave buske. Den smalle sti fører op til det hjemmevante blikskur i midten af lysningen. Skuret er faldefærdigt, men godt nok til formålet. Rundt om skuret står store blå tønder og tomme kasser stablet. Du laver en mental note om at bortskaffe dem ved lejlighed.
Da du kommer nærmere, kan du høre nogen rumstere tungt inde i skuret. Du går forsigtigt op til skuret. Kæden er revet af døren. Du bemærker, at der er blevet stille derinde. Du tager i dørhåndtaget og trækker forsigtigt døren op.
Lige indenfor døren står en pletskaldet og infernalsk ondsindet vanskabning af en gorilla med ætsningsskader og snitsår fra ituslåede glasvarer over hele kroppen. Den stirrer ned på dig. Du forsøger at kaste et blik ind i skuret. Den har raseret det hele og indtaget alt det Krokodil, som du havde fremstillet. Den pruster dig i ansigtet med en ånde, der mest af alt minder om batterisyre og råddent kød. Idet den griber dig om halsen, kan du høre hvordan hver eneste fiber i dens krop spænder op…
Hvis du vil pisse i bukserne, gå til side 69. Hvis du vil evakuere dit tarmsystem, gå til side 187.”
“Relentless” er lyden af et band, der efterlader konkollegaerne i den lokale metal-scene i støvet. Der bliver givet lige præcis nul fucks og taget nul fanger.
DI-motherfucking-Y
Albummet er blevet teased med singlerne “Tomorrow Alone Won’t Save You”, “Parasitic” og “Apparition”, og hvis du har hørt dem, så ved du, hvad du går ind til. “Death Mask” er pladens længste nummer på 3:39 minutter, og interluden er længere end to af albummets andre numre. Nogle gange skal der bare smadres igennem uden gentagelser, og du hører sjældent de samme riffs to gange.
Mite 3.0 er fucking hårdt og beskidt og får Mite 2.0 til at ligne et boyband. Al historik er kastet bort. Hvis du kan lide hardcore punk/powerviolence/crust punk/d-beat/grindcore/death metal a la Nails, så er “Relentless” noget for dig! Hvis du elsker END, men synes, at det godt kunne blive lidt mere beskidt, så er “Relentless” noget for dig.
Bandet har selv stået for sangskrivning, produktion, mix, master, promo og release. “Do It Yourself” er helt i ånden af punk, men Mite har jo reelt set altid været DIY. Ebbe Luxhøj Grøn er manden bag knapperne, når han ikke lige spiller guitar. Odenses svar på Chris Kreutzfeldt (CABAL) og Will Putney (END, Fit For An Autopsy), hvis du spørger mig.
Det er svært at rose en produktion, der lyder så grimt, men den rammer “grimt” på alle de rigtige parametre. Alt sidder rigtigt i mixet. Bækkenerne i toppen, vokalen i front, lilletromme og motorsav prominent i midten, bas og stortromme potent i bunden.
Konklusion
Hvis du ikke allerede var klar over det, så er “Relentless” så grimt, at det er smukt. Motorsaven er tanket med methanol og der skal fandme kløves brænde! Med “Relentless” har Mite produceret et album, der burde sende dem ud over landets grænser og skaffe dem uanede mængder international opmærksomhed. Det er yderst velproduceret HM-2core uden hensyntagen til hooks eller single-potentiale. Grim, grimmere, “Relentless”.
Jeg forudser karateopvisning i pitten, når Mite spiller fremadrettet. Der bliver ikke plads til at stå foran scenen og nurse en fadøl. I hvert fald ikke hvis publikum gør, som Peter befaler dem at gøre! Rowpit bliver ikke tolereret!
Jeg var fan af Mite 2.0, men fandme om jeg ikke også er fan af Mite 3.0. Det er simpelthen urimeligt råt og beskidt. For det får Mite og “Relentless”: 5/5
Om anmelderen
