Posted by Livløs – And Then There Were None
Release 22.10.21
Aarhusianske Livløs er klar med opfølgeren til debuten “Into Beyond” fra 2018. Siden sidst har bandet fået ny forsanger i form af Niklas Lykke, der har overtaget mikrofonen, efter Simon Olsen besluttede at fokusere på Baest. Tillige har også for nyligt underskrevet kontrakt med det hæderkronede østrigske metal-pladeselskab, Napalm Records.
Livløs spiller melodisk dødsmetal med alt hvad genren afkræver. Growls, screams, harmoniserede guitarer, akustiske passager, flænsende guitarsoli, blastbeats, og RIFFS i lange baner.
Overlegent riffmageri
Pladen åbner med titelnummeret, der tonser derudaf og slår tonen an for de næste ca. 40 minutter. Bandet kaster om sig med riffs og temposkift. Det virker næsten som om bandet forsøger at flænse sig vej ind i lytterens øregang. “Serpentine Supremacy” følger op med riffs, der matcher sangens titel. Det er virkelig overlegent riffmageri.
“Mortal Severance” sætter trommeslagerens benmuskler på prøve med insisterende dobbeltpedaler, mens guitaristerne i denne omgang kan sætte tempoet lidt ned. Nummeret har et tung slæbende feel over midten. “Pallbearer” åbner med en sustained guitar-harmoni, inden det eksploderer i hovedet på lytteren. Niklas growler fra Helvedes dybeste dybder mens bandet tæsker derudaf. Titlen er måske en anelse misvisende, da titlen løst oversat betyder “kistebærer”, en ceremoni der normalt foregår i et ganske andet tempo. Men hvad, vi high-fiver jo ikke med Satan for ingenting?!
Midtvejs får vi den obligatoriske akustisk-klingende “Kistefjael” med en snert af distortion-guitar underneden. Det er meget pænt og effektfuldt, stemningsskabende endda, og samtidig enormt stereotypt for genren. Står det i regelbogen for melodisk dødsmetal, at man skal have sådan én på albummet?
“Drenched In Turmoil” følger stilen fra første halvdel af pladen snorlige. Nonstop overlegent riffmageri. “Seize The Night” sætter tempoet gevaldigt op, men jeg glemte simpelthen at trække vejret 43 sekunder inde, da bandet kaster sig ud i den mest klodsede overgang til en guitarsolo jeg længe har hørt. Hvordan den har fundet vej til udgivelse går over min forstand!
Dødsstødet
Bandet har gemt dødsstødet til absolut sidst på pladen. “Gallows” ræser afsted med galoperende guitarer og trommer. Guitarerne skriger lækkert dissonant og nummeret vil virkelig give nakkeskader, når Livløs rammer landevejen i forbindelse med den forventede album-tour. Hvem fanden har SÅ travlt med at komme i galgen?!
Sidste nummer på pladen, “The Purest Black”, lyder mest af alt som et vildfarent Baest-nummer, ja nærmest som en slags tvilling til “Gula” fra førnævntes forrige album, “Venenum”. Langsomme chugs, tunge trommer og DYYYBE growls afløses af frenetiske riffs og endnu mere hjemsøgende growls, nu smurt ind i rumklang. “The Purest Black” har alle elementerne på plads til circle pit, mosh pit, wall of death eller hvad Niklas i indpisker-rollen føler for på dagen!
Jeg glæder mig til at se langhårede unge mænd i denimveste tonse opildnede imod hinanden i en dumdristig og fanden-i-voldsk dødedans, når Livløs smider trumfkortet live. Det er næsten som at pladen lukker bedre end den åbner, med “Gallows” og “The Purest Black” oppe i ærmet.
Konklusion
Pladen er produceret og mixet af Jacob Bredahl i Dead Rat Studios, og mastered af Brad Boatright (Nails, LLNN, We Are Among Storms, Touché Amoré, Monolord m.fl.). Produktionen har overordnet set fået et gevaldigt løft i forhold til debuten. Det buldrer mindre, guitarer sidder skarpere i mixet og bassen understøtter lydbilledet mere end drukner det, som det lidt var tilfældet på første album. Niklas’ vokal sidder centralt i mixet, og han skal fremhæves for at tilføre bandets lydbillede noget mere variation end deres tidligere ceremonimester, da spændet i hans vokal er større end forgængerens. Hans vekslen mellem hæse skrig og dybe growls er mere tydelig og han eksekverer begge yderst overbevisende.
Alt i alt er “And Then There Were None” et fint album, men som jeg har det med det meste melodiske dødsmetal, så har jeg svært ved at skelne det ene band fra det andet. Melodisk dødsmetal er ikke min foretrukne genre, og jeg synes, at Livløs falder i ét med mængden af melo-dødsbands derude. Hvis du er til melo-død, så er Livløs garanteret lige noget for dig, og albummet er bestemt godt skrevet og eksekveret. Jeg mangler blot dét der udefinérbare, der gør Livløs til Livløs. Jeg er dog overbevist om, at vi endnu har Livløs’ bedste album til gode!
7,5/10
Om anmelderen
