Posted by Release 24.05.24
Slæbt ud i sollys
De københavnske ekstrem-metallere i Lamentari album-debuterer med manér med “Ex Umbra In Lucem” (Fra Skygge til Lys), der tager bandets output fra de to forudgående EP’er, “Clavis Aurea” (2022) og “Missa Pro Defunctis” (2020) og skruer ambitionsniveauet op til 13.
Lamentari er i forvejen et ambitiøst orkester. Det ved du, hvis du har set dem live, hvor de seks medlemmer klemmer sig sammen på bitte små scener som det nu hedengange Kansas City (RIP) og Postens lille scene, men på ingen måde går ned på hverken rekvisitter, kostumer, corpse paint, røgelse eller udnyttelse af scenen fra kongeside til dameside, fra bagest til forrest, men de har også spillet koncerter på både Copenhell og Wacken, samt supporteret prominente black metal-navne som Moonsorrow og Tsjuder. Bandets koncerter fremføres også som religiøse messer, omend der nok ikke bedes til Herren i det høje.
Bandets inspirationskilder spænder bredt. De musikalske yderpunkter findes mellem Yngwie Malmsteen og Dimmu Borgir, mens det orkestrale trækker på filmhistoriens mestre som Howard Shore og John Williams.
Albummet er bl.a. indspillet i AIR Studios i London, hvor der er lagt strygere, træ- og messingblæsere ovenpå bandets inferno af guitarer, bas, trommer og vokal.
Nattens Ånd
Pladen åbner med et dystert-lydende kor og forsigtige stryger på Spiritus Noctis (Nattens Ånd), der lader op til eskapader efter solens nedgang. Tenebrae (Mørke) serverer huggende stabs fra guitarer og bas underbygget af strygere og lilletromme-salver, inden nummeret eksploderer. Det er sgu det man kan kalde en “statement of intent”. Den indeholder ALT hvad du kan forvente at blive mødt med på resten af pladen. Hvirvlende guitarsoli, blastbeats, gigantiske stemnings-underbyggende flader af orkester og kor.
På Tragoedia In Domo Dei (Tragedie I Guds Hus) fortsætter infernoet ufortrødent, men bliver halvvejs inde afbrudt af en smagfuld, melankolsk solo på båndløs bas understøttet af akustiske guitarer, kor og strygere. Hele herligheden varer omkring halvandet minut og er et lækkert afbræk inden bandet begynder at høste sjæle igen. Det slår mig faktisk, at det rent faktisk er første gang, jeg HØRER bassen frem for at føle den, hvilket ærgrer mig lidt, da jeg herefter kun kan fantasere over hvilke finurligheder, der gemmer sig i de dybeste lag af musikken.
På Intra Muros Mentis (Inden for sindets mure) demonstrerer bandets leadguitarist på fineste vis sine evner ved at hive alle værktøjerne op ad værktøjskassen i en næsten to minutter lang magtdemonstration af en solo, der ikke bliver kedelig eller føles for lang! Det er sgu en præstation i sig selv.
Dagens Ånd
På Appugno (Jeg nærmer mig) blander bandets kortvarigt et nærmest thrashy groove med deres sædvanlige blastbeats og tremolo-pickede riffs. Leadguitaren i dette nummer lider desværre under at efterfølge det sublime guitar-arbejde i forgængeren, så det virker lidt kedeligt, inden bandet nær slutningen skifter toneart på ægte Eurovision-facon og leadguitaren får en ny akkordprogression at boltre sig henover.
Dolorum Memoria (Minde om smerte, Googles latin-oversættelse er lidt fuzzy her) er nærmest en ballade, der åbner med clean’ish leadguitar med masser af rum og ekko på, akkompagneret af en akustisk guitar, der kort efter overtager den bærende melodi. Forsangeren hvisker dæmonisk lokkende understøttet af forsigtigt kor, inden trommer og bas (hej igen!) støder til og nummeret langsomt bygger op til et længselsfuldt guitar-lead båret frem af messingblæseinstrumenter. Bandet er sørgmodigt og nærmest sjælfuldt her over midtvejsmærket på albummet.
Den smukke Spiritus Diurnus (Dagens Ånd) følger op på den sjælfulde stemning og bygger dramatisk op til afslutteren, Arcanum Ignis Animae (Sjælens Hemmelige Ild) der igen lemlæster lytteren med bandets signatur-lyd og efterlader et tomt kødhylster. Her får den igen med flænsende guitarsoli hen over blastbeats, fuldt orkester og kor. Album-lukkeren er en hæsblæsende affære, hvor man som lytter nærmest glemmer at trække vejret.
Konklusion
Jeg er igennem pladen for fjerde gang, da jeg skriver min anmeldelse, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg hører det her album. Lamentari albumdebuterer med en sonisk lemlæstelse af et album, som er totalt gennemproduceret. Der er ikke ét anslag forkert placereret, der er ikke én mikrotonal disharmoni, der ikke er forudbestemt til at være der. Alt sidder 100% skarpt i mixet, men det irriterer mig stadig, at jeg ikke kan høre bassen, men kun får lov at føle den.
Bevares, albummet er indbegrebet af et TÆT mix. Det er de færreste metalbands, der forsøger at klemme trommer, bas, to guitarer, keyboard og vokal ned i et mix sammen med strygere og blæseinstrumenter, og samtidig høvle derudaf med 666 BPM! Men det gør Lamentari, og de lykkes med det!
Det er svært at forestille sig Lamentari uden orkester-elementet, og jeg må tage hatten af for bandets keyboard-spiller, Max Uldahl, for at have orkestreret denne dimension af bandets lyd. Orkester-delen er indspillet i de førnævnte AIR Studios, mixet af Marios Themistocleous (lyddesigner og -tekniker), mens resten af albummet er produceret, mixet og mastereret af Kristoffer Staunsholt Alm (et relativt ubeskrevet blad med forbindelser til Morild og Afsky, så vidt jeg kan finde frem til).
Hånden på hjertet har jeg ikke hørt Lamentaris EP’er synderligt meget, da symfonisk black metal er ikke det, jeg oftest sætter på, men jeg har set dem live et par gange. Det er umuligt at sætte en finger på, hvad der entydigt får bands til at “klikke” – nogle gange er det en live-optræden, andre gange er det et album eller én sang, men i det her tilfælde vil jeg sætte fingeren på, at Lamentari “klikker” for mig med Ex Umbra In Lucem pga. den vildskab de fremfører deres debutalbum med!
For det får albummet karakteren:
Om anmelderen
