Birds as Omen – The Day the Earth Stopped Spinning
Danske Birds as Omen har for nyligt udgivet deres første EP The Day The Earth Stopped Spinning, den har vi fået tilsendt fra bandet selv – tak for det.
Birds as Omen kan bedst kategoriseres som metalcore, og det skinner da tydeligt igennem på EP’ens første nummer Self Dug, hvor vi både har et melodisk riff henover omkvædet, et lille hyggeligt breakdown med scream vokal og hvad der nu ellers hører sig til på et godt metalcore nummer.
Produktionen sidder i skabet, instrumenterne skiller sig ud fra hinanden og man kan høre de små nuancer fra hele bandet.
Uinspirerede breakdowns og skønhedsfejl
De krydrer deres musik med lidt blastbeats fra tid til anden og det fungerer faktisk rigtig godt for dem, især fordi deres breakdowns måske ikke ligefrem er de mest fantasifyldte. Dybe chugs mens et chinabækken bliver tæsket til overgivelse. Jeg ved godt at breakdown ikke nødvendigvis er den helt store forfinede kunstform, men alligevel kan man godt gøre dem lidt mere interessante.
Der er nogle skønhedsfejl på EP’en. Introen til Crow lyder lidt som om der skulle have været justeret lidt niveauer af de forskellige guitarer, og det skærer lidt i ørerne at den ene guitar pludselig kommer bragende som den gør. Det skiller sig især ud, når man tænker på det relativt polerede lydbillede som Birds as Omen har valgt at gå efter. Det havde været mere “acceptabelt” hvis de gik efter en 2002 tidlig Unearth lyd eller lignende hvor der gerne måtte være de her små skønhedsfejl på men den går ikke i en så moderne produktion som vi har at gøre med her.
Birds as Omen er et band med potentiale
EP’en sniger sig lige op over de 20 minutters spilletid, og det gør selvfølgelig at Birds as Omen ikke når at vise så mange forskellige sider af sig selv, og det er lidt ærgerligt. Der er rigtig mange ting der taler for at Birds as Omen kan blive et af de større navne på den danske metalcore scene, og også gerne komme til udlandet hvis de arbejder for det. Men det kræver lidt mere diversitet i deres sange og at de udforsker deres lyd lidt mere, for det bliver lidt ensformigt at lytte til i længden. Et nummer som More Propaganda skiller sig ud på lige præcis den måde jeg snakker om, der er noget solo, breakdowns, lidt blastbeats og et omkvæd man kan synge med på – mere af det, tak!
Birds as Omen leverer solid metalcore uden de helt store overraskelser. Det vil glæde de fleste der levede igennem 2002, og som stadig hører metalcore. Produktionen er skarp, og det er fedt at høre. Der mangler bare noget ekstra for at det kommer helt op at ringe.
6/10
-Peter Sandvig
Lyt til Birds as Omen – The Day The World Stopped Spinning på Spotify her